De seneste to år har flere end 7.000 flygtningebørn fået mulighed for at blive en del af det danske foreningsliv og fællesskab på grund af Fritidspuljen.
Børnenes forældre er på den lave integrationsydelse, hvilket ikke giver plads til kontingenter til f.eks. en fodbold- eller karateklub.
Fritidspuljen har været en så stor succes, at den tidligere i år løb tør for midler.
Men det ændrer sig nu efter generøs støtte fra Ole Kirk’s Fond, som netop har valgt at donere seks millioner kroner til Fritidspuljens arbejde for at få flere flygtningebørn integreret i det danske foreningsliv.
”Ole Kirk’s Fond arbejder for at skabe bedre livskvalitet for børn og deres familier. En af de særligt udsatte grupper i Danmark er flygtningebørn, og vi ved, at deltagelse i fritidslivet er noget, der har afgørende betydning for at man bliver en del af et fællesskab og derved også forbedre barnets og familiens trivsel markant. Derfor er vi glade for at kunne hjælpe tusinder af flygtningebørn til bedre livskvalitet og trivsel gennem Fritidspuljens vigtige arbejde,” siger Caroline Heering, direktør i Ole Kirk’s Fond.
Solbakken donerer honorar for selvbiografi
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach, sender en stor tak til Ole Kirk’s Fond for støtten, som både vil gøre en konkret forskel for tusinder af børn, men også for integrationen bredt set.
”Foreningsdeltagelse spiller en helt væsentlig rolle for flygtningebørnenes integration i det danske samfund. Et aktivt fritidsliv giver flygtningebørnene bedre danskkundskaber, nye venner og ligeværd med deres jævnaldrende. Samtidig skaber fritidsaktiviteterne engagerede forældre, som bliver en aktiv del af lokalområdet,” siger Christian Friis Bach.
Han sender også en stor tak til F.C. Københavns træner, Ståle Solbakken, der for nylig valgte at donere hele sit honorar for sin nye selvbiografi, Løvehjerte, til Fritidspuljen. I den forbindelse sagde Ståle Solbakken:
”Jeg har selv børn, og jeg tror på, at børn skal have de samme muligheder. Fritidspuljen gør et godt stykke arbejde og giver børn mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, så de har nemmere ved at falde til i det nye samfund, de er kommet til.”
Åbner nu for nye ansøgninger
Fritidspuljen blev oprettet i 2015 gennem en indsamling blandt Politikens læsere og donationer fra Oak Foundation Denmark og Ole Kirk’s Fond med flere. Siden har flere end 7.000 flygtningebørn og -unge fået støtte til udstyr og kontingent til fritidsaktiviteter.
Successen har dog været så stor, at puljen i sommer 2017 løb tør for midler og måtte stoppe udbetalingerne. Men støtten fra Ole Kirk’s Fond, Ståle Solbakken og en række andre fonde og private gør det nu muligt at genåbne den fra 8. januar.
Fritidspuljen har også styrket de professionelle og frivillige netværk på fritidsområdet i mere end 30 byer på tværs af landet. Den ny støtte gør det nu også muligt for Dansk Flygtningehjælp at fortsætte indsatsen og sikre en bæredygtig forankring af Fritidspuljen over de kommende år.
Bæredygtigheden kræver dog, at staten og kommunerne også kommer på banen. Det er nødvendigt at sikre strategiske partnerskaber mellem landets kommuner og det lokale foreningsliv, og samtidig er det nødvendigt at staten og kommunerne afsætter midler til at sikre landets flygtningebørn mulighed for et aktivt fritidsliv.
”Fritidspuljen er et rigtig godt eksempel på en integrationsmodel, der virker i praksis. Fritidsaktiviteter er en vindersag for alle parter. Deltagelse i det lokale foreningsliv giver en sund og aktiv fritid for landets flygtningebørn, og den aktive deltagelse giver samtidig bedre integration i de lokale samfund. Det er dog helt essentielt, at vi får staten og alle landets kommuner med på banen for at sikre de langsigtede økonomiske og bæredygtige løsninger. Organisationer og fonde kan på langt sigt ikke løfte opgaven alene,” siger Christian Friis Bach.
Læs mere om puljen og støttemuligheder her