Regeringen har tirsdag dag udpeget ambassadør Peter Taksøe-Jensen til at forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Peter Taksøe-Jensen, der gennem en lang karriere i udenrigstjenesten har stor erfaring med og indsigt i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Han begyndt i udenrigsministeriet i 1987 og er i dag ambassadør i New Delhi og har de seneste fem år været Danmarks ambassadør i Washington. Før dette har han bl.a. været assisterende generalsekretær for juridiske anliggender i FN, ligesom han har været chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste.
Han får kontor i Udenrigsministeriet og får sekretariatsbistand herfra og fra Forsvarsministeriet.
I anledning af udpegningen, siger statsminister Lars Løkke rasmussen (V):
”Danmark skal fortsat stå stærkt i det internationale samfund. Vi skal tage ansvar og gøre en forskel. For at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik iværksætter regeringen i dag en samlet udenrigspolitisk udredning.”
”Målet er, at vi indenfor et halvt år får et samlet strategisk bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse udenfor landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser og værdier.”
”Det er vigtigt, vi fokuserer indsatsen, hvor vi kan gøre den største forskel. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken skal i endnu højere grad understøtte et trygt og rigt Danmark med en stærk sammenhængskraft. Det kræver et nøgternt overblik og en skarp analyse af de tendenser, vi ser internationalt.”
”Husk at spørge dem, der ved noget om tingene”
I begyndelsen af september 2015 kom tre kendere af dansk udviklingsbistand med en række kommentarer til udredningsarbejdet og valget af Peter Taksøe-Jensen.
Klaus Winkel, der er forfatter og fhv. kontorchef i Danida – samt blogger på Globalnyt, er positiv overfor ideen om at samtænke udviklingsbistanden med andre sider af udenrigspolitiken. Der skal dog dykkes godt ned i arkiverne med information om, hvad der har virket og hvorfor. Og så skal der trækkes på den store vidensbase, der findes i de dele af det danske samfund, som i særlig grad er engageret i udviklingssamarbejdet, skrev han.
Han skrev videre:
”Der er mange og vægtige grunde til, at Danmark skal bidrage stærkt til afhjælpning af fattige landes økonomiske og sociale problemer. Jeg vil pege på en enkelt, som forekommer mig ufuldstændigt belyst: Det danske samfunds eget udbytte af et sådant engagement.”
“Her har stort set al opmærksomhed været samlet om, hvad dansk erhvervsliv kan få ud af det. Vi har imidlertid et stort antal institutioner inden for sundhed, undervisning, teknologi, forskning m.m., som ikke blot har rigtig meget at byde på til løsning af udviklingsproblemer, men som også selv har meget at vinde ved at blive trukket på, økonomisk og ikke mindst fagligt.”
Hvor meget ved han om Afrika, som regeringen siger der skal fokus på
Stig Jensen, der er lektor ved Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, gjorde i sit indlæg opmærksom på, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) har meldt ud, at der skal fokuseres på Afrika i den danske bistand.
Derfor, skrev Stig Jensen, må forhåbningen være, ”at den ”nye mand” har kendskabet til det afrikanske kontinent, med mangfoldige udviklingsdynamikker, hvor både indsigt i processer på såvel mikro- som makroniveau er essentielt for forståelse og for efterfølgende at kunne gøre en forskel.”
Men et hurtigt blik på Peter Taksøe-Jensens CV afslører ikke et stort kendskab til Afrika og kontinentets udviklingsdynamikker.
Stig Jensen vender også begrebet ”samtænkning”, som ifølge ham ændrede mening i 2001. Når man i årene før 2001 talte om samtænkning af udviklingsbistanden handlede det om, at samtænke med modtagerlandene.
Det ændrede sig efter terroraktionerne mod World Trade Center i New York og Pentagon i Washington i september 2001. Det medførte et paradigmeskift i den måde som det officielle Danmark tænkte samtænkning. Nu kom det til at dreje sig om danske nationale, sikkerhedspolitiske interesser, skrev han.
Den nye tilgang blev videreudviklet i Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid, mener han. Han peger på at regeringen etablerede nye ambassader i nogle af verdens nye vækstøkonomier med den primære målsætning at skabe arbejdspladser til danskerne.
Intet tyder på, at en kommende proces med at sammentænke den samlede danske udenrigspolitik vil komme til at rokke ved, at samtænkning først og fremmest handler om danske egeninteresser.
I kommissoriet for udredningen hedder det f.eks.:
”Formålet med udredningen er at skabe grundlaget for en øget fokusering og prioritering af Danmarks internationale engagement og varetagelsen af Danmark interesser, herunder de kommercielle.”
“Tænk også indenrigspolitikken med”
Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker på Dansk Institut for internationale studier, DIIS, kom Peter Taksøe-Jensen i møde med et godt råd: Tænk i Danmarks langsigtede interesser, læg effektivt det 20. århundrede i historiens mølpose, og samtænk også med indenrigspolitikken.
Han skrev bl.a.:
”Det 20. århundrede var præget af opdeling: Opdeling i Øst og Vest, i Syd og Nord, i handel, forsvar, udvikling osv. Og udenrigspolitik handlede om at sværge USA troskab på den lange bane og så manøvrere mellem skiftende hensyn på den korte.
Det er en verden af i går, men den sidder os i blodet og kan derfor let præge vores syn på dagens udfordringer. Et serviceeftersyn af udenrigspolitikken bør derfor også gøre op med vores indgroede vaner og tendensen til at bruge gårsdagens værktøjer til morgendagens udfordringer.”
Endnu mere indgroet, mener han, er opdelingen i indenrigs- og udenrigspolitik. Og det er nok lidt meget forlangt at en enkelt person skal nedbryde den opdeling, mener Lars Engberg-Pedersen. Men han udtrykker et håb om, at det i det mindste bliver diskuteret at samtænke indenrigs- og udenrigspolitikken.
Læs hele Lars Engberg-Pedersen indlæg
Udredningens kommissorium kan ses her (PDF, 2 sider)
