Prinsesse Marie har sagt ja til at være protektrice for Folkekirkens Nødhjælp.
– Det er en kæmpe gave, at Prinsesse Marie har sagt ja til at udbrede kendskabet til vores arbejde, anfører generalsekretær Henrik Stubkjær og fortsætter:
– Vi er stolte og taknemmelige over den kongelige opbakning. Prinsessen vil kunne inspirere andre til at støtte vores arbejde.
Prinsesse Marie begrunder sit tilsagn med, at hun beundrer den indsats, som den store humanitære organisation står for.
– Jeg har stor respekt for Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at hjælpe nogle af verdens fattigste mennesker til et bedre liv.
– Det er mit håb, at jeg kan være med til at fortælle, at det nytter at hjælpe både i det daglige, og når katastroferne indtræffer, siger den 35-årige prinsesse, der blev gift med Prins Joachim i 2008 – se også http://www.kongehuset.dk/publish.php?dogtag=k_dk_familien_marie
Der er brug for alle kræfter, for udfordringerne er mange. Klimaforandringerne betyder, at verden oftere vil se voldsomme naturkatastrofer i områder, der i forvejen er fattige.
Netop nu truer en sultkatastrofe over 12 millioner i Østafrika, og genopbygningen efter jordskælvet i Haiti og oversvømmelserne i Pakistan er stadig i gang, hedder det i pressemeldingen fra Nødhjælpen tirsdag.
AKTIVT KONGEHUS
Når medlemmer af den kongelige familie påtager sig protektioner, betyder det, at de påtager sig at begunstige den relevante forening, institution, sag eller organisation.
Dette kan gøres på mange måder, men generelt gælder det, at den kongelige støtter protektionen ved at være med til at udbrede kend-skabet til den enkelte protektion og via dette arbejde inspirere til, at andre mennesker også ønsker at bidrage med støtte på forskellig vis.
Prins Joachim har i u-landssammenhæng især placeret sig som pro-tektor for CARE Danmark og foretaget adskillige besigtigelsesrejser til organisationens projekter i Den 3. Verden. Bl.a. til Niger i Sahelbæltet i Vestafrika, men også til Uganda, hvor han så arbejdet for at bevare de sjældne bjerggorillaer.
CARE Danmark har altid været royalt-betonet med tidl. hofmarskal Søren Haslund-Christensen i en fremtrædende rolle.
Prins Henrik har i mange år været præsident for WWF Verdensnatur-fondens danske afdeling. Han er også protektor for Dansk Røde Kors. Et andet medlem af kongefamilien, prinsesse Benedikte, er protektrice for SOS-Børnebyerne
Kronprins Frederik har i u-landssammenhæng p.t. et enkelt protektorat – nemlig Red Barnet, men i flere sammenhænge vist sig interesseret i Den 3. Verden, f.eks. deltog han i The Haslund-Christensen Film Expedition til Centralasien.
Kronprinsesse Mary er blevet protektrice for Dansk Flygtningehjælp og har tillige via Mary Fonden været med til at støtte formål i Den 3. Verden.