Patrick Mac Manus (født 1944 i Irland) sov fredag d. 12. august 2011 stille ind på Håndværkerhavens plejehjem i København efter nogen tids sygdom.
Han var irsk digter og politisk aktivist. Uddannet i filosofi og historie i Dublin og Tübingen og flyttede til Danmark i 1970.
Patrick Mac Manus var formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion (1986-1990) og blandt talspersonerne for Foreningen Oprør siden dens stiftelse i 2004.
Han blev i marts i fjor idømt 6 måneders betinget fængsel for forsøg på overtrædelse af straffeloven om støtte til terrororganisationer ved at have opfordret til at sende penge til den colombianske partisan-bevægelse FARC og Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).
MINDEORD
Af Morten Nielsen
mangeårig aktiv i NGOen Afrika Kontakt
At skrive disse linjer er svært, for Patrick Mac Manus har været en del af mit liv i så mange år. Derfor er det også svært at forstå, at han nu ikke er mere.
Patrick var ikke et menneske, man let overså. Med sine rødder i det irske, og hans vedholdenhed for dét han troede på, satte Patrick altid sit aftryk, dér hvor han var.
Jeg mødte Patrick i begyndelsen af 1980erne og kom i midten af årtiet til at arbejde tæt sammen med ham i kampen mod apartheid i Sydafrika.
Det kan være svært at være sammen med mennesker, der kompromisløst kæmper for deres livsanskuelser. Patrick var et sådant menneske. Det skaber både venner og fjender. Og Patrick havde dem alle i rigt mål.
Vennerne var dem, der kæmpede for en mere retfærdig verden og stod ved deres holdninger, også hvis det havde en pris. Og Patrick havde venner i hele verden, hvad de mange mange tilkendegivelser på Facebook viser med al tydelighed.
På den anden side stod alle dem, der opretholder den skæve verdensorden og undertrykkelsen og står i vejen for menneskelig udfoldelse og solidaritet.
Patrick var ikke en helt, eller for den sags skyld særlig modig. Men Patrick mente det alvorligt, når han sagde, at solidaritet var noget, der skulle kæmpes for. Så måtte man tage tæskene senere, hvis det var på kant med, hvad magthaverne mente, man måtte sige eller tænke.
De irske rødder gav Patrick det følsomme men også meget stridbare, som det ses så tydeligt i Patricks meget smukke digte.
Jeg vil gøre Carl Scharnbergs ord til mine, da han rammer alt, hvad Patrick stod for:
“Den der ikke tør vælge ad hvilken vej han vil gå ender som sten i den trappe, de stærke vil træde på.”
Patrick endte ikke som den sten, de stærke træder på. For vi vil have Patrick i vore hjerter.
Æret være Patricks minde – han vil blive savnet.
(slut)
————–
MINDEORD
Af John Ekebjærg-Jakobsen
talsperson for Foreningen Oprør
Patrick var irer, Patrick var revolutionær, men først og fremmest var Patrick internationalist.
Både fordi han var vokset op i Irland, havde boet i Tyskland og endte i Danmark. Men især fordi solidaritet ikke kender grænser. Det var Patricks drivkraft.
Patrick var tænker, forfatter, filosof, debattør, revolutionær, aktivist og meget, meget andet. Men først og fremmest var han et politisk menneske, som levede et politisk liv.
Vi er mange, der mødte Patrick under Sydafrika-kampagnerne. Vi er mange, som læste hans mange skrifter og tanker om Sydafrika, Vietnam, Chile, Kurdistan, Palæstina og andre lande, hvor befolkningens rettigheder blev knægtet.
Frihedskamp er ikke terrorisme
Jeg lærte for alvor Patrick at kende, da de udemokratiske terrorlove blev vedtaget i 2002. Kampen mod terrorlovene og mod kriminaliseringen af politisk arbejde var hjerteblod for Patrick.
Foreningen Oprør blev dannet for at udfordre terrorlovgivningen, og i den kamp var Patrick på hjemmebane. Demokratiet skal udfordres, for at demokratiet kan overleve.
Retten til at støtte befrielsesbevægelser, som er sekulære, demokra-tiske og humanitære, kan ingen terrorlister ændre på, og Patrick satte alle kræfter ind i Oprørs arbejde. Han forventede, at vi andre var mindst lige så aktive og stillede store krav, både til sig selv og os andre.
Han var en af drivkræfterne i at brede Oprørs arbejde ud over Danmarks grænser og brugte kontakter i resten af verden for at udvide kampen mod de udemokratiske terrorlove.
Dette arbejde resulterede i Oprørs appel til mere end 300 organisationer over hele Europa. Denne appel var en af årsagerne til, at Patrick og Oprør blev tiltalt efter terrorloven.
Oprørs appel blev beslaglagt, Patricks computer og papirer blev beslaglagt, og Patrick var udsat for hemmelig overvågning.
Patrick blev anklaget for holdninger og gerninger, som mere end 600 medlemmer af Oprør havde besluttet. Oprør sagde: “Vi er alle Oprør – Vi er alle Patrick”.
Frygtløs mod frygtens politik
Patricks retssag blev udsat på grund af sygdom, og i mellemtiden blev Fighters+Lovers dømt for overtrædelse af terrorlovene både i landsret og i Højesteret.
Selv var Patrick ikke i tvivl om, at kampen mod terrorlove og anden undertrykkelse skulle fortsætte, uanset resultatet af retssagen.
Anklageren fremlagde nogle af Patricks tanker og overvejelser, da han læste op af Patricks beslaglagte mails og hemmelige aflytninger. Anklagerens formål var at udstille Patrick som en hårdkogt bagmand, men i stedet fik vi et flot indblik i Patricks tanker og tænkning.
Jeg husker ikke mindst “disse smukke unge mennesker, som er så aktive” om de unge aktivister i Oprør og “Frygtløse mod frygtens politik”, som var et af hans forslag til en udtalelse.
Vi sad og var stolte over Patrick, mens disse og mange andre ord blev læst op i retssalen.
Anklageren sagde følgende om Patrick: “Tiltalte er en halvpoetisk revolutionsromantiker, som giver udtryk for en fanatisk og ukritisk støtte til PFLP og FARC”.
Vi andre ved, at Patrick var et poetisk menneske, som gav en kritisk og entusiastisk støtte til FARC, PFLP og andre befrielsesbevægelser verden over.
Oprøret fortsætter. Æret være Patricks minde.
(slut)
———
I dagbladet “Arbejderen” tirsdag er optrykt Patrick Mac Manus sidste hilsen til sit barnebarn – se
http://arbejderen.dk/artikel/2011-08-12/livets-h-b-et-sidste-brev-til-barnebarnet
