Oxfam arbejder på at forbedre kulturen efter Haiti-sagen

oxfam_haiti_susana_secretariat_wiki
Oxfam øgede tilstedeværelsen i Haiti efter jordskælvet i 2010.
Foto: SuSanA Secretariat (arkiv/CC)
Laurits Holdt

Tirsdag 23. oktober udkommer Oxfams anden statusrapport, der følger op på den ti-punktsplan, der er sat i verden for at forhindre overgreb fra organisationens ansatte og hjælpe ofre for seksuelle krænkelser. 

Planen blev sat i værk, efter at det i februar kom frem, at Oxfam-ansatte i 2011 købte sex hos prostituerede efter jordskælvet i Haiti, som kostede flere end 200.000 livet og forårsagede enorme ødelæggelser året før.

Læs mere: Oxfam lancerer handlingsplan efter prostitutionsskandale

Statusrapporten dokumenterer, at Oxfam verden over har taget hul på opgaven med at forbedre kulturen blandt medarbejdere og partnere, så alle bliver endnu mere opmærksomme, når advarselslamperne blinker. 

”En stor del af Oxfams arbejde går netop ud på at forhindre vold, overgreb og forskelsbehandling af kvinder. Så vi tager naturligvis den slags sager ekstremt alvorligt, og vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at komme dem til livs,” siger engagementchef Per Bjerre fra Oxfam IBIS, der er den danske del af Oxfam. 

“Vi har gennemgået alle regler og procedurer”

Oxfam har gennemgået alle eksisterende regler og procedurer på området. Og de steder, hvor der blev opdaget mangler, har organisationen indført nye, skriver organisationens danske afdeling, Oxfam IBIS.

I alle de lande, hvor Oxfam opererer, er der udpeget eller ansat medarbejdere, der er ansvarlige for at følge op på de nye regler, så de ikke ender med at samle støv, men kommer ud at virke i praksis. Disse medarbejdere skal både være go-to personer, hvis der opstår sager. Og de skal gå forrest og hjælpe med at skabe bevidsthed og forebyggelse blandt alle andre ansatte. 

119 medarbejdere er blevet uddannet i at undersøge og følge op på sager om seksuelle krænkelser. Og så er den uafhængige kommission, som Oxfam nedsatte efter Haiti-sagen, kommet godt i gang; dens første rapport udkommer i november. 

Derudover har organisationen kigget på, hvordan dens medarbejdere kan blive bedre til at rapportere bekymrende opførsel. Blandt andet har den forbedret sin whistleblowerordning. Og den har kigget på, hvordan den giver anbefalinger for tidligere medarbejdere. 

Syv sager er blevet afsluttet

Et vigtigt led i arbejdet er få fuldt overblik over alle seksuelle krænkelser i Oxfam. I april i år gik organisationen i gang med systematisk at indsamle data for de sidste mange år, og den lover at følge op på hver enkelt sag, der kommer ind. 

Organisationen har behandlet og lukket i alt syv sager: 

En sag handlede om seksuel udnyttelse på et landekontor, og gerningsmanden er blevet afskediget. 

To sager handlede om seksuel chikane, og de foregik på et af Oxfams hovedkvarterer. I den ene sag ønskede den krænkede – en Oxfam-ansat – ikke at gå videre med sagen. I den anden handlede sagen om en ekstern leverandør, og kontrakten blev opsagt.

De sidste fire sager omhandlede upassende opførsel som mobning eller upassende sprogbrug, og de omhandlede frivillige. En af dem blev bortvist, den anden fik en advarsel, og de to sidste modtog særlig undervisning i emnet.

Derudover er organisationen i gang med at undersøge yderligere 60 sager, som er kommet frem siden april i år. Den lover, at arbejde så hurtigt som muligt med at finde en afgørelse i hver enkelt sag. Og den lover yderligere, at følge op på dem i sin næste rapport i april 2019, når de er blevet lukket, og de fornødne skridt er taget.

”Vi ser det som en positiv ting, at så mange mennesker har fortalt deres historie til os. Og vi bliver hele tiden ved med at opfordre folk, som har været udsat for overgreb på den ene eller anden måde, til at stå frem – det kan man også se på antallet af sager, der ikke er lukket endnu,” forklarer engagementschef Per Bjerre fra Oxfam IBIS.

Læs hele statusrapporten Oxfam’s commitment to stamping out sexual harassment and abuse