Penge til danske internationale operationer hæves med 50 pct.

20171024-di1a1182
Dansk soldat bevogter transportfly i Mali.
Foto: Forsvaret
Forfatter billede

Det er et af elementerne i det nye forsvarsforlig for 2018 til og med 2023, der blev præsenteret søndag middag. Bag forliget står VLAK-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale.

I løbet af forligsperioden vil Forsvarets bevillinger i alt blive øget med 12,8 milliarder kr. Løftet indføres gradvis med 800 millioner ekstra i 2018 til 4,8 milliarder i 2023, hvilket vil være en stigning på 20 procent i forhold til i dag.

Internationale Operationer

Reserven til internationale operationer styrkes, så den ved forligets udgang i 2023 er 750 millioner kr. Også freds- og stabiliseringsfonden styrkes, så den ved forligets udgang er 150 mio. kr. svarende til en stigning på mere end 75 procent i forhold til i dag. 

  • Transportflykapacitet øges med cirka 20 procent
  • Reserven til internationale operationer styrkes
  • Bidrag til Freds- og Stabiliseringsfonden forøges
  • Let infanteribataljon opstilles

I aftaleteksten hedder det ordret:

Reserven til internationale operationer:

Reserven til internationale operationer øges gradvist over perioden fra de nuværende 500 mio. kr. årligt til 750 mio. kr. årligt i 2023 i takt med, at Forsvarets evne og kapacitet til at kunne udsende bidrag til internationale operationer styrkes.

Eventuelle fremtidige bidrag til fremskudt tilstedeværelse i Baltikum (eFP) finansieres af den øgede reserve, ligesom kapacitetsopbygning, stabiliseringsindsatser, fredsbevarende indsatser og terrorbekæmpelsesindsatser mv. i rammen af fx NATO, FN eller koalitioner.

Forsvarsministeriets andel af nye internationale beredskabsengagementer, der ikke kan finansieres af Udenrigsministeriets midler til bistand til DAC-lande, og som hidtil har været afholdt ad hoc inden for Forsvarsministeriets ramme, afholdes ligeledes inden for reserven.

Engagementets omfang fastlægges løbende med Udenrigsministeriet.

Stabilisering og Kapacitetsopbygning:

Der er behov for i endnu højere grad at styrke Forsvarets evne til at stabilisere og kapacitetsopbygge i områder, hvor danske soldater er indsat. Forsvarsministeriets bidrag til Freds- og stabiliseringsfonden øges derfor gradvist i perioden fra ca. 84 mio. kr. i dag til 150 mio. kr. i 2023.

Danmark har i årenes løb været engageret i adskillige u-lande, bl.a. Irak, Afghanistan og Mali i Vestafrika.