Mens den ene latinamerikanke stat efter den anden vælger venstre eller centrumvenstre regeringer, drejede Panama højre om ved lørdagens valg. Med knap halvdelen af stemmerne talt op, ligner den højreorientrede multimillionær Ricardo Martinelle en sikker vinder.
Det spanske dagblad El País mener, der er 2 vigtige grunde til, at der kommer et politisk skift i den lille kanalstat: Vælgerne er utilfredse med stigende priser og trætte af kriminaliteten.
Panama er ikke noget fattigt land. De seneste tre år har den gennemsnitlige vækst været 9,7 procent. Alligevel lever 28 procent af befolkningen i fattigdom. Martinelli har, ifgl. El País, forstået at bruge den sociale utilfredshed i sin kampagne.
Reringspartiets kandidat Balbina Herrera har til gengæld været svækket af, at flere medier har sat hende i forbindelse med eks – præsident Manuel Antonio Noriega, der sidder fængslet i USA for narkosmugling.
Martinelli er 57 år og indehaver af Panamas største supermarkedskæde. Han var kanalminister fra 1999 til 2004 og skal nu fuldføre den udvidelse af Panama Kanalen, som den nuværende socialdemokratiske regering har vedtaget.
Blandt Martinellis valgløfter er en statslig pension til alle dem, der ikke har opnået en gennem deres arbejde. Han søger desuden at opnå en handelsaftale med USA og Kina, der er kanalens næststørste kunde. Lykkes det, betyder det imidlertid, at Panama må revidere sit traditionelt gode forhold til Taiwan.
Panama har 3,5 millioner indbyggere. 5 procent af verdens handel går gennem Panama Kanalen.