Flere danske og internationale medier kunne i sidste uge rapportere, at en kendt colombiansk narkosmugler var blevet dræbt i Venezuela.
Jesús Santrichs død har ganske vist nyhedsværdi i sig selv, men bag dødsfaldet gemmer sig et væld af affødte konsekvenser. Hans bortgang er et bevis på, at Venezuela huser og samarbejder med eftersøgte narkosmuglere, men endnu vigtigere: At landet har mistet sin status som frihavn for eftersøgte FARC-medlemmer. Dermed er hele dynamikken i den kriminelle skyggeverden i det colombianske/venezuelanske grænseland forandret. Men hvad sker der nu? Og hvem slog ham egentlig ihjel?
Først må vi se på, hvem Jesús Santrich egentlig var.
Manden med de sorte briller
Jesús Santrich blev født i 1966 i Toluviejo i det nordlige Colombia. Hans forældre var skolelærere, og under sine studier meldte han sig ind i en kommunistisk ungdomsklub. Santrich var teknisk kyndig og fik succes med etableringen af en propagandistisk FARC-radiokanal, som bidrog til, at han hurtigt steg i graderne.
Hans senere venskab med Iván Márquez, en anden kendt oprørsleder, gav ham autoritet og styrkede hans image som en mand solidt placeret i FARCs operationelle maskinrum. Jesús Santrich havde styr på netop det: sit image. I stedet for den typiske militærgrønne mundering, som resten af FARCs ledertop iklædte sig, var Jesús Santrich for det meste gemt i et partisantørklæde og et par sorte solbriller, som skjulte et par falmede øjne, der skyldtes en degenerativ øjensygdom, der langsomt gjorde ham blind.
Mes sin viden om propaganda var Santrich med til at kaste et ideologisk skær over FARC-bevægelsen, der altid har balanceret på grænsen mellem at være en socialistisk bevægelse, der gik i væbnet kamp for jordreformer, og en simpel kriminel og narkoproducerende smuglerbande.
I 2018 endte den rastløse oprører bag tremmer. Anklagen lød på smugling af ti tons kokain til USA. Højst overraskende frifandt en colombiansk domstol Santrich i 2019 og overførte ham til en bevogtet lejr, der huser tidligere FARC-medlemmer. Kort tid efter fandt vagterne en tom hytte, et åbent vindue og udenfor på den anden side, langs væggen, en høj trappekonstruktion af bildæk, hvor oprørslederen havde sneget sig ud.
”Den gamle” – et andet af Santrichs mange aliasser – var flygtet ud i junglen, ud i den skyggeverden, han kendte så godt, og hvor hans ord havde tyngde i modsætning til de politiske korridorer i hovedstaden. Jesús Santrich var ikke alene. Med fredsaftalen i 2016 opgav op mod 13.000 FARC-medlemmer den væbnede kamp, men omkring 1.500 nægtede at strække våben. Den interne splittelse førte til en opdeling i en politisk organisation på den ene side og flere forskellige fraktionsgrupper, der ganske vist opererede under nye navne, men beskæftigede sig med de samme kriminelle aktiviteter som før, på den anden.
Sammen med sin gamle ven Iván Márquez dannede Jesús Santrich gruppen Segunda Marquetalia, der fik base i Colombia og Venezuela. De gamle oprørere mente, at fredsaftalen var en hån mod FARCs ideologiske kamp, og at bevægelsens skabere bedst hædres med våben i hånd. I bund og grund havde Santrich og Márquez heller ikke noget valg; for dem var det væbnet kamp eller fængsel.
Den tidligere radioproducents lig ligger nu et sted i den venezuelanske jungle i delstaten Apure, en region med lange traditioner for at huse kriminelle elementer som ham selv.
Venezuelas rolle
Sammen med andre kriminelle organisationer kontrollerer FARC-fraktionsgrupper store dele af det østlige Colombia langs den venezuelanske grænse. Men de kriminelle territorier spreder sig også ind i Venezuela.
I og omkring delstaten Apure agerer et kludetæppe af kriminelle organisationer, fraktionsgrupper fra det gamle FARC, væbnede mafiaorganisationer og sidst, men ikke mindst, den venezuelanske hær, som deltager i regionens kriminelle slaraffenland.
Området giver de kriminelle grupper rig mulighed for at bedrive narkosmugling, ulovlig minedrift og for at kidnappe venezuelanske flygtninge på vej til Colombia, hvor kvinder handles og tvinges til prostitution.
