Poul Nielson giver Stig Fog svar på tiltale – svært at lade være med at bemærke, at regeringens u-landsnedskæringer ikke blev særligt voldsomt kritiseret af NGOerne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Tidl. udviklingsminister og EU-kommissær Poul Nielson (S) giver onsdag svar på tiltale til generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Stig Fog, som i en kronik i Berlingske Tidende mandag ifølge Nielson forfægter det synspunkt, at “de private organisationer har skudt sig selv i foden ved at spise uhæmmet af statens hånd”.

Poul Nielson skriver i indlægget i Berlingske (uddrag):

Dette er en meget vigtig principiel sag. Mit hovedbudskab er derimod, at det traditionelt har været en væsentlig kvalitet ved måden, vi har indrettet os på i det danske samfund, at fællesskabet (staten) godt kunne yde støtte til en aktivitet uden dermed at opstille snævre rammer og betingelser.

Stig Fog nævner en episode fra det store NGO-Forum på Holmen i forbindelse med Det Sociale Topmøde i København i 1995, hvor jeg havde fundet anledning til at erindre om, at det var staten, der finansierede NGOernes aktivitet.

De var nu ikke, fordi jeg ømmede mig over NGO-plakaten med tegnestiften på taburetten, men fordi der i almindelighed er en helt urimelig tilbageholdenhed hos de fleste NGOer med hensyn til at fortælle offentligheden, hvor de får pengene fra.

Man kan absolut lige så godt vende det om og se tilskud fra Udenrigsministeriet/Danida eller for den sags skyld Europa-kommissionen som en kvalitetsmæssig blåstempling – i hvert fald når det drejer sig om humanitær bistand og udviklingssamarbejde.

Alt i alt er det i mange år gået fint med symbiosen mellem staten og de danske u-landsorganisationer. Det er jo ikke noget anslag mod organisationernes frihed, dersom en minister tillader sig at have en mening om deres arbejde.

Men det var naturligvis en kendsgerning, at chokket efter regeringsskiftet i 2001 fik NGOernes paranoia til at se mere velbegrundet ud, og det var været svært at lade være med at bemærke, at regeringens følelseskolde og brutale nedskæringer godt nok ikke blev særligt voldsomt kritiseret af NGOerne.

Stig Fogs anden hovedpåstand er, at NGOerne i særlig grad står for de “frække” opgaver, som staten ikke selv kan begive sig ind i.

Det er en almindelig vanebetragtning, som for Danmarks vedkommende godt kan have været rigtig for 15 år siden. Men nu om dage – og det gælder ikke kun den danske bistand – er det officielle udviklingssamarbejde langt mere præget af en dybtgående politisk dialog om sektorpolitikker, ligestilling, ømme sager som reproduktiv sundhed og seksuelle rettigheder, miljøproblemer osv.

Der er generelt set ikke den store forskel i profilen af, hvad NGOer gør, og hvad staterne gør, som der var tidligere. Og det er måske her den næste vigtige debat trænger sig på for NGOerne:

Når der nu satses på kapacitetsopbygning og decentralisering i u-landene, og når der ofte er en progressiv linje lagt mellem donorerne og modtagerlandets regering, hvorfor er det så et så stort problem for NGOerne at placere sig professionelt som entreprenører i virkeliggørelsen af landets udviklingsstrategi?

Igen: Dette må ikke være et ultimatum med et krav om enten eller til NGOerne. Dobbeltrollerne som entreprenører og frie fugle kan udmærket fyldes ud på samme tid, slutter Poul Nielson sit indlæg i Berlingske Tidende onsdag den 9. marts.