Et investeringsselskab med den pakistanske rigmand, Alshair Fiyaz, i spidsen har med et kapitalindskud på 150 mio. kr. i det økonomisk trængte Bella Center og kæmpe-hotellet Bella Sky sikret sig hovedaktionærposten i komplekset på Amager, skriver Berlingske fredag.
Alshair Fiyaz, der bor i London, har via investeringsselskabet Solstra Capital Partners i forvejen midler i en stribe danske detailkæder og hoteller. Det var også ham, der i fjor stod bag Danmarks-historiens største handel af en enkelt ejendom, da han solgte Illum-bygningen i Københavns centrum for 1,64 milliarder kr.
Bella Center tjente pænt i 2009, da man husede den olympiske IOC-kongres og det store klimatopmøde (COP 15) sidst på året, men allerede i 2010 blev omsætningen halveret og siden har det ikke været muligt at skabe overskud.
Alshair Fiyaz har angiveligt ikke nogen formel uddannelse, men er oplært af faderen, der var tøjfabrikant i hjemlandet.
Ifølge hjemmesiden for hans centrale investeringsselskab, Alfi Investments, tæller forgrenin-gerne i dag alt fra shipping, gas og olieaktiviteter i Vestafrika til et britisk finanshus, noterer Berlingske.