FARC har historisk været tæt knyttet til Venezuela, hvor den tidligere socialistiske leder Hugo Chávez, der kom til magten i 1999, blev en nær allieret. Det bånd har langt hen ad vejen holdt til den dag i dag, hvor FARC-fraktionerne og det venezuelanske militær er gensidigt afhængige. Det er trods alt grupperinger som Segunda Marquetalia, som skaffer kokain fra Colombia og dermed sikrer pengetilstrømningen til den venezuelanske hær. Det er en milliardforretning, som regimet i Venezuela ikke vil give afkald på.
Men loyaliteten vakler.
FARCs samarbejde med den venezuelanske regering var en perfekt kriminel konstellation, men i dag er guerillagruppens velmagtsdage forbi. Chávez er død, og selvom efterfølgeren, Nicolás Maduro, bestræber sig på at respektere de gamle aftaler med den kriminelle underverden, kaster Venezuelas kollaps grus i maskineriet.
Fredsaftalen fra 2016 har også skabt ubalance i magten i regionen, og nogle fraktionsgrupper som Segunda Marquetalia er begyndt at bekæmpe andre FARC-grupperinger, som ikke sværger troskab til det venezuelanske regime og dets militær.
Siden midten af april har fraktionsgrupper fra FARC og den venezuelanske hær bekriget hinanden omkring floden Arauca nær den colombianske grænse på den venezuelanske side. Tusinder af venezuelanere er flygtet som konsekvens.
En morders mange ansigter
Så hvem slog den halvblinde mand ihjel?
Tre teorier er på bordet. Segunda Marquetalia hævder, at det var colombianske soldater, der slog oprøreren ihjel under en hemmelig mission på venezuelansk jord. Hvis det er sandt, betyder det, at Colombia har krænket venezuelansk suverænitet, og det kan i så fald betragtes som en krigshandling. Denne teori er ikke sandsynlig, og Segunda Marquetalias beskyldninger virker mere som et forsøg på at skabe yderligere forvirring og kaos i en region, der allerede vipper på kanten af totalt kollaps.
Den anden teori lyder, at dusørjægere på jagt efter en belønning på 10 millioner dollars (cirka 70 millioner kroner) skulle have udført et bagholdsangreb. Men at udføre et bagholdsangreb med en begrænset styrke i en region, der vrimler med forskellige grupper og guerillakontrolposter, virker også usandsynligt.
Mere sandsynligt er det, at en af de FARC-grupper, Segunda Marquetalia har ligget i indædt strid med, står bag mordet, der i så fald kan tolkes som et hævnangreb, men som også markerer et skelsættende skifte i magtbalancen i området. Hvorfor Segunda Marquetalia hævder, at Colombia står bag mordet, ved vi ikke. En mulighed er, at det venezuelanske regime har bedt Segunda Marquetalia om ikke at pege fingre direkte ad den rivaliserende gruppe, af frygt for at det ville eskalere situationen.
Gennemsnitslevealderen for militante oprørsledere, der begår sig i den kriminelle underverden, er forventeligt lav – det er en verden drevet af mord og skiftende alliancer og kun et sted for rastløse sjæle som Jesús Santrich. Men mordet på den gamle radiopropagandist kan få uholdbare og eksplosive konsekvenser.
Eftersøgte oprørsledere kan ikke længere regne med, at regimet i Venezuela holder hånden over dem i et kriminelt protektorat. Konflikten mellem FARC-fraktioner og det venezuelanske militær ved Araucafloden har stået på siden midten af april, og alt tyder på, at sidstnævnte har mistet kontrollen med sine tidligere samarbejdspartnere.
Måske er den venezuelanske hær begyndt at kræve en større del af kagen, eller måske er parterne låst fast i en mørk cyklus af blodhævn – måske begge dele?
Santrichs død er derfor ikke kun afslutningen på et intenst og kriminelt liv. Oprørerens endeligt markerer også en tiltagende konflikt i det colombiansk-venezuelanske grænseland. Konflikten og magtkampene i området kan meget vel få uoverskuelige konsekvenser for indbyggerne, men vil også snart kræve handling fra Colombias regering, der indtil nu har forholdt sig forholdsvis passiv. Venezuela står med et forklaringsproblem, og regimet har endnu ikke kommenteret på det akavede faktum, at en eftersøgt forbryder er dræbt i landets egen baghave.
”Den gamle” er død, og det lader til, at den kriminelle harmoni definitivt er brudt.
