Kommentar af Anders Stenild, landmand med 15 års erfaring i Ghana og Uganda
De lidt ældre landmænd, der har udøvet landbrugserhvervet inden alt blev højteknologisk, kan bedre forstå afrikanerne og vejlede på afrikanernes præmisser. Kan vi bringe afrikansk landbrug fra, hvad dansk landbrug var anno 1870 til, hvad dansk landbrug var anno 1970, så er vi nået langt.
Anders Stenild
Afrika er det u-landsområde, som geografisk ligger nærmest Europa. Derfor er det også i både Europas og Afrikas interesse, at der sker en udvikling i Afrika med fokus på egenproduktion af fødevarer.
Landene i Østafrika har en befolkningstilvækst på tre-fire procent om året eller en fordobling af sine befolkninger hver 25.–30. år.
Vi i Europa har et medansvar for denne udvikling, idet vi via vores humanitære hjælpeprojekter som f.eks. vaccinationer, rent drikkevand, fokus på malaria, aids og andre smitsomme sygdomme har hjulpet med at nedsætte børnedødeligheden således, at en langt større andel af de børn, der fødes i dag overlever det første leveår.
Dette er i sig selv en succeshistorie. Men det skaber så også et andet problem, nemlig mangel på landenes egenproduktion af tilstrækkelige mængder fødevarer af acceptabel kvalitet.
Stort potentiale i Uganda
Et land som Uganda er fra naturens side privilegeret, når vi ser på mulighederne for landbrugsproduktion. Klimaet giver mulighed for to majsafgrøder om året.
Uganda kan nemt brødføde sig selv og store dele af det centrale Afrika, hvis landbrugsproduktionen bliver drevet mere målrettet og professionelt.
Ugandas geografiske beliggenhed langt fra kysten betyder, at kun et fåtal af de varer der produceres, er rentable at eksportere. De skal nemlig enten flyves ud af landet eller transporteres over lange afstande med lastbil eller bane før de når en havn.
Det medfører også, at det er forbundet med store omkostninger at indføre varer til landet. Derfor er der et kæmpe potentiale i at udvikle landbruget i Uganda og mange lignende lokaliteter langt fra kysten.
Danida mangler indsigt i landbruget
Det er med stor undren at man må konstatere, at Danida med sit program kaldet DBP (Danish Business Partnerships) i praksis udelukker danske landmænd i at deltage. Der er flere grunde til, at danske landmænd er udelukket.
Den første grund er kravet om, at den danske virksomhed skal have mindst fem ansatte. Danske landmænd har for længst ”outsourcet” deres sekretariat til landbocentrene.
Indkøbsafdelingen ligger i et andelsselskab som f.eks. DLG, der køber stort ind for at få indkøbsprisen ned. Salgsafdelingen ligger i andelsmejerier som Arla eller et andelsslagteri som Danish Crown.
Virkeligheden er faktisk, at der ifølge ”Nøgletal for udviklingen i Dansk landbrug” er 40.029 landbrugsbedrifter i Danmark, hvor der i alt er beskæftiget 141.000 i dels landbruget og dels følgeindustrien.
Det giver 3,5 medarbejdere pr. bedrift. Antager man, at ud af de 40.029 er de 9.000 heltidslandbrug er der ca. 16 beskæftiget pr. landbrug.
Derfor er kravet om minimum fem ansatte pr. landbrug desværre et resultat af manglende indsigt i landbrugets struktur og faktiske forhold.
Erfaring fra Grønland
Det er også skuffende, at må konstatere at Danida efter 50 års erfaring ikke har lært, at viden af god kvalitet også koster penge.
Hermed mener jeg viden, der kan omsættes til praksis i et samfund, som på mange områder er mere end 150 år efter dansk landbrug, nemlig før andelsbevægelsens tid.
Den gamle mesterlære med tæt vejledning i udøvelse af opgaven i mark og husdyrproduktionen er ifølge min erfaring noget, som virker i Afrika.
Ingen kan forvente, at 150 års udvikling kan foregå på nogle få årtier i Afrika. Jeg er overbevist om, at mange med indgående erfaring fra Grønland vil nikke genkendende til problemerne i Afrika.
Dansk landbrugs ekspertise er en viden, som kan gøre afgørende forskel i den del af Afrika, som ligger langt fra kysten, men har god jord og tilstrækkelig med nedbør.
20-30 kilo foder for at lave et kilo kød
Opgaven de næste 30 år bliver uanset om vi kan lide eller ej, at være i stand til at mætte 1.000 millioner flere afrikanere end i dag plus de 240 millioner, der allerede sulter.
Jeg kan oplyse, at ifølge folketællingerne i 2011 var den kinesiske befolkning på 1.343 millioner mennesker og den indiske befolkning på 1.205 millioner mennesker.
Indien og Afrika er nogle af de områder i verden, hvor befolkningerne vokser hurtigst i disse år.
Indien er næsten selvforsynende med fødevarer, men det er Afrika ikke.
Middelklassen i disse områder stiger også og begynder naturligvis at efterspørge mere kød. Enhver med indsigt i fødevareproduktion ved, at der går 7–10 kilo foder til at producere et kilo spiseligt kød.
Min erfaring fra Afrika er, at i Afrika bliver der ofte brugt langt mere foder til at frembringe et kilo spiseligt kød. Fordi viden om fodring og balancen mellem energi, protein, vitaminer og mineraler i foderet ikke er til stede i store dele af Afrika.
Jeg har ved selvsyn i Afrika konstateret et foderforbrug på både 20 og 30 kilo foder for at frembringe et kilo spiseligt kød.
Overfør viden fra Danmark til Afrika
Opbevaring og tørring af afgrøderne er også et stort problem, fordi for fugtigt majs under opbevaringen bliver angrebet af svampe, som udskiller giftige toksiner, der giver store problemer for både mennesker og i husdyrproduktionen.
Danmark besidder en solid viden om, hvordan man udøver praktisk landbrug og har en unik rådgivningstjeneste i ryggen med en stor erfaring og kender værdien af at udøve rettidig omhu, når afgrøderne skal passes i vækstperioden for senere at blive høstet, tørret og opbevaret.
Det samme gælder pasning af husdyrene.
Derfor vil jeg opfordre den nye udviklingsminister Mogens Jensen (S) til at lave et program specielt med sigte på fødevareproduktion i Afrika, som gør det praktisk muligt at overføre praktisk viden fra Danmark til Afrika.
Gerne en videnoverførsel, som er i øjenhøjde med afrikanerne og renset for dræbende akademisk fnidder og bureaukrati.
40-50 millioner flere munde årligt
Selvfølgelig skal der være hånd i hanke med om udgifterne står i forhold til resultaterne som opnås.
Men hvorfor ikke udvide det samarbejde, som allerede er etableret med Landbrug & Fødevarer, og tage interesserede aktører med på råd i stedet for at lade teknokraterne i ministerierne gøre projektet uspiseligt for udøverne.
Den vestlige verden har i høj grad medvirket til at påføre Afrika millioner af flere munde at mætte. Tallet er årligt et sted mellem 40–50 millioner flere afrikanere, eller en by på Aalborgs størrelse mere at mætte hver dag.
Har man ikke nok mad til sig selv og sin familie overskygger det alle andre problemer og behov, og man begynder uvilkårligt at lede efter andre levesteder.
Har vi har sagt A, må vi også sige B, så derfor SKAL agro-sektoren udvikles og trimmes i Afrika.
