Af Simon Redder Thomsen
I Swaziland har demokratibevægelsen siden 1993 boykottet landets egenartede Tinkhundla-system, hvor kun individuelle kandidater må stille op til valg – altså ikke politiske partier – og Kong Mswati III reelt optræder som enevældig monark.
Han udpeger således bl.a. både premierministeren og regeringen.
Boykotstrategien har imidlertid ikke medført den så længe ønskede demokratiske forandring i det lille land mellem Sydafrika og Mozambique.
Derfor opstillede partiet SWADEPA individuelle kandidater til årets valg d. 20 september, anført af den tidligere fagforenings-leder Jan Sithole, der ellers selv var blandt arkitekterne bag boykot-strategien.
Otte medlemmer nåede hele vejen til parlamentet igennem en proces, der starter med udpegning af kandidater i høvdingedømmerne, som derefter vælger én kandidat, der kæmper om en plads i parlamentet med 3-4 andre høvdingedømmer i en såkaldt Inkhundla.
Derudover fik SWADEPA valgt adskillige kandidater ind på de to lokale, politiske niveauer i Swaziland.
Tog dagsordenen – også i medierne
Trods kritik fra boykotbevægelsen, der har proklameret, at forandring er umulig igennem parlamentet, slog SWADEPA tonen an umiddelbart efter valget.
For SWADEPA ignorerede i forrige uge landets tidligere, og sandsynligvis kommende, premierministers udmelding om, at valgte parlamentsmedlemmer ikke måtte holde politiske møder udenfor parlamentet.
SWADEPA svarede igen ved at holde fem dages politiske møder med omkring 130 deltagende partimedlemmer (i samarbejde med Socialdemokraterne herhjemme). Vel at mærke i en nation, hvor den gældende sandhed blandt demokratiaktivister har været, at politiske partier er forbudte.
Dette tiltrak mediernes dagsorden i dagevis, som bl.a. betød dækning af SWADEPAs kritiske udmeldinger.
Som partiets generalsekretær, Archie Sayed, udtaler: “This is the topic we have been missing. Straight talk – taking off the gloves and expressing the interest of the people. Making headlines.”
Nybrud i demokratibevægelsen
Successen for SWADEPA betyder, at tidligere kritiske røster nu ønsker tættere samarbejde med partiet.
Meget kan dog fortsat gå galt. SWADEPA står overfor et regime anført af kongen, som synes opsat på at afspore SWADEPA’s dagsorden og splitte parlamentsgruppen.
Samt overfor en befolkning og et parlament, der generelt er præget af mange års afpolitisering og undertrykkelse.
Boykotbevægelsens alternativ er dog svært at få øje på – i hvert fald hvis man ser på valgdeltagelsen.
Antallet af registrerede vælgere er steget ved samtlige valg siden 1998, trods bevægelsens opfordringer om at blive væk. Til årets valg var der 450.000 registrerede vælgere på landsplan og en relativt høj stemmeprocent i landets største byer, der almindeligvis regnes som demokratibevægelsens højborge.
Månedsmagasinet The Nation har ikke skjult sin skepsis overfor SWADEPA’s strategi om at opgive boykotten, men anerkender i oktoberudgaven, at valgene har udgjort en ”empowering exercise” for befolkningen.
Swazierne udtrykte nemlig deres utilfredshed med den politiske status quo ved kun at genvælge 12 ud af 55 parlamentsmedlemmer.
Samling af demokratibevægelsen – væk fra boykotspørgsmålet
Med valget bag sig er der behov for at flytte debatten fra spørgsmålet om deltagelse eller boykot.
I stedet må fokus nu være på at skabe maksimalt pres for politiske reformer i landet, der grundet dårlig regeringsførelse lider under en af verdens lavest forventede levealdre og generelt er præget af fattigdom.
SWADEPA har fra starten ikke set sin (nye) ambition om at skabe forandring gennem parlamentet som en erstatning for massemobiliseringen og politisk bevidstgørelse af befolkningen. Tværtimod opfattes strategien som et supplement hertil.
SWADEPA søger således i sit parlamentariske arbejde et tæt samarbejde med landets civilsamfundsgrupper for at styrke sine politiske forslag og synspunkter.
Derfor opfordrer SWADEPA til samling af landets progressive kræfter, der med deres forskellige strategier og kanaler indenfor og udenfor parlamentet, bør koordinere indsatsen imod det fælles mål om flerpartidemokrati i Swaziland, fremføres det.
Socialdemokraterne samarbejder med SWADEPA igennem Institut for Flerpartisamarbejde, DIPD.
Om Swazilands valgsystem – med kongen for bordenden
Swaziland har et tokammer-system baseret på det såkaldte Tinkhundla-system, hvor der kun er direkte valg til House of Assembly – i daglig tale parlamentet – og hvor politiske partier ikke må stille op. Kun individuelle kandidater må deltage. Der er skrappe begrænsninger på muligheden for at køre kampagne.
Der er 55 Tinkhundlaer, som svarer til 55 pladser i parlamentet. Valgprocessen består af tre runder. Først melder man sig som kandidat på et offentligt møde i et høvdingedømme, hvilket kræver mindst ti stillere.
Derefter konkurrerer kandidaterne om at blive høvdingedømmets kandidat til parlamentet. I sidste valgrunde konkurrerer vinderen med 3-4 andre vindere fra nabohøvdingedømmerne om en plads i parlamentet i en valgkreds- en inkhundla (flertal: tinkhundla).
Udover de 55 folkevalgte – eller rettere høvdingedømme-valgte – udpeger kongen 10 medlemmer, herunder ofte premierministeren, som tilsammen udgør Underhusets 65 pladser.
Dertil kommer et Overhus – Senat – på 30 medlemmer, hvor 10 er valgt af parlamentet og 20 udpeget direkte af kongen. Foruden Underhuset er der valg til to andre politiske niveauer. Bucopho, der er Inkhundla-komiteen bestående af repræsentanter fra alle høvdingedømmer, samt iNdvuna yeNkhundla, der er formanden for Bucopho’en.
Simon Redder Thomsen er international konsulent for Socialdemokraterne og har netop besøgt Swaziland.
