Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Det har længe været et mantra for vestlige regeringer, inklusive flere danske, at offentlige bistandsmidler skal bruges til at mobilisere gigantiske private investeringer i udvikling, i klimaindsatser og i opnåelse af FN’s bæredygtighedsmål i udviklingslandene.
Det er til dels et mantra opfundet af nød. De offentlige udviklingsmidler forslår så langt fra til den gigantiske opgave, vi står overfor. Men vestlige statsministre (inklusive Lars Løkke Rasmussen i 2009) har lovet additionelle midler, ikke mindst til klimaindsatser i fattige lande. Både til klimatilpasning og til hindring af klimaforværring.
Med lidt forskelligt ordbrug har man erkendt, at det er vores overforbrug og ødelæggelse af klimaet, der nu gør ondt på fattige lande, som stort set selv er uden ansvar for klimaforringelserne. Derfor har de krav på en form for erstatning.
Men når regeringerne ikke kan eller vil finde de nødvendige penge til internationale indsatser, er det jo smart at sige, at beskedne statslige midler kan frigøre langt større private beløb. Vi ved alle, at det er i de private institutioner og fonde og virksomheder, at de rigtigt store beløb gemmer sig. Så lad os få dem mobiliseret.
Kristian Jensen (både tidligere finans- og udenrigsminister) har rejst med historien om, at mindre end 100 millioner offentlige kroner investeret i Danish Climate Investment Fund kunne blive til 1,5 – 2 milliarder kroner via de mobiliserede private penge. En offentlig krone bliver altså til næsten 15-20 kr. Fantastisk.
Men det rejser mindst to basale spørgsmål:
- Passer det?
- Og hvis ja eller måske: Hvor ofte kan man så gøre det?
Klimainvesteringsfonden er kun en af flere danske fonde med statslige midler administreret af den delvist uafhængige Industrialiseringsfond for Udviklingslandene (IFU). Hvordan passer billedet generelt for disse fonde?
Et tal for klimafonden lyder, at der er mobiliseret private midler i forholdet 1 til 9. Altså ikke 1 til 15 eller 1 til 20, men dog ganske flot. Det er også lykkedes at gøre pensionskasser interesseret i en ny type investeringer. Det er positivt.
Men fonden har eksisteret en række år. Hvis 100 millioner kroner i bistandsmidler kan mobilisere 900 millioner kroner i private midler over 5 år, så er der altså tale om knapt 200 millioner kroner om året.
Det er ikke meget i betragtning af, at den offentlige danske bistand er skåret med mange milliarder kroner hvert eneste år. Der er og har været flere investeringsfonde, så beløbene er ikke ubetydelige, men de er langt fra store nok.
Skal de private midler erstatte offentlige, er det altså hver eneste år, der skal mobiliseres private milliardbeløb. Det sker ikke.
En urealistisk ønskedrøm
Problemet er ikke kun eller specielt dansk. Den britiske tænketank ODI har offentliggjort en rapport om ”Blended finance in the poorest countries”. Jeg har skrevet en kronik om den i Information 7. august. Meget kort fortalt, siger ODI-rapporten i sin konklusion, at 1 krone i offentlig bistand ikke mobiliserer 10 eller 15 kroner i private investeringer, men typisk omkring 75 øre. Og det gælder endda kun når man regner mellemindkomstlandene med. De har lettere ved at tiltrække investeringer end de fattige lande. I de fattigste lande fører en krone i offentlige investeringer i gennemsnit kun til 37 øre i private investeringer.
Det er en bred rapport som ser på bistand fra en række vestlige lande inklusive Danmark samt på store internationale institutioner.
Rapportens hovedforfatter Samantha Attridge går ind for private investeringer, men siger lidt forenklet, at drømmen om at løse problemerne, med det man på engelsk kalder ”blended finance” – altså blandet offentlig-privat finansiering – indtil nu er en urealistisk ønskedrøm. Måske er det på tide at vågne op.
Pengene er der ikke – og ekspertisen forsvinder
Tilbage til Danmark. Forskydningen af bistandsadministrationen fra et udsultet udenrigsministerium til det delvist uafhængige IFU, der netop har ansvaret for næsten alle danske blended finance-investeringer, har klart betydet, at man også har skiftet til en sagsbehandling, der er mere afkastorienteret og formentlig mindre udviklingsorienteret, end dengang det hed Danida.
IFU’s eksperter skal være gode til at sikre høje afkast for investorerne. Det betyder, at IFU helt flugter billedet fra ODI-rapporten. Det er ikke mange af investeringerne, der går til de fattigste lande, og selv om der er mange positive investeringer kan man i høj grad diskutere bæredygtigheden af nogle af dem.
En evalueringsrapport har i år peget på nogle af svaghederne.
Det er store problemer, og de er særligt store i lys af den nye regerings løfte, om at Danmark skal vise internationalt lederskab i grøn omstilling i verden. Og om at det ikke blot skal ske ved at Danmark gennem sin hjemlige politik bliver en rollemodel, men også via internationale indsatser.
Pengene er der simpelthen ikke, og man har også længe været godt i gang med at fjerne ekspertisen. Rasmus Prehn har som udviklingsminister, Jeppe Kofod som udenrigsminister og Dan Jørgensen som klimaminister noget af en opgave foran sig.
