Oxfam IBIS: Flygtninge truer stabiliteten i Colombia

2015_venezuela-colombia_migrant_crisis_2_policia_nacional_de_los_colombianos_wiki
Forfatter billede

Lige nu krydser over en halv million mennesker grænsen fra Venezuela til Colombia hver eneste måned. Det er mere end 16.000 mennesker om dagen – eller 700 i timen.

Til sammenligning modtog Danmark lidt over 21.000 asylansøgere i hele 2015, da den såkaldte flygtningekrise var på sit højeste, og hele landet var på den anden ende over en gruppe vandrende mennesker på de sydsjællandske motorveje.

Det er helt almindelige venezuelanere, der flygter til Colombia lige nu. Deres land er på grænsen til kollaps, og det er umuligt at skaffe mad og medicin derhjemme. De ser derfor ingen anden udvej end at forsøge at skabe sig en tilværelse i nabolandet.

Men mange af venezuelanerne strander i Colombias ludfattige grænseområder, hvor de overnatter i interimistiske teltlejre i parkerne. Deres børn kommer ikke i skole, hospitalerne kan ikke rumme dem, og der er intet arbejde at få.

Situationen er kritisk, skriver Oxfam IBIS i en pressemeddelelse.

Freden er på spil

Efter mange års blodig konflikt mellem regeringen og guerillagruppen FARC står Colombia i disse år ved en skillevej. Den ene vej fører forhåbentlig til fred og fremskridt for alle – også for de millioner af internt fordrevne og den store landbefolkning, som det ikke er lykkedes at løfte ud af fattigdom trods stor økonomisk fremgang.

Den anden vej fører tilbage mod mere vold og konflikt. Colombia er det mest ulige land i Latinamerika. Fredsprocessen er skrøbelig. 6,9 millioner colombianere lever som internt fordrevne – Syrien er faktisk det eneste land i verden, hvor flere mennesker lever som flygtninge i deres eget land. Jorden skal omfordeles, og de mange tidligere FARC-krigere skal sluses ind i samfundet på en ordentlig måde. Og oveni kommer så den tørke, der i årevis har plaget de nordlige regioner, og som er skyld i, at store områder sidste år blev erklæret i humanitær undtagelsestilstand.

Eksplosiv cocktail

De mange flygtninge er en farlig ingrediens i den eksplosive cocktail. Hvis ikke vi som verdenssamfund tager hånd om situationen i dag, risikerer vi at stå med en ny katastrofe om få år.

Derfor går Oxfam IBIS nu – som en af de eneste danske organisationer, der er tilbage i Latinamerika – i gang med at arbejde i Colombia. Helt akut begynder organisationen med at sørge for skolegang for nogle af de indianske flygtningebørn fra Venezuela. For selvom familierne sikkert tænker, at situationen er midlertidig, ved vi fra andre dele af verden, at der i gennemsnit går op imod 20 år, før flygtninge kan vende hjem. Børnene må ikke miste deres fremtid midt i alt kaosset, understreger Oxfam IBIS.

Organisationen støtter indianske kvinders deltagelse i fredsprocessen og går desuden i gang med et helt nyt projekt, der skal hjælpe kvindelige FARC-krigere tilbage i samfundet.