Hvert år melder flere tusinde danske elever rundt om på landets ungdomsuddannelser sig til at arbejde frivilligt en enkelt dag for at støtte velgørende projekter rundt om i verden. Dagen går under navnet Dagsværkdagen og bag den står organisationen af samme navn.
I år samler de danske unge ind til ngo’en Sex & Samfunds projekt, som sætter fokus på rettigheder og vilkår for unge sexarbejde i Etiopien.
”Som frivillig i Operation Dagsværk synes jeg, at det er vigtigt at støtte kampen for andre unges rettigheder. De forhold, som sexarbejdere i Etiopien arbejder under, er under al kritik. Derfor håber jeg, at mange unge har lyst til at arbejde på dagsværksdagen og bakke op om projektet,” siger Anton Vejby, bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk, i en pressemeddelelse.
Bedre liv uden diskrimination
Det vurderes, at der er omtrent 200.000 sexarbejdere i Etiopien. Det er ikke ulovligt at sælge seksuelle ydelser i det store afrikanske land, men alligevel udsættes sexarbejdere dagligt for overgreb og diskrimination fra myndigheder, der burde passe på dem. Livet som sexarbejder er for mange forbundet med skyld og skam, og derfor lever sexarbejdere ofte et liv i hemmelighed, som deres familie og venner ikke kender til.
”Generelt bliver vi ikke respekteret, og nogle betragter os ikke engang som mennesker,” siger Frehiwot, som er sexarbejder i Etiopien.
Projektet, som årets indsamling skal gå til, vil hjælpe op mod 5.000 sexarbejdere i hovedstaden Addis Abeba. Her bliver de tilbudt uddannelse i deres rettigheder samt adgang til safe spaces og aktivistnetværk, som sexarbejderne kan bruge til at skabe forandringer og leve et liv uden diskrimination. En anden del af projektet handler om at uddanne magthavere og aktører fra relevante myndigheder i sexarbejderes rettigheder.
”Alle har ret til at bestemme over egen krop, og ingen skal diskrimineres på den baggrund. Derfor glæder vi også utroligt meget til, at danske unge på denne måde vil engagere sig i kampen for en tryggere hverdag for etiopiske sexarbejdere,” siger Bjarne B. Christensen, generalsekretær i Sex & Samfund.
Alle – både privatpersoner, offentlige og private virksomheder – kan hyre en dagsværker på Operation Dagsværkdagen og dermed støtte op om projektet. Læs mere på Operation Dagsværks hjemmeside.