Oxfam IBIS skal bestyre enorm fond for uddannelse

gpe
Laurits Holdt

390 millioner kroner. Det er den nette sum, som Oxfam IBIS i løbet af de næste tre år skal dele ud til civilsamfundsorganisationer verden over for verdens største uddannelsesfond, Global Partnership for Education (GPE).

Det er en helt ny mekanisme – og det er verdens største pose penge til civilsamfundets politiske arbejde inden for uddannelse nogensinde. 

”De her penge vil virkelig gøre en forskel i verdens fattigste lande. Civilsamfundet vil få meget bedre mulighed for at holde regeringerne i ørene. For landene har pligt til at sende alle børn i skole – det er bare ikke alle, der gør det i dag. Resultatet af den her pose penge bliver, at flere børn vil komme i skole, og kvaliteten af undervisningen bliver langt bedre,” siger uddannelsespolitisk rådgiver Kira Boe fra Oxfam IBIS.

262 millioner børn går ikke i skole

Et vigtigt fokus er, at landenes uddannelsesbudgetter skal bruges aktivt til at mindske fattigdom og ulighed. Lige nu er der 262 millioner børn i verden, der ikke går i skole. Regeringer skal ikke længere slippe afsted med at bruge alle de offentlige penge på universitetsuddannelser til de rige, hvis store dele af landets børn slet ikke kommer i skole. 

”Det er en af de største poser penge, Oxfam IBIS nogensinde er blevet sat til at administrere. Og det er et kæmpe skulderklap til vores arbejde med uddannelse og med støtte til civilsamfundet på alle niveauer – både lokalt, regionalt, globalt. Vi samarbejder allerede med alle de vigtige spillere på det her område,” siger Kira Boe.

Global Partnership for Education (GPE) har et budget på omkring to milliarder dollars over tre år. Danmark bidrager i øjeblikket med omkring 350 millioner kroner om året. Oxfam IBIS har fast plads i bestyrelsen på vegne af civilsamfundet.