Han er blevet sammenlignet med Donald Trump. Og han gør da også selv lidt for at leve op til dette.
Jair Bolsanaro, som stiller op til det brasilianske præsidentvalg i efteråret, vil trække Brasilien ud af den globale klimaaftale, hvis han får magten i det gigantiske sydamerikanske land.
Det skriver netmediet Climate Home.
Lige nu er Bolsanaro nummer to i meningsmålingen efter den tidligere præsident “Lula” da Silva. Han er imidlertid netop begyndt at afsone en fængsesstraf på 12 år for korruption.
Vigtigt land
Miljøministeriet i landet har netop meddelt, at målene for at reducere udledning af kulstof fra afskovning allerede er nået. Det er sket to år før fristen i 2020.
Climate Home har talt med formanden for UN Environment, norske Erik Solheim. Han er skuffet over udmeldingen, og påpeger, at “en afvisning af Paris-aftalen er en afvisning af videnskab og fakta”.
Han tilføjer, at klimaindsatsen kan skabe sundere og rigere økonomier.
Bolsanaro har tidligere gjort sig bemærket ved at udtale sig positivt om tortur og 80’ernes militærdiktatur i Brasilien.