Paul Ernst Christensen var med til at grundlægge Ingeniører Uden Grænser (IUG) i 2001 og har siden været en utrættelig drivkraft i foreningens udvikling.
I de senere år har han været en fast del af sekretariatet og medlem i kommunikationsgruppen, hvor han bl.a. har varetaget IUG’s foredragsvirksomhed og informationsmøder.
IUG’s bestyrelse har derfor besluttet, at udnævne ham til æresmedlem som anerkendelse af hans store indsats.
”Paul var idé- og ankermand fra starten. Han brugte sit netværk fra firma sammenhæng – dav. Carl Bro – og siden Danida suppleret med IDA-kontakter til at opbygge en kreds af erfarne udlandsfolk, der i første omgang primært tog sig af beredskabsopgaver”, siger foreningens formand Steen Frederiksen og fortsætter:
“Siden skubbede han på udviklingen af projekter og arbejdede på at gøre IUG kendt i brede kredse. Det er hans ansvar og fortjeneste, at IUG er, hvad vi er i dag”.
Også i sekretariatet på Skt. Annæ Plads i det indre København er der stor beundring for den nu 79-årige Paul Ernst Christensens frivillige indsats.
”Paul er med sin diplomatiske tilgang en dedikeret problemknuser og har aldrig været bange for at sætte spørgsmålstegn ved ting, som lige skulle vendes en ekstra gang. Han er også en person med drømme og visioner på IUG’s vegne og lader aldrig chancen for et større samarbejde være uprøvet,” siger sekretariatsleder Christina Hennings.
Snart kom u-landene ind i billedet
Det nye æresmedlem bor i Allerød i Nordsjælland og er gift med Lillian, har to døtre, fem børnebørn og to oldebørn.
Han tog afgangseksamen fra DTH (Danmarks Tekniske Højskole) i 1961, var to år i Søværnet og sluttede som løjtnant.
Derefter fik han stilling på Maskinfabrikken Gebrÿder Bühler i Schweiz, hvor han var i toethalvt år med sin familie.
Næste stop var det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro, hvor han var i 17 år. I begyndelsen arbejdede han mest med foderfabrikker og siloanlæg, men senere overvejende for Carl Bro’s udlandsafdeling som konsulent for Verdensbanken, FAO, UNDP (FNs Udviklingsprogram) og Den Asiatiske Udviklingsbank.
For at prøve noget nyt søgte han og fik stilling i Danida. Her var Poul Ernst Christensen i andre 17 år vekslende med hjemmetjeneste og udstationering på ambasaden i New Delhi i fire år og i Dhaka i Bangladesh i andre fire år.
Udstationeringerne foregik sammen med hustruen, men uden børn.
I 1998 blev han pensioneret, men “fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig”, som han udtrykker det.
I 2001 var han så med til at stifte Ingeniører Uden Grænser sammen med kollegerne Jørgen Bundgaard Nielsen og Anthony Svane.
Godt 850 medlemmer
Ingeniører Uden Grænser (IUG) er en humanitær NGO, primært med ingeniører, maskinmestre og andre teknikere som medlemmer. Organisationen blev stiftet i 2001 og har i dag godt 850 medlemmer, heraf ca. 250 studerende.
IUG bistår fattige mennesker i fattige lande ved at skaffe rent vand, etablere sunde sanitære faciliteter, skoler og sundhedsklinikker.
Man bistår med boliger og veje efter natur- og menneskeskabte katastrofer, som jordskælv, oversvømmelser og krig. IUG medvirker til at redde liv ved at forebygge koleradødsfald og etablerer livsnødvendige løsninger for et ”liv efter overlevelse”, som det siges.
Man kan læse mere om IUG på www.iug.dk