Forestil dig, at du i morgen bliver ramt af en stor katastrofe, som koster din familie og tusinder af andre livet eller deres ejendele og levebrød. Når hjælpen kommer, bliver du kun set som et offer; du bliver registreret og kan så bare passivt vente på netop den hjælp, som andre har vurderet, dækker dine behov.
De færreste hjælpeaktioner bruger den humanitære hjælp til at støtte kriseramte menneskers egne initiativer, ideer og vilje til at hjælpe hinanden. Tværtimod bliver lokale selvhjælpsgrupper og andre ofte undermineret af internationale nødhjælpsaktioner, fremgår det af en rapport om, hvad netop overlevende og lokalsamfund kan opnå, når de selv får mulighed for at kontrollere indsatsen.
Vi ved, hvad de vil have
Der er pres på den humanitære hjælp. Behovet er langt større end midlerne, og derfor skal de nødstedte have mere og bedre hjælp for pengene. På det humanitære topmøde i Istanbul for fem år siden blev man enige om nogle vigtige skridt fremad i det, der hedder The Grand Bargain.
Store donorlande og hjælpeorganisationer har på 51 punkter forpligtet sig til at yde en mere effektiv hjælp til nødstedte, blandt andet ved at sikre overlevende og lokalsamfund i katastrofesituationer større magt over hjælpeindsatsen og flere midler. I sidste uge bekræftede de samme store humanitære aktører en version 2.0 af The Grand Bargain – nu med endnu mere fokus på blandt andet større inddragelse af berørte individer, grupper og lokale aktører.
Men indtil videre har det knebet med at få den store aftale ført ud i livet. Det er stadig de rige lande og i de store organisationer, der bestemmer, hvilken hjælp mennesker i nød har brug for.
Der er et stigende pres for at overgive en del af kontrollen med nødhjælpen til lokale. FN’s netop afgåede nødhjælpschef, Mark Lowcock, sagde for nylig:
“Vi lytter ikke til, hvad folk rent faktisk vil have, men beslutter det bare hen over hovedet på dem. Det humanitære system er gearet til at give folk i nød, det som de internationale organisationer og donorer synes er bedst, og det vi har at tilbyde, frem for at give dem det de selv siger, at de har mest brug for.”
Slip nødhjælpen fri
I Local2Global Protection-initiativet har et netværk af lokale, nationale og internationale ngo’er i samarbejde med forskellige selvhjælpsgrupper og andre eksperimenteret med lokalt drevne aktioner, længe før det humanitære topmøde fandt sted. Nu har tre fra initiativet – blandt dem seniorrådgiver Nils Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp – samlet erfaringerne i rapporten ‘Survivor- and Community-led Crisis Response – Practical Experience and Learning’.
I rapporten understreger de, at det ikke er noget perfekt ”one-size-fits-all” system, der er blevet udviklet, men at erfaringerne med at overlade styringen til lokale er positive, og at udviklingen inden for krisehjælp går den vej. Det gælder naturkatastrofer, konfliktsituationer, klimakriser og aktuelt pandemier. Der er en voksende dokumentation for, at borgere, overlevende og civilsamfundsgrupper faktisk er gode til at hjælpe sig selv og andre.
Ifølge rapporten er det vigtigt at forstå, at kriseramte personer og grupper også er de første til at reagere og til at hjælpe, og at det er nødvendigt at lave om på de eksisterende nødhjælpssystemer for bedre at kunne støtte lokale initiativer.
Med andre ord: “Slip nødhjælpen fri,” som der står i indledningen.
“Det er ikke et totalt opgør med den humanitære hjælp, som vi kender den. Der er stadig brug for de store hjælpeorganisationer. Men det er et spørgsmål om at anerkende lokale kræfters indsats, også i komplicerede situationer, og om at styrke deres muligheder for at tage styringen og ansvaret. Og for de store internationale hjælpeorganisationer er det en måde at forblive relevant på. Det er i hvert fald et skridt på vejen,” siger Nils Carstensen.
Værdigheden tilbage
Rapporten er skrevet i tæt samarbejde med over 100 lokale selvhjælpsgrupper og masser af forskellige ngo’er. Den bygger på 25 års erfaringer med lokalt ledede hjælpeindsatser fra både pludselige katastrofer og langvarige nødsituationer.
I et “udkantsområde” af Myanmar, præget af konflikt, oversvømmelser, bibelskole, som er det eneste undervisningstilbud i området.
I det nordlige Kenya, som i 2018 var ramt af langvarig tørke, sult og etnisk konflikt, og hvor indbyggerne ikke var i stand til at brødføde sig selv, stod lokale i spidsen for en indsats, der fik sat gang i fødevareproduktion, handel, kølefaciliteter, fredsarbejde og meget mere.
Rapporten giver talrige eksempler på, hvordan lokalt styrede indsatser ikke bare giver en mere effektiv hjælp, men også kan virke konfliktløsende og hurtigt antager et langsigtet perspektiv, fordi kriseramte mennesker selvfølgelig også tænker på, hvordan de og deres familier og deres samfund skal klare sig i fremtiden – og tit gør det, før de humanitære organisationer.
Og så får mennesker værdigheden tilbage sammen med kontrollen over hjælpeindsatsen.
”Nu bliver jeg for første gang ikke talt til som en lille elev i skolen,” siger en palæstinensisk kvinde. For med lokalt ledede hjælpeindsatser ændrer det også de professionelle nødhjælpsarbejderes indstilling til de nødstedte, hedder det i rapporten.
Den giver så en masse retningslinjer for, hvordan man kan opbygge et samarbejde med lokalsamfundet. For det er selvfølgelig ikke bare et spørgsmål om at overføre midler til en konto. Men baseret på praktiske erfaringer fra en lang række ellers forskelligartede kriser giver rapporten bud på, hvordan nødhjælpsbranchen kan opfylde løfterne om at overgive flere midler og mere magt til lokale. Og hvordan man kan opbygge en form for sikkerhed for, at ressourcerne bliver brugt bedre i et humanitært system, der primært skal stå til regnskab og til rådighed for de berørte individer og grupper – og som arbejder med lidt færre afrapporteringsmekanismer og kontrolorganer, end de internationale humanitære organisationer og donorer er vant til.
Det giver en vis utryghed i branchen, medgiver rapportens forfattere. Men der er jo heller ikke lavet nogen beregninger af, hvad det koster ikke at turde slippe nødhjælpen lidt mere fri.
