Marion Ramstein er projektkoordinator for Læger uden Grænser i Darfur i Sudan.
En af nyere tids værste humanitære katastrofer udfolder sig i Sudan. Millioner er drevet på flugt fra voldsomme kampe og har mistet adgang til rent vand, mad, lægehjælp, husly og sikkerhed. Og vi kan ikke se enden på den krig, som foregår mod befolkningen.
Sudans befolkning ligger ikke bare under for de stridende parters kamp mod hinanden. I to år har de stået midt i den og er blevet frarøvet deres hverdag, deres hjem, deres sikkerhed. 60 procent af de 50 millioner indbyggere har brug for humanitær hjælp, og uanset hvor man kigger hen, er der behov – akutte, overvældende og udækkede.
I Læger uden Grænser gør vi, hvad vi kan for at hjælpe. Men hver dag er vi vidne til den totale foragt for menneskeliv, der hersker i Sudan. Senest i Zamzam-lejren, landets største flygtningelejr, hvor et blodigt angreb den 11. april har drevet flere tusinder på flugt – igen.

Oprørsgruppen Rapid Support Forces (RSF) og allierede væbnede grupper gik til angreb i lejren og sendte flere end ti tusind mennesker mod byen Tawila i Norddarfur, hvor vi har en midlertidig mobilklinik. Flygtningene ankom svært dehydrerede, udmattede og traumatiserede.
De har ikke andet end det tøj, de har på – intet at spise, intet at drikke, intet sted at sove. Deres eneste dække for den bagende sol er under træer.
De fortæller umenneskelige historier om, hvordan de har efterladt familiemedlemmer – fordi de blev væk fra hinanden under angrebet, kom til skade eller blev slået ihjel.
Manglende sikkerhed forhindrer humanitære indsatser
Desværre er de historier ikke enestående. Under angrebet den 11. april mistede også ni medarbejdere fra nødhjælpsorganisationen Relief International livet. En chokerende nyhed, der tydeligt viser den manglende respekt for humanitær nødhjælp i landet. Organisationen tilbød lægehjælp i lejren og var den sidste humanitære organisation tilbage i Zamzam.
I februar var vi selv nødsaget til at suspendere alle vores indsatser i Zamzam-lejren, fordi det blev for usikkert
I februar var vi selv nødsaget til at suspendere alle vores indsatser i Zamzam-lejren, fordi det blev for usikkert. Vores ambulancer blev beskudt, og belejring gjorde det umuligt at få personale eller medicinsk udstyr ind i lejren. Derfor var vi nødt til at trække os tilbage – selvom behovet for lægehjælp stadig er enormt stort.
Disse angreb må stoppe. Sundhedspersonale og -faciliteter må aldrig være mål i krig.
I andre områder af Sudan, hvor sikkerheden er bedre, er vi stadig til stede for at yde lægehjælp. Men den internationale humanitære tilstedeværelse er stadig langt fra tilstrækkelig til det massive behov, vi ser i Sudan.
En menneskeskabt katastrofe
For millioner af sudanere har ingen adgang til basal lægehjælp. Mere end 70 procent af hospitaler og klinikker i konfliktområderne er delvist eller helt ude af drift.
Kvinder og børn dør i barselssengen. Der sker løbende udbrud af kolera, mæslinger og denguefeber, som har fatale konsekvenser på grund af den manglende lægehjælp og ingen adgang til rent vand. Sudanerne oplever fejlernæring. Og de sulter. Ifølge FN er der ingen steder i verden, hvor sultkatastrofen er lige så kritisk, som den er i Sudan lige nu.
Med andre ord: Vi er vidne til en menneskeskabt katastrofe, og det internationale samfund kan ikke blot se til, mens en hel befolkning skubbes tættere og tættere på en humanitær afgrund.
Vi opfordrer alle, herunder regeringer, humanitære støtter og FN-institutioner, til at prioritere nødhjælp til Sudan og få det ud til de millioner af mennesker, som har behov for det. Vi må ikke lade os stoppe af finansielle, logistiske og politiske barrierer. Der er brug for handling!
Dette indlæg er blevet redigeret efter udgivelse. Efter ønske fra Læger uden Grænser er to linjer, der i detaljer beskriver organisationens medarbejderes sikkerhedsmæssige situation, blevet fjernet.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv til Globalnyts debat- og medlemsredaktør på sidsel.hasberg@globalnyt.dk