”I had a farm in Africa!” – vi kender næsten stemmen, selv om det nok er Meryl Streeps take på baronessens aristokratiske stemmeføring, vi husker. Nu er den her endelig, bogen om Karen Blixens år i Afrika, og det er med dugfriske kilder som grundlag.
ankommer til landet sammen med sin skørtejæger af en mand, der gav hende en adelstitel, men også syfilis.
For vi føler jo, at vi kender historien om årene med farmen i Ngong Hills udenfor et Nairobi, som ikke var den store og hårde by, den er i dag. Hvordan unge Blixen ankommer til landet sammen med sin skørtejæger af en mand, der gav hende en adelstitel, men også syfilis. Og hele historien med kærlighedsaffæren med Denys Finch-Hatton og dennes flystyrt ved Voi, som sluttede det eventyr.
Samt ikke mindst kaffefarmen – The Karen Coffee Company – og de trofaste ansatte i en tid med faldende konjunkturer, svigtende høst og en verdenskrig til ikke at gøre tingene lettere. Al det drama, ja, sågar et selvmordsforsøg som udråbstegn på turen helt ned til bunden, hvorfra en stor historiefortæller blev født.
Nye kilder
Det er jo næsten, som om sangen er sunget før, men Blixen er jo Blixen, og Tom Buk-Swienty er i gang med en imponerende afdækning af Blixens slægt, som jo hedder Dinesen, ligesom hendes nom-de-guerre som forfatter, Isak Dinesen.
Bogen er en del af to udgivelser, som startede i 2016 med ”Tommy & Tanne”, der fik ret gode anmeldelser og gik tæt på Karen Blixens syv år yngre lillebror, Thomas Dinesen.
Allerede her havde forfatteren, der har fulgt tæt i Blixens fodspor i mange år, fået fat i en stor mængde familieejet kildemateriale, der inkluderer en omfattende brevkorrespondance.
Det skal nok pirre hos Blixens mange fans, ikke mindst fordi forfatteren har begået en stribe historiske romaner og mestrer det underholdende sprog.
Ligesom vi altså kan se frem til storfilmen og tv-serien, der er sat til 2020 eller 2021.
Bogen kommer i øvrigt på Gyldendal.