Opråb fra hjælpeorganisationer i Somalia: Vi kan ikke klare behovet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Sikkerhedssituationen er nu så usikker i hovedstaden Mogadishu og Somalia som helhed, at SOS-Børnebyerne og 39 andre internationale og nationale hjælpeorganisationer konkluderer i et samlet opråb: “Vi kan ikke yde den nødvendige og akutte hjælp til de mennesker, der har brug for det”, skriver SOS Børnebyerne i Danmark i en pressemelding tirsdag.

Titusindvis flygter fortsat fra kampene i Mogadishu og Shabelle regionerne, og den forværrede sikkerhedssituation betyder, at hjælpeorganisationer ikke kan yde den nødvendige hjælp til de nu langt over 300.000 flygtninge, lyder det samstemmende fra 40 internationale og nationale hjælpeorganisationer i Somalia.

Den desperate situation og den seneres tids eskalering af konflikten har fået de mange NGOer til sammen at udsende følgende opfordring til alle involverede og ansvarlige parter:

”Det sydlige Somalia er ramt af en humanitær katastrofe. Titusindvis flygter i øjeblikket fra volden i Mogadishu og slutter sig til de langt over 300.000, der allerede har brug for nødhjælp. De nationale og internationale hjælpeorganisationer kan ikke honorere behovet for hjælp, når sikkerhedssituationen forværres, samtidig med behovet for hjælp stiger.”

”Det internationale samfund og parterne i den verserende konflikt har et ansvar for at sikre civiles liv, for at bidrage til at den nødvendige nødhjælp kan komme frem og for at sikre, at organisationernes nødhjælpsarbejdere kan udføre deres arbejde i fred og sikkerhed.”

20 års erfaring i Somalia

SOS-Børnebyerne har arbejdet i Somalia siden midten af 1980erne. På trods af hårde kampe og kaos i byen, da borgerkrigen var på sit højeste i 1990erne, fortsatte SOS-Børnebyerne som en af de eneste hjælpeorganisationer indsatsen i landet.

I dag driver organisationen en børneby, inkl. skole og børnehave i Mogadishu, samt et stort hjælpe- og fødevareprogram. Programmet omfatter bl.a. en lægeklinik med en gynækologisk afdeling samt en børneafdeling.

Omkring 300.000 mennesker bliver hvert år behandlet i SOS-Børnebyernes projekter. SOS-børnebyen i Mogadishu er flere gange blevet fanget i krydsild. I april i år blev børnebyen og det nærliggende SOS-hospital ramt af granater og måtte for en stund evakueres. Arbejdet fortsætter dog stadig.

Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Line Grove Hermansen, direkte: 33 73 02 46, mobil: 20 14 44 30, SOS-Børnebyerne, Amerikavej 15B, 2. t.v., 1756 Kbn V, www.sos-borneby.dk