Folkekirkens Nødhjælp har udarbejdet et scenarie for, hvordan verden kan se ud i 2025.
Scenariet – Scenario 2025 – rivalisering i en verden med mange magthavere – beskæftiger sig primært med forholdene i verdens fattige lande og skal være et værktøj som organisationen vil bruge når den skal udforme sine strategier og fokusområder for de kommende år.
I scenariet forudses det bl.a. at
- Store donorer som FN og Verdens-banken mister deres indflydelse og at den globale magtbalance skifter.
- Verden domineres af 13 stormagter – Brasilien, Kina, EU, et separat sæde til Tyskland, Indien, Indonesien, Japan, Mexiko, Nigeria, Rusland, Sydafrika, Tyrkiet og USA.
- Rå økonomiske interesser får regeringer til at tilsidesætte fokus på demokrati, lighed og retfærdighed.
- Fattigdommen falder, men uligheden stiger.
- De fattigste bor i verdens ’fortabte territorier’, plaget af lovløshed og mere eller mindre permanente katastrofesituationer.
Download Scenario 2025 – rivalisering i en verden med mange magthavere og den medfølgende Nogle hovedudfordringer for udviklingsaktører:
Scenario 2025 – rivalisering i en verden med mange magthavere
Nogle hovedudfordringer for udviklingsaktører
I samarbejde med Dansk institut for internationale studier, DIIS, holdt Folkekirkens Nødhjælp onsdag et seminar, hvor Scenario 2025 – rivalisering i en verden med mange magthavere blev fremlagt. Det skete i et fyldt auditorium i DIIS’ nye lokaler på Østerbro i København.
Arrangørerne havde valgt at fokusere seminaret på to centrale områder:
- Fremtidens mellemfolkelighed – nye og gamle udviklingsaktører? og
- De fortabte urbane territorier – byernes slum som fremtidens store udfordring?.
Hvor står udviklingsorganisationerne i fremtiden?
”Fremtidens mellemfolkelighed” var det første af eftermiddagens to diskussionsemner.
Første taler var Jacob Vahr Svenningsen, der var en fremmed fugl i forsamlingen – ikke kun på grund af hans signatur – en rød kasket.
I forsamlingen, der talte en lang række fremtrædende forskere og repræsentanter for udviklingsorganisationerne, stak han også ud, fordi han er iværksætter og driver bl.a. den social virksomhed, eGro, der beskæftiger sig med e-læring inden ofr landbrug i fattige lande. Og så fordi har præsenterede sig selv og sin sociale virksomhed på frisk og medrivende måde, der nok er mere almindelig i IT-iværksætter-miljøet end på danske akademiske seminarer.
Han talte bl.a. om, hvorfor han havde stiftet en virksomhed i stedet for en NGO, da han besluttede sig for at gøre en forskel i verden, som han sagde.
En virksomhed, mener han, er mere smidig og kan arbejde med lavere omkostninger end en typisk NGO. Og så er det ifølge ham nemmere for en virksomhed at skalere projekter op på forholdsvis kort tid.
Det kunne udviklingsorganisationerne godt lære noget af, mener han.
Filantroperne kommer
Adam Moe Fejerskov er ph.d.-studerende på DIIS og forsker bl.a. i international filantropi. Han beskrev, hvordan strømmen af private midler langt overstiger den officielle udviklingsbistand men pointerede at kun omkring en tiendedel af de private midler stammer fra filantropiske fonde, som f.eks. Gates Foundation.
Ser man på de filantropiske pengestrømme, så kommer det fortrinsvist fra de vestlige lande. Men filantroper fra Brasilien, Kina, Indien og Sydafrika spiller en stigende rolle. Det stemmer godt overens med en af scenariets kernepunkter – at verden bliver domineret er en række store lande, heriblandt netop Brasilien, Kina, Indien og Sydafrika.
En vigtig pointe fra ham var, at fremvæksten af de store filantropiske fonde ikke betyder trækket tæppet væk under udviklingsorganisationerne. For fondene giver i stort omfang penge til netop disse organisationer og de er afhængige af at organisationerne så at sige udfører rugbrødsarbejdet.
