Præsidenten på sigtekornet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

25. januar 2016

Over 20 film i 10 lande og 50 filmpriser. Alligevel viser kun få iranske biografer hans film, og kort, for at bevise, at der ikke er censur i Iran. Mohsen Malhmalbaf går nemlig over grænsen for, hvad man kan vise på film i Iran.

I hans seneste spillefilm ’Præsidenten’ fra 2014 er selve systemet på sigtekornet, i en vidunderlig politisk satire à la Chaplin og den italienske ’La vie est belle’. Præsidenten må flygte med sit barnebarn efter revolutionen og strejfe omkring som en forklædt gademusiker og lære sit land og folk at kende fra bunden.  Det kunne være i Libyen, Afghanistan, Syrien, osv.

Der går en rød politisk tråd gennem den 57-årrige instruktørs liv, fra han blev fængslet som 17-årig i 5 år til hans engagement som politisk kunstner og som talsmand for den grønne reformbevægelse udenfor Iran.

”Vi ønskede at genskabe demokrati i 1979, men da vi så, hvad revolutionen udartede sig til og at problemerne var de samme, forlod jeg politik og kastede mig over kunst i stedet. Det samme skete efter oprøret i Iran i 2009 og de arabiske oprør i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien”, siger han og fortsætter:

“I begyndelsen havde vi store håb, men så kom overgreb, tortur og drab på demonstranter. I 00’erne var jeg meget i Afghanistan og besøgte Darul Aman-paladset i Kabul, hvor Afghanistans tidligere præsident boede. Det gav ideen til filmens første scene, hvor diktatoren leger med sit barnebarn om at slukke lyset i byen”.

“Jeg tænkte at de gamle diktatorer jo også har familier og børnebørn. Det blev til en film om, at magt både er nødvendig for samfundet for at undgå anarki, men også om, at almindelige mennesker har et medansvar for diktaturet. Se på Syrien. Præsident Bashar al-Assad er en slet fyr, men er de revolutionære gode? Det var det samme med Gaddafi: Han var slem, men se anarkisterne ved magten nu”.

“På film bliver diktatorer ofte portrætteret som slemme fyre, mens befolkningen udelukkende opfattes som undertrykt. Historisk er der ofte ikke tale om et magtens diktatur, men et angstens diktatur!”

Politisk filmmager

Som ung drømte Makhmalbaf om at dræbe Shahen af Iran. Han angreb en politimand for at tage hans pistol og røg i fængsel. Rollemodellen var Che Guevera, men i fængslet forstod han, at vold ikke fører til demokrati og efter revolutionen lærte han, at mange problemer har rod i kulturen. Så han vil påvirke via bøger og film, og hele familien er involveret i Makhmalbafs produktionsselskab.

”I dag er censuren umulig, pga. adgang til moderne medier. Iranerne kan købe mine film på det sorte marked, og millioner kunne se 10 film om mig og min familie på BBC Persia. Filmen Kandahar (optaget i Afghanistan i 2001) kom i 100 biografer i Italien, men kun kort i to iranske biografer. Mange af mine film blev forbudt efter Time of Love (optaget i Istanbul i 1990)”.

“I et halvt år skrev aviserne om filmen, fordi jeg talte om kærlighed og om en kvinde, der bliver forelsket i to mænd. I alle mine film prøver jeg at bryde et nyt tabu. The Nights of Zayande-rood fra 1991 viser, hvordan Iran og iranerne ændrede sig fra 10 år før og efter revolutionen. Jeg kritiserer også iranerne, for mange er dogmatiske og fanatiske. I de iranske skoler lærer man ikke om selvudvikling”.

“Men jeg laver symbolske film om magt, fx Salaam Cinema fra 1995, om en instruktør, der beder folk om at gøre alt muligt, som en diktator, og de adlyder bare. Kulturen har altså også magt, hvis man formår at ændre folks opfattelser i en god retning, for så vil de ændre samfundet.” 

Som autodidakt instruktør blev Makhmalbaf selv en kulturel fornyer, også mht. genrer. Han leger med vores opfattelse af sandhed og løgne, når han fx i filmen ’Time for Love’ viser tre versioner af en retssag og flere udgange på historien.

