Preben Hansen – et langt liv i journalistik og diplomatiet

Preben Hansen


Foto:
Laurits Holdt

Fødselaren er historien om drengen fra små kår i arbejderkvarteret Enghave på københavnske Vesterbro, der endte på de bonede gulve som ambassadør.

Men det er også historen om et langt liv i arbejderbevægelsen og den socialdemokratiske presse.

Preben Hansen var journalist på Social-Demokraten og kom til Paris i tre et halvt år for at redigere et blad for europæiske fagforeninger.

Vel tilbage ved det, der nu hed Aktuelt, blev han leder af bladets økonomisk-politiske redaktion. Han blev siden redaktør på Fyens Social-Demokrat, poltisk chefredaktør på Aktuelt og presseattache ved ambassaden i Washington.

Derpå var han presseråd og chef for 1. kontor i udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling i København (1971-73) og kultur- og presseråd i Paris. Og blev ambassadør i Algeriet med sideakkreditering i Tunesien.

Karrieren i udenrigstjenesten sluttede med posten som chef for ministeriets kultur- og pressesekretariat, herunder Demokratifonden, i 1992-95.  

Den røde presse 

Dagbladet Social-Demokraten…. De færreste husker vel avisen under det navn i dag, for Social-Demokraten skiftede navn til Aktuelt i 1959.

Og næppe mange husker nok heller dette dagblad, der i 1987 skiftede navn endnu engang til Det fri Aktuelt med frihedsbrev og det hele. 

Lige meget hjalp det. A-pressens flagskib gik ned med mand og mus i 2001 – de sidste fire år nok engang under navnet Aktuelt.
 
I storhedstiden var Social-Demokraten og Aktuelt ellers en avis, der blev læst – og regnet med. Ganske vist ikke på størrelse med de borgerlige morgenaviser Berlingske Tidende og Politiken.

Men især, da avisen lancerede en populær tabloid-avis Søndags-Aktuelt, var der mange danskere, der læste den. Søndags-Aktuelt solgte over 100.000 eksemplarer i 80’erne, men måtte bukke under i 1988, efter at både B.T. og Ekstra Bladet var begyndt at udkomme om søndagen som modtræk.

Alt det skulle Preben Hansen ikke komme til at opleve indefra.

Senere socialminister Bent Hansen (1931-2000) indrettede sig i chefkontoret på Aktuelt fra 1965, og faglige uenigheder med ham fik Preben Hansen til at forlade skuden allerede året efter.

Per Hækkerup

Mange var kede af, at han forlod arbejderbevægelsen, og dav. udenrigsminister Per Hækkerup (1915-1979) – som havde arbejdet sammen med ham på Social-Demokraten – havde da heller ikke glemt sin gamle kollega:

“Jeg hører, du er gået i vrede”, sagde den cigarrygende og joviale Hækkerup. “Vil du så ikke være presseattache i Washington?”

Det ville Preben Hansen gerne, og han og hans dav. hustru flyttede teltpælene til den amerikanske hovedstad.

Langt senere kom Preben Hansen til at spille en usædvanlig rolle som eks–diplomat.

Muhammed-krisen

Sammen med sin nu afdøde ven og kollega, Ole Bierring (1926-2011), tog han under krisen om Muhammed-tegningerne et bemærkelsesværdigt initiativ:

22 pensionerede ambassadører gik ud med åbenhjertig og skarp kritik af dav. statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) afvisning af at mødes med 11 arabiske ambassadører her i landet.

Det skete i et debatindlæg i dagbladet Politiken i december 2005, hvor de vendte sig mod Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed og Anders Foghs håndtering af sagen. 

Lad os rekapitulere hvad de skrev:

DOKUMENT, indlægget i dets helhed:

“Efter de seneste års skærpelse af den offentlige debat i Danmark er vi nu vidne til en tilspidsning af tonen, der kun kan opfattes som en forfølgelse af det mindretal, som udgøres af muslimske medborgere.

