KOMMENTAR
Af en dansker i den mellemøstlige region
Navnet er redaktionen bekendt, men tilbageholdes efter udtrykkeligt ønske fra kommentatoren, der frygter repressalier
Mens verden handlingslammet følger med i, hvordan Muammar Gadaffi nedkæmper det folk, der ellers elsker ham og hvordan et trestrenget ragnarok udfoldes i Japan, har Bahrain valgt at tage alle midler i brug for at kvæle de pro-demokratiske demonstrationer her i landet ved Den Persiske Havbugt.
At fremstille konflikten som religiøs er misvisende, for selv om det er en konflikt mellem shiaer og sunnier, er det ikke tro, men derimod de etniske skel og diskrimineringen på denne baggrund, der er konfliktens kerne.
Når man taler med demonstranterne, virker de ikke specielt religiøse. De er derimod frustrerede over, at vi ikke anerkender deres krav som legitime. På et kæmpe banner på Perlepladsen står der “Not Shia, not Sunni, but Bahrainies asking for freedom”.
Selv om Den arabiske Liga har valgt at støtte et flyveforbud over Libyen, har den lokale diktator her inviteret tropper fra nabolandene til Bahrain – et kald de flinke venner fra Saudi Arabien og De forenede Arabiske Emirater (FAE) selvfølgelig efterkommer.
Men Den arabiske Liga er ikke alene om denne dobbeltstandard. Man har ikke hørt mange politikere agitere for at fastfryse kongefamiliens bankkonti, give dem rejseforbud, indføre handelssanktioner eller pålægge et flyveforbud over den lille østat.
I mellemtiden har regimet dræbt mindst 15 civilister og såret mange hundrede. Mange af drabene var uprovokerede. For at bruge automatvåben fra stor afstand til at meje ubevæbnede demonstranter ned kan næppe påstås at have noget med “ro og orden” eller selvforsvar at gøre. Det er statsautoriseret terror.
En af de mange årsager til protesterne og samtidig en af grundene til, at kongen er i stand til at opretholde sin magtposition, er, at etniske bahrainere med shia baggrund ikke kan blive urobejente eller del af de væbnede styrker.
Man har importeret hundreder af syrere, pakistanere og andre sunnier der, udover et vellønnet job, forsynes med statsborgerskab og bolig.
Konceptet kun at bruge udlændinge i de væbnede styrker siger jo en hel del om, hvem regimet mener, det skal forsvare sig imod. Og disse ny-bahrainere har selvfølgelig heller ikke så mange skrupler, når det gælder at undertrykke og nedkæmpe den oprindelige bahrainske befolkning.
Den opblomstrede fokus på Irans rolle i konflikten kunne få en til at tro, at det var Iran og ikke Saudi Arabien, der nu har invaderet landet. Det påstås af nogle, at demonstranterne ikke er pro-demokratiske og religionsfællesskabet med Iran bruges til at legitimere vores intet gøren.
Hvorfor har demonstranterne ikke selv lov til at definere, hvad de kæmper for? Dem jeg har mødt på Perlepladsen og på kontoret er ikke en flok fanatiske islamister, der er ude på at indføre Sharia lovgivning.
Mange er veluddannede oplyste mennesker, der kæmper mod diskriminering, tortur og økonomisk ulighed og for demokrati og frihedsrettigheder. Og når det kommer til folkelig repræsentation, personlig frihed og overholdelse af menneskerettigheder kan Saudi Arabien jo ikke ligefrem påstås at være et foregangsland.
At demonstranterne har shia baggrund, burde ikke diskvalificere deres krav om og kamp for demokrati.
Personligt er jeg imponeret over, hvor fredelige og tålmodige demonstranterne har været i de forgangne 6 uger. Selvfølgelig vil der ved så store demonstrationer, hvor så meget står på spil, altid være dele, der i perioder bliver voldelige, men demonstranternes magtanvendelse har været vand i forhold til sikkerhedsstyrkernes.
Demonstranterne ved, at vold for dem er kontraproduktivt, for selvfølgelig har civilister ikke en chance mod en multinational hær, hvis præmissen er rå og brutal magtanvendelse. Tunesien, Ægypten og Libyen viser dette med al tydelighed.
Fokuserer man på, hvad konfliktens to parter prøver at opnå, stilles regimet ikke i et mere flatterende lys. Dets mål er at opretholde status quo, hvor man enevældigt råder over landet og skummer fløden på naturressourcerne.
Opfordringen til dialog er en farce – for kongefamilien har jo haft over 200 år til at lave reformer og må siges snart at være dumpet tilstrækkeligt mange gange. Det er indlysende, at en diktator, der er hadet af det folk, han undertrykker, ikke indfører demokrati.
I 1944 sagde USAs præsident F.D. Roosevelt, at de latinamerikanske diktatorer var “…sons of bitches, but they are our sons of bitches”. Et fantastisk og højaktuelt citat – for samme dobbeltmoral gennemsyrer den dag i dag vores forhold til golfstaternes despoter.
Hvis Danmark vil vise integritet, må vi veje alle med samme mål og støtte alle demokratiske kræfter – også dem i lande, hvis diktatorer vi ellers er gode venner med.
At få Vesten til at undlade at forsyne Gadaffi, Al Kalifa familien og andre despoter med våben, der primært bruges til at slå pro-demokratiske kræfter ned med, ville nok være for meget at turde håbe på.
(slut)
Kommentaren er uopfordret tilsendt u-landsnyt.dk. Kommentatornavn udelades kun rent undtagelsesvis og i så fald skal ganske særlige hensyn tale herfor, såsom vedkommendes personlige sikkerhed.