Hvordan kunne du lave så kritiske film?

”I Iran skal manuskriptet godkendes af ministeriet for åndelig vejledning. For at omgå censuren indgav jeg i årevis ét manuskript, men lavede så en anden film. Men pludselig begyndte de at kontrollere os. Derfor forlod jeg landet i 2004”.

“En dag vil man dog ikke længere se Ayatollah Khamenei og hans folk ved magten. Men mine film kan stadig ses. Så politikken dør, men kunsten består! Selvfølgelig kan vi ikke få demokrati med det samme.  Men for 30 år siden kunne man ikke tale om kærlighed, vise en kvindes ansigt og tale om frihed. Før havde vi ingen kvindelige politikere. Vores rettigheder øges også dag for dag.”

Forfulgt kunstner

Efter Iran tog instruktøren til Afghanistan for at filme og oprette en filmskole. Men selv ikke udenfor landet kunne han være i fred.

”En dag under optagelserne blev der kastet granater foran vores kamaraer, og 20 mennesker blev såret og en dræbt. Det iranske styre ville dræbe mig, så vi flyttede til Tajikistan, og jeg oprettede en filmfestival. Men de kom igen for at dræbe mig, så vi flyttede til Paris, hvor den grønne reformbevægelse var stor i 2009-2010”.  

“Men den iranske regering sendte terrorister til Paris for at dræbe mig to gange, så jeg flyttede til London. Men jeg filmer jo over hele verden, selv i Israel, hvor The Gardener fra 2012 bryder et tabu om Bahá’í-troen. Der er 7 mio. bahá’í’er i hele verden og 700.000 i Iran. De kan ikke gå på universitetet, få arbejde, blive politikere, mange er i fængsel, og det er forbudt at tale om dem.”

”Undertrykkelsen af Bahá’i’erne er massiv. Og iranere deltager ved at sige, at ’de er imod vores regering’, bare fordi de har en anden religion. ’The Gardener’ viser det had, som religioner skaber i Mellemøsten. Men jeg viser også de gode sider ved religionen, der skaber frihed og fred”.

“Mohammad Khatami, præsident i 90’erne, fremhævede dialog mellem civilisationer. Mahmoud Ahmadinejad, præsident fra 2005-2013, opfordrede til kamp mod andre religioner, ligesom Hitler. Folk skal kunne tale frit om religion, for friheden starter i det private liv.”

Men Iran er en stor kulturnation, som Makhmalbaf også gerne hædrer og ønsker at bevare, før den forsvinder med moderniteten. Filmen ’Gabbeh’ fra 1996 genopliver traditionen med den rige iranske tæppekultur, og efter filmen steg prisen på de smukke Gabbeh-tæpper.

Irans store instruktør Abbas Kiarostami anklager kolleger for at forlade landet?

”Mange er bortrejst i perioder, fx Bahman Ghobadi, der laver film om kurderne. Kiarostami kritiserer ikke og er derfor ikke uønsket. Jeg ville gerne tilbage og arbejde i Iran, men jeg har ikke tid til at tilbringe flere år i et iransk fængsel”.

“I dag har vi hele tiden kontakt via mobiltelefoner og sociale medier, og jeg besøger venner og familie. Men jeg laver film om mennesker og tror ikke på grænser. 10 millioner iranere bor udenfor landet. Men 180.000 af dem kan ikke komme tilbage på besøg! Jeg er dog ikke bekymret for filminstruktørerne. Mange filmer med digitale kameraer, så de kan optage scener, selvom det er forbudt og få deres film ud til festivaler”.

Irans kunstneriske nomade takker af. Mohsen Makhmalbaf skal ind til sit publikum i Cinemateket, heraf mange iranere, og vise hans prisbelønnede film Kandahar, som er kåret til en af verdens 100 bedste film. Besøget var støttet af det Arabiske Initiativ via International Media Support. Cinemateket viser flere iranske film senere på året.

Karin Bergquist er journalist i Nordafrika og Mellemøsten og forfatter til bogen ”Revolutionens børn. Unge i Teheran”.