FN er blevet 75 år, og systemet er ikke til at kende. Det har vokset sig stort og indviklet. FN-folk taler tit et sprog, som er svært for almindelige mennesker at forstå. Det bliver ramt af skandaler. Det kan ikke løse alle de opgaver, det bliver pålagt. FN’s Sikkerhedsråd er for eksempel kørt fast især på grund af stridigheder mellem USA og Kina.
Men det er alligevel et langtidsholdbart system, FN’s fædre og mødre fik skabt midt under krigen, fremgår det af podcastserien ’75 år med FN – hvor står vi?’
Der har ikke været nogen Tredje Verdenskrig, selv om der er sket mange grusomheder i de forløbne år. Og FN’s langsomme, kværnende maskineri har fået selv de mest magtfulde lande til at forstå, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Noget der blev tydeligt ved invasionen af Irak i 2003, da USA, Danmark og de øvrige lande i alliancen argumenterede indædt for, at der var mandat til krigen i en tidligere sikkerhedsrådsresolution.
FN har aldrig været vigtigere
“Når man ser på, hvordan deres efterfølgere, de nuværende statsledere, opfører sig, så synes jeg, at det er imponerende og forbavsende, at stormagterne på det tidspunkt havde indsigt og udsigt til at etablere det, der blev til FN,” siger Louise Riis Andersen, seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier.
“De kommende ti år bliver FN endnu vigtigere end nu. Vi er på vej ind i noget, der minder om den Kolde Krig, med stormagtsrivalisering mellem USA og Kina. Der er brug for et organ, hvor de kan de-konflikte og tale om at løse problemerne,” siger lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet – den anden gennemgående gæst i seriens første afsnit ‘Sikkerhedsrådet – i kamp for fred’.
Serien dykker ned i fem vigtige og aktuelle dele af FN-systemet og giver, med historiske klip og masser af gæster, et indblik i, hvorfor netop dén del eksisterer, og hvordan den fungerer.
“Det er blevet opportunt og legitimt, at de politiske ledere bestemmer, hvad der er farligt. Vi ved, at når det kommer til smitsomme sygdomme, så er det en rigtig dårlig idé at lade politik styre,“ lyder det fra Morten Sodemann, overlæge på Odense Universitetshospital og professor på Syddansk Universitet, i afsnittet om WHO (‘WHO – sundhedens tiggermunk’).
Det afsnit giver en dybere forståelse af, hvad Verdenssundhedsorganisationen kan og ikke kan, og hvorfor WHO agerer, som den gør i den aktuelle pandemi.
Der er grænser for magt
Morten Kjærum, direktør for Raoul Wallenberg Instituttet i Lund, tager FN’s ofte udskældte Menneskerettighedsråd i Geneve under kærlig og kritisk behandling og slår samtidigt fast, hvorfor vi har menneskerettigheder til at sætte en grænse for os. Hertil og ikke længere.
“At sige, at jeg har et folkeligt mandat, så jeg kan beslutte og bestemme, hvad jeg vil. Nej!! Det er lige præcist dét, der er kernen i hele det menneskeretlige projekt og læren efter Anden Verdenskrig: At selvom du har 99 procent af befolkningen bag dig, så bliver det altså ikke mere legitimt eller demokratisk af den grund,” siger han i afsnittet ‘Menneskerettighedsrådet – grænser for magt’.
Afsnittet “UNHCR – beskytter af flygtninge” fortæller historien om, hvordan et flygtningeskib med mange jøder ombord blev afvist af USA og andre lande og endte med at måtte vende tilbage til Tyskland, hvor en del blev dræbt.
Psykolog Mohzdeh Gasemiyani beretter om sin barndom og ungdom som flygtning i et såkaldt nærområde og om glæden ved at få varigt ophold i Danmark som kvoteflygtning. Mens Søren Jessen-Petersen, underviser i Migration og Sikkerhed på Johns Hopkins universitetets afdeling i Bologna og tidligere assisterende højkommissær for flygtninge, understreger flygtningehøjkommissariatets mandat til at overvåge landes overholdelse af reglerne.
“UNHCR er ikke politisk, men der er ingen tvivl om, hvis side vi er på. Vi er altid på flygtningenes side,” siger han – og betegner i øvrigt dele af Danmarks flygtningepolitik som skandaløs.
Endelig tegner ‘UNICEF – for børnenes skyld’ et portræt af FN’s nok mest populære og mest selvbevidste organisation, nemlig børneorganisationen.
Direktør for Plan International i London, Anne-Birgitte Albrectsen, er med til at tegne billedet af UNICEF, organisationens arbejde i hele verden og dens indbyggede dilemma: USA, som altid besætter chefposten i UNICEF, er det eneste land i verden, der ikke har tilsluttet sig Børnekonventionen.
Find den her
Serien ’75 år med FN – hvor står vi’ kan høres her eller der, hvor du normalt hører podcast. Den er produceret af journalist Lasse Soll Sunde og Globalnyts Kirsten Larsen for Radikale Venstres Internationalt Udvalg med støtte fra Hermod Lannungs Fond.
