Poul Grosen, nordisk direktør for FNs Udviklingsprogram UNDP, er død 61 år, skriver flere nyhedsmedier tirsdag aften.
Poul Grosen døde mandag som følge af komplikationer i forbindelse med en nyligt overstået hjerteoperation.
I 1999 blev Poul Grosen hentet til at lede UNDP i Norden og fik dermed også ansvar for UNDPs indkøbskontor, IAPSO, i de nordiske lande.
Poul Grosen blev i 1989 generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke. I 1996 blev han direktør for FNs Kapitaludviklingsfond (UNCDF) i New York, som opererer under UNDP – FNs største udviklingsorganisation med kontorer i 134 lande.
Poul Grosen var uddannet lærer fra Zahles seminarium i København (1969), og efter at have været folkeskolelærer underviste han på højskolerne i Brandbjerg (1971-73) og Holstebro (1973-75). Senere arbejdede han i Tanzania, hvor han i årene 1986-89 var forstander for Danish Volunter Training Center i Usa River, ligesom han var forstander for Holstebro Højskole 1983-86.
Poul Grosen var kendt som usædvanligt dynamisk og effektiv. I UNDP engagerede han sig i alle hjørner af den mangegrenede virksomhed.
For medarbejderne i FN-Huset på Østerbro i København kom hans pludselige død som et chok. En karismatisk leder, der både havde evnen til at styre og give plads for sine ansatte, og som det bliver svært at erstatte, vil blive savnet.
Han efterlader sig hustruen Susanne og børnene Line og Troels.
Poul Grosen blev født den 25. januar 1944 i Esbjerg og døde den 22 august 2005 i København.