Såvel religionsfriheden som ytringsfriheden er blandt de grundlovssikrede friheder, men det har aldrig været foreneligt med danske holdninger at udnytte friheden til bevidst at såre et mindretal på deres tro.

Vi underskrevne er dybt foruroligede over, at et dansk dagblad har fundet for godt at bringe karikaturer af islams mest fremstående, historiske skikkelse, øjensynlig uden nogen konkret anledning.

En afbildning af Mohammed er i sig selv en krænkelse af muslimsk tradition.

Vi har derfor forståelse for, at mange muslimer føler sig sårede, men står naturligvis både uforstående og fordømmende overfor, at nogle muslimer, fortrinsvis i udlandet, har fundet anledning til at fremsætte trusler mod det pågældende dagblad og tegnerne.

Vi mener, at følelsesmæssige sår bedst heles gennem samtale.

Vi er skuffede over, at både det officielle Danmark og bladets redaktion straks afviste, at der var noget at hele.

Vi henstiller, at denne holdning bliver taget op til ny overvejelse og hilser de første tegn herpå velkommen.

Det ville have klædt det demokratiske Danmark, om statsministeren havde imødekommet den anmodning om en samtale, som blev fremsat af elleve fremmede ambassadører fra muslimske lande.

Det ville ligeledes have været i demokratiets ånd, om en minister havde haft tid til at modtage danske muslimers indsamlede underskrifter.

Hvis ord og holdninger fortsat skærpes, og hvis sårede følelser bliver mødt med afvisning, frygter vi, at det i befolkningen vil føre til en ulykkelig splittelse, som vil være stadig vanskeligere at overvinde.

Vi henstiller til alle danske, troende som ikketroende, kristne som muslimer, at de besinder sig på de danske værdier, der først og fremmest består i tolerance over for den anderledes tænkende”.

Underskrevet af

Jørgen Adamsen, Michael Bendix, Ole Bierring, Hans Henrik Bruun, Niels Ersbøll, Per Fergo, William Friis-Møller, Per Groot, Herluf Hansen, Preben Hansen, Jørgen Holm, Bent Haakonsen, Henning Kjeldgaard, Ole Koch, Jørgen Korsgaard-Pedersen, Birgit Storgaard Madsen, Henrik Netterstrøm, Dan Nielsen, Erling Harild Nielsen, Ole Philipson, Jakob Rytter, Wilhelm Ulrichsen

Heraf er fem kendte Danida-navne. Det er Bent Haakonsen, Henning Kjeldgaard, Birgit Storgaard Madsen, Erling Harild Nielsen og Wilhelm Ulrichsen

Mere om de 22 penneførere dengang:

Jørgen Adamsen (f. 1920): Ambassadør i Iran 1980-82 og Algeriet 1983-85.

Michael Bendix (f. 1934): Ambassadør i Indonesien 1986-91, Venezuela 1991-95 og Luxembourg 1995-2000.

Ole Bierring (f. 1926): Ambassadør Frankrig 1980-84, repræsentant i FN’s Sikkerhedsråd 1985-86.

Hans Henrik Bruun (f. 1943): Ambassadør i Tyrkiet 1987 og Frankrig 1999.

Niels Ersbøll (f. 1926): Chef og ambassadør EF-repræsentationen 1973-77. Generalsekretær EUs ministerråd 1980-94. Udenrigsministerens repræsentant ved EUs regeringskonference 1995-97.

Per Fergo (f. 1925): Udenrigsråd og chef for Udenrigsministeriets Retsafdeling 1974, ambassadør Portugal 1978-85, Canada 1985-88.

William Friis-Møller (f. 1935): Ambassadør i Kina og Nordkorea 1991-95, Mongoliet 1992-95, Sverige 1998-2001.

Per Groot (f. 1924): Ambassadør i DDR 1973, Japan 1976-84, Sydkorea 1976-78, Holland 1986.

Herluf Hansen (f. 1934): Ambassadør i Algier og Tunis 1991-2000.

Preben Hansen (f. 1925): Ambassadør i Algier og Tunis 1985-91.

