Røgen stiger op fra en olivenlund i Burin, en lille landsby på den besatte Vestbred lidt syd for Nablus. Røgen stammer fra en brand, som bosættere fra den nærliggende og ulovlige jødiske bosættelse Yetzhar har startet i olivenlunden.
Denne gang gik det ikke helt så godt, for vinden blæste branden ind mod Yetzhar og truede med at brede sig til husene i bosættelsen. Beboerne måtte have hjælp fra det israelske brandvæsen til at slukke ilden.
Så heldigt slipper palæstinenserne ikke altid.
Hannan Sofan i en overpolstret lænestol i gæsterummet, hvor der bliver serveret te og søde kager.
Foto: Erik Schultz
Sidst jeg var i Burin, besøgte jeg familien Sofan, der lever lidt for sig selv i et hus mellem byen og Yetzhar, og her havde jeg fornøjelsen af at tale med Hannan Sofan, der fortæller om familiens oplevelser med bosætterne. Det er historier om, hvordan bosætterne forsøger at skræmme familien væk ved at ødelægge deres hus, slå deres geder ihjel og ødelægge deres oliventræer.
På det flade tag har familien samlet sten, som den bruger til at forsvare sig med, når den bliver angrebet. Familiens medlemmer tør kun være væk fra huset i kort tid, da bosætterne ellers vil overtage det og smide dem ud, eller ganske enkelt jævne huset med jorden.
Det er desværre ikke en enkeltstående historie. Beboerne i Burin og omegn oplever jævnligt chikane fra både bosætterne og det israelske militær. Da jeg var på besøg i området var jeg med ude og plukke oliven lige ved familien Sofans hus. Mange af Burins beboere har oliventræer her, så vi var ikke de eneste, der var ude for at plukke oliven. Nogle af de andre fik hjælp af en flok europæere, og de kunne fortælle, at de dagen før var blevet stoppet af en israelsk militærpatrulje, der truede dem til at forsvinde.
Nu er olivenplukkerne hele tiden i kontakt med hinanden via mobiltelefoner og informerer hinanden om, hvad militæret og bosætterne har gang i, så man kan nå at komme væk, inden de kommer. Ofte bliver plukkerne overfaldet af bosætterne, lige når de er ved at være færdige. Så må de flygte og efterlade deres oliven, som bosætterne så tager med tilbage til bosættelsen.
En administrativ økonomisk isolation
Landbruget og ikke mindst oliventræerne har altid været palæstinensernes eksistensgrundlag.
Så når bosætterne og det israelske militær forhindrer palæstinenserne i at høste deres oliven, eller når administrative regler hindrer dem i at producere og sælge andre typer af grøntsager og krydderurter, så fratages palæstinenserne deres økonomiske sikkerhed.
Israel har, ifølge Osloaftalen, fuld kontrol med 60 procent af palæstinensisk landbrugsjord, hvilket naturligvis begrænser de arealer, palæstinenserne kan dyrke. De afgrøder, palæstinenserne kan producere, skal desuden eksporteres enten via israelske eksportører eller køres med lastbil til Jordan via grænsen ved Det døde hav, der er den eneste grænse, palæstinenserne kan benytte, hvis de vil ud af Israel.
Det er en lang og omkostningstung rute, da friske grøntsager og krydderier skal transporteres i kølebiler. Da jeg var i Palæstina lå prisen på diesel på cirka 16 kroner. For at få lov til at eksportere ad den vej, skal palæstinenserne derudover skaffe en særlig tilladelse fra de israelske myndigheder.
Palæstinenserne har heller ikke adgang til det europæiske marked, som israelerne. Israel har nemlig en handelsaftale med EU, men det kan Palæstina ikke få, da det ikke er anerkendt som en selvstændig stat.
Israel kan derfor fortsætte med at ødelægge og isolere den palæstinensiske økonomi ikke kun gennem overgreb på palæstinenserne, men også ved hjælp af administrative regler.
Erik Schultz er freelancefotojournalist og var sidst i Palæstina i november 2019.
