Mens de palæstinensiske ledere fredag går til verdens lande for at bede om fuldt medlemsskab hos FN, er befolkningen i tvivl om, hvad det egentlig er man vil opnå.
Af Signe Hare
U-landsnyts korrespondent i Palæstina
Det er nu helt sikkert, at Mahmoud Abbas fredag vil søge om fuldt palæstinensisk medlemsskab hos FN ved sikkerhedsrådet.
I en tale til gene-ralforsamlingen kl 17.30 dansk tid vil han formelt overlevere det palæstinensiske selvstyres anmodning om medlemsskab til FN’s generalsekretær Ban Ki Moon.
I Palæstina samles folk på torvene i hjertet af de palæstinensiske byer for sammen at høre Mahmoud Abbas tale til generalforsamlingen.
I løbet af de seneste dage har bl.a. skolerne på Vestbredden været lukket af det palæstinensise selvstyre for at øge deltagelsen og opmærksomheden på den såkaldte ‘Palæstina 194’ kampagne.
Der har under FN’s generalforsamling været protester i de fleste større palæstinensiske byer, dog langt fra af den størrelse som der var opildnet til fra palæstinensiske politikere side, som ville have ‘millioner på gaderne’ i og udenfor Palæstina.
Ifølge en undersøgelse fra Palestinian Centre for Public Opinion er næsten 50 procent af den palæstinensiske befolkning imod de offentliggjorte protester og samtidig med det palæstinensiske styres ‘Palæstina 194’-demonstrationerne opfordrer andre palæstinensiske grupper til et moddemonstrationer i protest imod FN-strategien.
Staten Palæstina
I løbet af det seneste stykke tid har palæstinensiske akademikere og organisationer især diskuteret hvorvidt en palæstinensisk stat vil betyde et kompromis med rettighederne for det palæstinensiske diaspora, som i dag udgør omkring seks millioner mennesker.
”Den største bekymring er risikoen for at repræsentationen af det palæstinensiske folk i FN, vil gå fra at være PLO, som repræsenterer det palæstinensiske folk i sin helhed, til at være staten Palæstina, som kun repræsenterer befolkningen i de besatte palæstinensiske områder”, skriver den rettighedsbaserede palæstinensiske organisation BADIL på deres hjemmeside.
Alt imens de palæstinensiske ledere er optaget af at søge anerkendelse hos det internationale samfund, føler deres egen befolkning sig forbigået og er nervøse for hvad der skal ske når generalforsamlingen slutter.
Den generelle opfattelse er, at det amerikanske veto og det israelske pres på vestlige lande på forhånd har sat en stopper for hvad der ellers kunne se ud som en sidste udvej efter næsten 20 års fredsforhandlinger med Israel.
”Vi vil have en stat, men det her er sket uden samråd med befolkningen. Vi ved ikke hvad strategien er og vi ved ikke hvad det er man vil opnå. Det er udelukkende en politisk beslutning, som man forventer at befolkningen støtter blindt op om” siger Mazin Qumsiyeh, professor ved Bethlehem Universitet, aktivist og forfatter til bogen Popular resistance in Palestine: A History of Hope and Empowerment.
I tvivl om status
Med 2/3 af generalforsamlingen bag sig kan Palæstina i stedet forvente at kunne opjustere sin observatørstatus til ikke-medlemsland i FN. Men palæstinenserne er bange for, at deres status endnu engang strander på et mellemstadie, og forstår ikke, hvad den nye position hos FN egentlig betyder.
”Vi vil ikke være observatører! Vi vil være et medlemsland. Vi er observatører allerede og det har vi altid været,” sagde en studerende på Betlehem universitet efterfulgt af stor applaus fra sine medstuderende, da politikere fra PFLP og Fatah var på besøg i universitets auditorium for at tale om strategien ved den kommende generalforsamling i New York.
Men ifølge Mazin Qumsiyeh betyder usikkerheden i befolkningen ikke nogen større tilslutning til de fredelige protester, som politikerne har opildnet til.
”Vores folkelige oprør kommer i perioder og ser man på historien, er der grobund for et oprør nu. Men FN’s generalforsamling er sammen med det arabiske forår og de strandede fredsforhandlinger blot endnu en ingrediens i den gryde, der er ved at koge over”, siger han.
Tidligere på året viste unge, både inden og udenfor Palæstina, deres evner til at samle sig til masseprotester i forbindelse med årsdagen for Israels oprettelse, den såkaldte Nakba-dag, i 1948.