Jørgen Holm (f. 1923): Generalkonsul Brunei 1979. Ambassadør i Sydkorea 1981-85, Malaysia 1985-91.

Bent Haakonsen (f. 1936): Chef for Danida – det dav. departement for Internationalt Udviklingsarbejde – 1986-91. FN-ambassadør i New York 1991-95. Ambassadør Tyskland 1995-2001 samt i Sverige 2001-04.

Henning Kjeldgaard (f. 1935): Ambassadør i Tanzania og Zambia 1983-88, Botswana, Lesotho, Swaziland, Malawi og Angola 1988-93 samt Kenya, Nairobi og Seychellerne fra 1993-96.

Ole Koch (f. 1932): Ambassadør i Israel 1978, Ungarn 1989-93. Akkrediteret i Zagreb 1992-93.

Jørgen Korsgaard-Pedersen (f. 1932): Ambassadør i Egypten og Sudan 1977, Somalia 1978, Polen 1984-86 og Australien 1991-95.

Birgit Storgaard Madsen (f. 1938): Chef for Dansk Internationalt Røde Kors 1987-88. Ambassadør i Ghana 1994-98, Indien 1998-2001 og Tanzania 2001-03.

Henrik Netterstrøm (f. 1924): Dansk ambassadør i OECD 1986-89, ambassadør i Østrig 1989-91.

Dan Nielsen (f. 1943): Ambassadør i Kuwait, Bahrain, Qatar og Sydyemen 1988, Litauen 1991-97, Tadsjikistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Turkmenistan og Usbekistan 1998-2001 samt Schweiz, Pavestolen og Liechtenstein 2003-04.

Erling Harild Nielsen (f. 1937): Ambassadør i Iran 1992-96, Egypten 1996-2000 og Luxembourg 2000-02.

Ole Philipsen (f. 1931): Ambassadør i Korea 1978, Colombia, Ecuador og Panama 1984 samt Bruxelles 1994-98.

Jakob Rytter (f. 1932): Ambassadør i Israel 1986-89 og fra 1992-96 og i Holland 1996-2001.

Wilhelm Ulrichsen (f. 1932): Chef for Danida i nogle år frem til 1977, FN-ambassadør i New York 1977-84, ambassadør i Spanien 1984 og Bruxelles 1989-92.

Preben Hansen kort

Født 1. april 1925 på Vesterbro i København. Student 1943 (Schneekloths Skole). Journalist, senere chefredaktør ved den socialdemokratiske presse 1945-1966, afbrudt af ansættelse ved OEEC (nu OECD) i Paris 1955-59.

I udenrigstjenesten 1966-1995 med udstationeringer i Washington, Paris og Algier (ambassadør i Algeriet og Tunesien 1985-1991). Har sammenlagt boet hen ved 23 år i udlandet.

Gift første gang 1950 med Anita Togneri, død 1989. Gift anden gang i 1990 med journalist og fagforfatter Merete Wilkenschildt, som han kan fejre sølvbryllup med til august.

Har bl.a. skrevet:

“Farimagsgade” (2011). Om dagbladet Social-Demokraten.

Enghavevej (Gyldendal 2009) – en erindringsbog om at være barn og ung i København 1925-45.

I kongens råd – og på Frederiksberg (Frederiksberg Sparekasses Fond 2000).
Introduktion af Lise Nørgaard, omslag af Carl-Henning Pedersen. 80 biografier over ministre, som har boet på Frederiksberg i det 20. århundrede.

C.E. Jensen i Social-Demokraten (Københavns Universitet 1998) sammen med John Chr. Jørgensen. En bibliografi over C.E.s dagbladsartikler.

Genfødt Israel (Fremads Fokusbøger 1964). Oversættelse af Norman Bentwichs bog.

Afrika frit – og hvad så? (Fremads Fokusbøger 1964). Oversættelse af den kenyanske politiker, Tom Mboyas bog. Han blev snigmyrdet i 1969.

Mere om Mboya på

http://africanhistory.about.com/od/countrieseast/p/bio_mboya.htm