Som ung boede jeg et års tid i Israel, der er et lille land, ligesom Danmark. Man når ikke at rejse langt, før man møder de første advarselsskilte med store røde truende bogstaver: Pas på! Grænse forude!
Alle grænser var lukkede og markerede dengang fjendeland. Alle Israels naboer var truende fjender, både Libanon, Jordan og Egypten. Jeg følte mig spærret inde og var glad for mit danske pas. Jeg kunne bryde mig fri og rejse videre, selvom Israels grænser var minerede.
Det var helt anderledes for israelerne og især for palæstinenserne på Jordans Vestbred og i Gaza, der blev besat efter Seksdageskrigen i 1967.
En af mine kolleger fra dengang, en kvindelig amerikansk journalist og forfatter, mødtes med intellektuelle palæstinensere på Vestbredden, der var vant til kontakt med eliten i Jordan og i hele det arabiske Mellemøsten. Hun fortalte om den desperation og det opgivende mismod, hendes palæstinensiske bekendte gav udtryk for. Det værste var ikke ydmygelsen ved at blive besejret og besat. Det værste var at miste den sociale og fysiske frihed til at møde sine venner, sagde de ifølge min bekendt.
I de første måneder efter krigen var der natligt udgangsforbud i alle det besatte områder. Palæstinenserne var og er spærrede inde i snærende enklaver, fængsler, med pigtråd og mure til alle sider og jeg skal hilse og sige, at deres situation ikke er blevet bedre i det halvtreds år der er gået siden dengang.
At leve er at rejse
Jeg er journalist og har rejst i hele mit voksne liv i Mellemøsten, Afrika, Sydasien og andre steder. Mit liv har været så spækket med rejser, at jeg drømmer om dem om natten. Drømme, der tit handler om frustration, fordi jeg ikke kan komme videre fra det ene sted til det andet og strander uden mulighed for at komme af med de historier og billeder, jeg dengang levede af at sælge til medierne. Jeg når ikke telefonen, toget eller flyveren.
Det er den drømmeverden, der i dag i uhyggelig grad er blevet virkelighed. Vi i Danmark lukker vores grænser, og det ene land efter det andet gør det samme. Af frygt for corona og af frygt for udlændinge, der måske bærer på coronavirus. Vi lukker os inde for at beskytte os mod hinanden. Selv i butikker og på fortove undgår vi menneskelig kontakt. De andre er blevet trusler mod vores sikkerhed. Vi oplever dem ikke mere som medmennesker. Vores liv handler mest af alt om at beskytte os mod fremmede mennesker og usynlige farer.
Den nye verden
Jeg håber, at coronakrisen snart er overstået og bare viser sig at være en af de frustrationer, jeg og vi alle kan vågne op fra efter en beklemmende nat. Den verden, den i lyntempo har foldet ud for os nu, er lodret imod det verdensbillede, jeg har brugt et helt journalistisk liv på at fortælle om. Udviklingsbistand handler jo om at se mennesker som medmennesker, ikke som trusler og fjender; at hjælpe hinanden, ikke at bekæmpe hinanden; om at åbne grænser, ikke lukke dem ned.
Hvis coronakrisen forandrer vores verdensbillede permanent, er kuren værre end sygdommen.
