Prehn i Etiopien på sin første rejse som udviklingsminister

gettyimages-1072637928_toerke_klima_etiopien
Afambo-søen i Etiopien. Klimaforandringer er et af de områder, der er i fokus ved udviklingsministerens besøg i Etiopien i denne uge.
Foto: Eric Lafforgue/Art in All of Us/Corbis via Getty Images
Forfatter billede

Når udviklingsminister Rasmus Prehn (S) onsdag indleder et tredages besøg i Etiopien – hans første udlandsbesøg i embedet – sætter han fod i et land, der på de politiske linjer bringer håb om en bedre fremtid med premierminister Abiy Ahmeds løfter om demokrati, fred, forsoning og ligestilling

”Der er i den etiopiske regering et ønske om at gøre op med mange års undertrykkelse af basale rettigheder. Det er glædeligt”, siger Rasmus Prehn i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet forud for ankomsten til Etiopien.

Besøget vil blandt andet have fokus på nogle af Etiopiens udfordringer: klimatilpasning, internt fordrevne, irregulær migration, de store ungdomsårgange og vold mod kvinder.

Situationen i landet er skrøbelig, og alt for mange er i dag fordrevet fra deres egne hjem internt i Etiopien på grund af uro, klimaforandringer og fattigdom.

”Derfor er det vigtigt for mig som ny minister at markere Danmarks opbakning til den etiopiske regerings ambitiøse reformdagsorden, og at denne skal ske med fuld respekt for menneskerettighederne,” siger Rasmus Prehn.

“Jeg er også spændt på at se nogle af de projekter, som Danmark støtter gennem vores udviklingsbistand – det gælder på områder som landbrug og klima,” siger han.

Store udfordringer

Reformprocesserne i Etiopien sker på et skrøbeligt grundlag med voksende politisk modstand mod den føderale regering.

Samtidig står Etiopien overfor store udfordringer med tilbagevendende tørke og oversvømmelser, en enorm ungdomsarbejdsløshed og etniske spændinger. Hertil er Etiopien værtsland for cirka 920.000 flygtninge fra blandt andet nabolandene Sydsudan, Somalia og Eritrea og kæmper mod udfordringerne ved irregulær migration.

Og det er nogle af de udfordringer, som Rasmus Prehn vil stifte bekendtskab med under rejsen. Han vil blandt andet besøge et dansk- og EU-støttet IOM-modtagelsescenter for tilbagevendte migranter og et hjem for voldsramte kvinder og piger.

Rasmus Prehn vil desuden besøge Tigray-provinsen i det nordlige Etiopien, hvor lokalsamfund har formået at reetablere tidligere tørkeramte områder gennem klimatilpasningsindsatser som værn imod klimaforandringerne.

Med Etiopien som værtsnation for den Afrikanske Union (AU) og centralt placeret på Afrikas Horn giver besøget desuden lejlighed til at sætte fokus på Danmarks støtte til AU, skriver Udenrigsministeriet.

Landeprogram for knap en milliard

Danmark har et bredspektret samarbejde med Etiopien og lancerede i 2018 et nyt landeprogram, hvor fokus er på bekæmpelse af årsager til klimaforandringer, kommercialiseringen af landbrugssektoren, god regeringsførelse og menneskerettigheder, styrkelse af modstandsdygtighed og bånd mellem flygtninge og værtssamfund.

Landeprogrammet er på samlet 995 millioner kroner.

Derudover har Danmark blandt andet en række bilaterale indsatser inden for særlig energisektoren, ligesom Danmark støtter landets udvikling gennem danske civilsamfundsorganisationer og gennem FN og EU.

Etiopien er fortsat et af verdens fattigste og mindst udviklede lande med én af kontinentets største ungdomsårgange efter årtiers massiv befolkningstilvækst – 70 procent af befolkningen er under 30 år – samt en af verdens største fordrivelseskriser.

Etiopien kæmper samtidig med svære klimamæssige problemer som tørke og oversvømmelser, hvilket udfordrer de omkring 80 procent af befolkningen, som lever af land- og kvægbrug.