Politiken: Mærsk samarbejder med Nepals konge

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

A.P. Møller – Mærsk koncernen er tæt forbundet med den nepalesiske kong Gyanendra, der i sidste uge afsatte regeringen, erklærede landet i undtagelsestilstand og nu holder Nepal i et jerngreb via sin kontrol over hæren, skriver Politiken lørdag.

Bladet anfører, at den danske shipping-gigant driver selskabet Maersk Nepal Private Ltd. i et joint venture med den nepalesiske konge, der er skarpt kritiseret af statsledere og menneskeretsorganisationer verden over for at have sat demokratiet ud af kraft.

Danmark har netop besluttet at stoppe alle fremtidige bistandsbevillinger til Nepal og regeringen vil også forsøge at stoppe de igangværende bevillinger, som går gennem den nepalesiske regering.

Ifølge uafhængige kilder ejer kong Gyanendra aktiemajoriteten i selskabet Soaltee Group, der er den tredjestørste virksomhedsgruppe i Nepal. Via Soaltee Group har kongen betydelige økonomiske interesser i turistindustrien, kraftværker og transportsektoren, herunder også et samarbejde med A.P. Møller – Mærsk.

Hertil siger direktør i Mærsk, Knud Pontoppidan: – A.P. Møller – Mærsk ejer via Maersk India et agentur i Nepal. Vi ejer 95 procent af aktierne, mens de resterende aktier ejes af Soaltee Group. Aktiviteten i Nepal er ganske beskeden og omfatter transport af nogle få hundrede containere om året.

– Vi er et selskab, som operer globalt. Vi følger til enhver tid de danske og internationale regler og anbefalinger omkring engagementer i lande. Os bekendt er der ingen sanktioner mod Nepal, slutter Knud Pontoppidan.

Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, udtaler til Politiken:

– Virksomhederne bør tænke over, hvordan de kan undgå at spille med på en undertrykkende politik og måske i stedet støtte op og trække i retning af en demokratisk proces. Jeg vil ikke sige, at danske virksomheder ikke skal operere i Nepal. Men jeg håber, at de er bevidste om, hvad de kan gøre for at styrke en demokratisk proces.