Efter otte års retslig kamp har Ogiek-folket i Kenya vundet en sag mod landets regering om retten til at bo i og udnytte Mau-skoven i landets vestlige del. Det skriver Al-Jazeera.
Sagen ved African Court on Human and People’s Rights i Tanzanias hovedstad Arusha blev afgjort fredag 26. maj.
Domstolen konkluderer, at regeringen har brudt befolkningsgruppens rettigheder i forhold til African Charter on Human and People’s Rights, som Kenya er medunderskriver af.
Afgørelsen er et vendepunkt for oprindelige folk i Afrika, mener organisationen International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA), der har sit hovedkontor i København.
“Vi ønsker Ogiek-folket tillykke med deres fortjente sejr og håber, at den vil inspirere andre oprindelige folk i Afrika til at få deres sager prøvet,” siger organisationens direktør Julie Koch i en pressemeddelelse fra organisationen.
IWGIA arbejder for oprindelige folks rettigheder.
Siden 2009
Sagen har kørt siden 2009 og er første gang at et oprindeligt folk har rejst sag mod et lands myndigheder ved domstolen.
Domstolen er Afrikas højeste instans i forhold til menneskerettigheder
Ifølge afgørelsen har Ogiek-folket ret til kompensation fra den kenyanske stat, fordi staten har tvunget den væk fra Mau-skoven, som befolkningsgruppen har en stærk tilknytning til og ret til at bo i og udnytte. Domstolen vil senere beslutte, hvor stor en kompensation, der bliver tale om, skriver IWGIA.
Regeringen accepterede domstolens afgørelse, skriver Al-Jazeera.
Jægere og samlere
Ogiek-folket er jægere og samlere og består af omkring 35.000 individder.
Siden begyndelsen af 1900-tallet har gruppen været under pres fra myndighederne og private, f.eks. tømmerfirmaer. I 2008 krævede myndighederne, at Ogiekerne skulle forlade området fuldstændigt og det førte til, at advokater for gruppen rejste sagen ved domstolen i Arusha