Mindre behov for udviklingsbistand?
Scenariet forudser, at mange af de fattige lande i 2025 vil være bedre i stand til at klare sig selv og at de private pengestrømme fra f.eks. migrantarbejdere vil fortsætte med at stige. Betyder det så, at der bliver mindre behov for officiel udviklingsbistand?
Nej, svarede DIIS-kollegaen Lars Engberg-Pedersen.
Der vil fortsat være masser af behov – ikke mindst i de lande, der i scenariets fremtidsvision kaldes ”tabte territorier” (som vi vender tilbage til nedenfor) – og måske i fattigdomslommer i de knap så fattige lande.
Her vil NGOerne kunne komme til at spille en større rolle, da de ikke i samme omfang som de statslige donorer vil komme med en politisk dagsorden.
En væsentlig udfordring kan dog blive at få staterne til at afsætte midler til udviklingsbistand, mener han.
Folk flytter til byen – fattigdommen følger med
Forfatterne til scenariet, fremtidsforsker Jesper Bo Jensen og Nils Carstensen og Uffe Gjerding fra Folkekirkens Nødhjælp, har opfundet et begreb – tabte territorier – som dækker over lande, der i dag kaldes fejlslagne stater og områder i ellers nogenlunde velfungerende lande, der er uden for statens kontrol. De sidste er ofte byområder, som f.eks. favelaerne i nogle af de latinamerikanske storbyer.
Eftermiddagens andet fokusområde var de fortabte urbane territorier.
Her lagde endnu en DIIS-forsker, Helene Kyed, for:
I 2025 regner man med at seks ud af ti indbyggere på Jorden vil bo i byer. 90 procent af den urbane vækst vil ske i udviklingslande. Det betyder, at den urbane fattigdom vil stige og ifølge FN-organisationen UN-Habitat vil der i 2023 bo flere fattige i byer end på landet.
Det kræver en omstilling hos donorerne og udviklingsorganisationerne, mener hun. For ifølge hende, er der ikke ret stor forståelse for og opmærksomhed omkring denne udvikling.
Hun præsenterede to måder at anskue udviklingen på – en pessimistisk og en optimistisk.
Den pessimistiske forudser slumkrige og lav-intensiv krigsførelse mellen myndighederne og grupper i ”tabte” byområder og at indbyggernes følelse af at være ekskluderet fra de omliggende samfund vil føre til vold.
Den optimistiske forudser bl.a. at de marginaliserede byområder kan blive et slags laboratorium for alternativ social mobilisering og politisk aktivisme.
Fattige områder er ikke nødvendigvis ”tabte”
Den sidste DIIS-forsker i talerækken, Finn Stepputat, udfordrede tankegangen, der ligger bag begreber som ”fejlslagne stater” og ”tabte territorier”.
Begreberne siger kun noget om, hvad landene og områderne ikke er – men ikke så meget om hvad de så er. Det gør det svært for os, at forstå, hvad det er, der sker i disse lande og bydele, mener han.
Dagens sidste paneldeltager, Henrik Rønsbo, der er forsker på DIGNITY (det tidligere Rehabiliterings- og dokumentationscenter mod tortur) fortalte at også DIGNITY havde analyseret sig frem til, at der er et stigende behov for viden om fattigdommen i byerne og de problemer det medfører.
Under spørgerunden pointerede en repræsentant for organisationen PLAN, at fattige områder i byerne ikke automatisk er ”tabte territorier”.
En anden deltager påpegede, at de mange nye byboer, der er kommet til og som er på vej langt fra alle skal findes i magebyer som Lagos i Nigeria, Karachi i Pakistan og Sao Paolo i Brasilien.
Mange bor i ”mindre” byer med omkring en halv million indbyggere og mange flytter slet ikke. De bor blot i et landområde der udvikler sig til et byområde eller opsluges af en nærliggende by.
