Nye fremskridt forudsætter ændrede modeller for global udvikling, skriver Pave Frans i sin nye encyklika, og så skriver han klart og skarpt og præcist, at ”det er ikke nok at finde et kompromis mellem naturbevarelse og økonomisk gevinst eller miljøbeskyttelse og fremskridt. Halve løsninger udsætter blot den uundgåelige katastrofe”.
Stærke ord før COP 21 i Paris, og stærke ord til os alle sammen i det hele taget. Pavens hyrdebrev blev færdiggjort i pinsen i år. Jeg er ikke ekspert i pavelig praksis, men der er forskellige typer af encyklikaer. Nogle skrives specielt til den katolske kirkes medlemmer. Andre til os alle sammen. Og det her hører til den sidste slags.
Det er et stærkt og meget velargumenteret og dokumenteret budskab, om hvordan vi sammen kan redde kloden ”Lovet være du” er den danske titel. Og undertitlen er ”Om omsorg for vort fælles hjem”. Det foreligger nu på dansk fra Ansgarstiftelsens Forlag til 229 kroner for 146 sider. Det er meget mere værd.
På katastrofekurs
Vi har vidst det længe, men vi handler ikke efter det. Kloden er på katastrofekurs, Evidensen er der. Handlingerne mangler. Det er lidt lemminge-agtigt, som vi ikke-agerende bevæger os mod katastrofen. Og hvad kan man gøre ved det?
Paven siger det i hvert fald på nye måder. Han har derfor også skabt dyb modvilje og modstand, men også håb, og han giver også os alle muligheder for nye tanker, fordi han siger tingene anderledes.
Det er religiøst sprog, men også skrevet for de ikke-religiøse og med naturvidenskaben inddraget.
Vi befinder os ifølge paven i en ”selvødelæggelsens spiral”, men netop fordi det ikke er nok at analysere og appellere, handler skriftet også om CO2-kvoter, om mulighederne for lokal kollektiv selvforsyning, om kærlighed til naboen, men også om kortsigtede politikere og regeringer og om ”den absolutte magt, som det finansielle system besidder, en magt som ingen fremtid har, og som kun vil føre til nye kriser efter en langsom, kostbar og kun tilsyneladende genrejsning”.
Hård mod økonomer og politikere
Næsten profetisk i forhold til en dansk Venstreregering skriver han, at politikker der vedrører klimaforandringer og miljøbeskyttelse ikke må ændres hver gang en ny regering træder til. Det tager meget længere for de positive resultater at vise sig, end en regerings levetid.
I det hele taget er han hård ved økonomer og politikere. Og han argumenterer klart. De formår eller tør ikke at tænke i de helheder, livet består af, og overlevelsen forudsætter.
Fordi han er den ”hellige fader” kan han bruge andre ord, uden at det bliver alt for mærkeligt. Han kan skrive, at ”en verden med et rasende forbrug er også en verden, hvor livet i alle dets former bliver behandlet dårligt”.
Og han kan tale om økologiske omvendelse, om sand lykke, og om ”selvagtelse” og ”ansvarlig nøjsomhed” som modsætninger til ”tvangsmæssigt forbrug” og ”egocentrisme”.
Naturligvis må paven appellere til det enkelte menneske. Men han har modet og indsigten til at skrive, at verdens særdeles vanskelige situation ikke alene kan forbedres ”ved det enkelte menneskes højnelse”. Kræfterne skal samles og anvendes i enighed. Den økologiske omvendelse er ikke blot den enkeltes, for de nødvendige blivende forandringer (den store omstilling) forudsætter en omvendelse af samfundet.
Det er en klog bog. Lad os bede til Gud om at den får betydning.
