Derfor har WWF Verdensnaturfonden meget at takke sin nu afdøde grundlægger og præsident for. Han døde tirsdag aften i en alder af 83 efter længere tids sygdom.
”Det er en livslang indsats Hans Kongelige Højhed har bidraget med til naturen og de vilde dyr, og det er vi evigt taknemmelige for. Vi sender de varmeste tanker til hele prinsens familie”, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfondens danske afdeling siden april 2017, Bo Øksnebjerg.
Se mere om ham og WWF i denne omtale.
Lige siden grundlæggelsen for snart 46 år siden og frem til sin død har prins Henrik været præsident for den danske afdeling af WWF, der blev stiftet i 1961 i Schweiz.
Målet med at skabe en afdeling herhjemme var at skabe en dansk base, der kunne støtte op om den internationale organisations indsats for at sikre en levende verden i en tid, da flere og flere dyrearter blev truet af krybskytteri, forurening og tab af levesteder.
”Det er med stolthed, at jeg husker den dag, da vi stiftede en så betydningsfuld organisation. WWF har lige siden været med til at forbedre forholdene for truede arter. Samtidig har vi arbejdet for at bevare en mangfoldig og levende natur både i Danmark og resten af verden,” udtalte prins Henrik i anledning af WWF Verdensnaturfondens 40 års jubilæum i 2012.
Verdensnaturfonden startede som ren fundraising-organisation. Målet var at skaffe penge til IUCN (Verdensunionen for Naturbevarelse), som arbejder for at kortlægge og redde truede arter. Den har i dag den danske diplomat Inger Andersen som chef.
Fra arter til levesteder
I slutningen af 1970erne skete der et skift i den danske organisation. Man erkendte, der skulle sættes bredere ind overfor at bevare arternes levesteder (i Danmark f.eks. Vadehavet). Man syntes, at det battede mere end at redde enkelte arter af dyr og planter.
I 1980erne skete der endnu et skift. Nu indså man, at beskyttelse af arter langt fra altid kunne ses isoleret i ét land. Det skulle ses i en mere global sammenhæng.
Et eksempel var de danske trækfugle, som kunne komme under pres, hvis man ikke sørgede for også at beskytte deres vinterkvarterer i Afrika fra det stigende befolkningspres, som i vid udstrækning reducerede deres levesteder.
Bæredygtighed blev hot
Siden er naturbeskyttelse i stigende grad blevet et spørgsmål om bæredygtighed (f.eks. at købe de MSC-mærkede fisk eller FSC-mærket træ), og hvordan mennesket kan leve i harmoni med naturen og udnytte dens ressourcer på en ansvarlig måde. I dag står WWF for World Wide Fund for Nature.
Der er i fjor sket et nyt skifte i arbejdet, som har vakt en del uro – læs mere her
Prins Henrik har i sit næsten halve århundrede som præsident for WWF Verdensnaturfonden været yderst aktiv og engageret omkring organisationens arbejde, hedder det.
Han har deltaget i talrige arrangementer, rejser og møder med det formål at skabe en bedre fremtid for truede dyr, pressede naturområder og lokalbefolkningerne i verdens naturrige områder.
Prins Henrik har også flere gange åbnet Fredensborg Slot for WWF Verdensnaturfonden og sammen med den kongelige familie vist sin støtte til dyrenes og naturens sag.
Gitte Seeberg og Kim Carstensen
Især Bo Øksnebjergs forgængere som generalsekretær for fonden, Gitte Seeberg og Kim Carstensen, havde kontakt til prins Henrik og onsdag kun rosende ord om hans indsats og engagement.
“Prins Henrik har gennem mange udtryksformer, både traditionelle og kunstneriske, gjort en stor forskel for naturen og de fantastiske dyr og planter, der lever i den. Hans vigtige indsats får betydning for de næste generationers muligheder for at opleve vilde dyr og planter på egen hånd. Æret være hans minde”, slutter Bo Øksnebjerg.
Også prins Joachim har været stærkt optaget af bistandsarbejde for naturen. Det er sket som protektor for NGOen Care Danmark i over 25 år, hvor han har foretaget talrige ture til u-landene.