Som nogle af Globalnyts ældre læsere vil vide, er min forenings modernetværk, Emmaus, stiftet af den franske præst, modstandsmand og samfundskritiker med mere, Abbé Pierre.
Enkelte husker måske også historien om Abbé Pierres første arbejdskammerat i Emmaus, som han mødte i november 1949: Nogle tilfældige nattevandrere langs Seine-floden havde netop samlet en mand op af floden og bad Abbé Pierre tale med ham.
Georges, som han hed, var vendt hjem fra 20 års strafarbejde i fangekolonien Djævleøen i Fransk Guyana – han var dømt for at have dræbt sin far, som ikke ville acceptere hans forlovede.
Da han blev benådet, fandt han ingen, der ville have med ham at gøre, og han forsøgte at tage sit liv. Abbé Pierre foreslog Georges at hjælpe ham med at bygge huse til nogle af dem, der var blevet hjemløse på grund af krigen, og de arbejdede sammen resten af Georges’ liv, det vil sige til 1965. Havde Abbé Pierre stukket ham en halvtredser og sagt farvel og god aften, ville Georges uden tvivl – som han selv har sagt det – være sprunget i Seinen igen.
Jeg er ikke fortrolig med, hvordan Georges har været at omgås i det daglige fra 1949 til 1965; men jeg kan ikke tro, at han altid har overholdt de forestillinger om omgangsformer, som Johnny Baltzersen præsenterer i sit indlæg Dårligt arbejdsmiljø handler om røvhuller – 20 år i en straffekoloni sætter sine spor.
Der kom mange flere til Emmaus for at bo og arbejde – og mange med store ar på sjælen. De mennesker, der kommer med en ublid skæbne i bagagen, vil ofte være de mest motiverede til at opbygge alternativer til en uretfærdig verden.
Bevægelsen er uafbrudt vokset siden 1949, også selv om hver eneste medlemsorganisation oplever truende adfærd og alvorlige udfordringer.
Jeg husker et Emmaus-samfund i Epernay, hvor jeg boede og arbejdede i 1972, hvor der udbrød slagsmål mellem flere af medlemmerne. Desværre kunne jeg for lidt fransk det år til at fatte, hvad konflikten gik ud på. Et par uger senere blev to medlemmer smidt ud på grund af druk – hvis det skulle fungere med samværet og arbejdet, måtte de to tage af sted. Jeg tror nok, de senere blev optaget i andre Emmaus-samfund – man opgiver ikke sine medmennesker.
Bevægelsens erfaringer fra alle de 75 år viser, at det ofte er de mest sammensatte personligheder, der arbejder hårdest og i flest år. Det vil slå gnister en gang imellem
I dag er der rundt om i en lang række lande flere og flere Emmaus-samfund, der modtager mennesker fra hele verden, der er på flugt fra umulige vilkår. Eksempelvis modtager samfundet i Tbilisi i Georgien flygtninge fra Abkhasien, Sydossetien og Ukraine samt russiske desertører. Ingen skal fortælle mig, at det er en nem hverdag; men ud over de faste medarbejdere oplever samfundet, at flere og flere georgiere melder sig som frivillige.
Bevægelsens erfaringer fra alle de 75 år viser, at det ofte er de mest sammensatte personligheder, der arbejder hårdest og i flest år. Det vil slå gnister en gang imellem, og den, der skriver disse linjer, har heller ikke altid været nem at arbejde sammen med.
Svaret er ikke den simple sortering mellem egnede og uegnede, som Johnny Baltzersen foreslår. Svaret er indlevelse og højt til loftet i de daglige samværs- og arbejdsprocesser.
Jørgen Olsen er formand for foreningen Genvej til Udvikling, der er medlem af den internationale Emmaus-organisation.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
