ANMELDELSE
Af Parastou Booyash, journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
Vaskeægte socialrealisme, der klistrer dig fast til væggen som en nysgerrig flue, der ikke kan slippe væk. Det er ikke uden grund, at den iranske film ”Naser & Simin- En separation” har vundet Guldbjørnen for bedste film og Sølvbjørnen for hovedrollernes præstation. Filmen er så gribende og realistisk produceret, at du føler, du er med i handlingen og ikke kan komme ud af det, selvom du til tider mangler luft og hellere bare vil løbe væk i skjul.
Dramaet om ’Nader & Simin – En separation’ handler, som navnet antyder, om en skilsmisse. Simin vil gerne forlade Iran sammen med sin familie for at få et bedre liv i det frie udland. Men hendes mand vil hverken lade sig skille eller tage med, fordi han skal passe sin alzheimer-ramte far.
Det bliver begyndelsen på en interessant historie, der kommer rundt om personlige og politiske aspekter. Men det er de små løgne, der er hovedessensen i historien, og som sømmer dig fast til biografstolen. Specielt én bestemt handling bliver ’point of no return’ for både skuespillere og publikum. En handling, som ændrer alt for altid.
Iransk film uden censur men med forbehold
Alle kontraster er opstillet i filmen. Middelklassen og fattige, religiøse og almindelige iranere, løgnere og uskyldige. Den moralske kompleksitet gør, at vi får sympati for alle parter, og det knytter os endnu mere til historien. Det interessante ved denne film, som også er Irans oscarkandidatfilm, er, at den er sluppet gennem det ellers meget snævre, iranske censurnåleøje.
For en gangs skyld må iranere også selv have fornøjelsen af at se denne film i deres eget land. De er ellers vant til at blive snydt for de filmperler, som de iranske instruktører ellers producerer i store stimer.
Men det er ikke uden bekostning at se en ucensureret iransk perle. Alle kvindelige skuespillere skal bære hovedbeklædning i alle scener. Også når de er derhjemme. Det er dog ikke realiteten i dagens Iran. Selvom kvinder er påtvunget til at dække håret i offentligheden, tager alle ikke-religiøse kvinder deres tørklæde af, så snart de kommer hjem. Men ikke i film, der skal repræsentere landet. Set fra præstestyrets synspunkt.
Hvide løgne og menneskelig fornuft
Filmens morale er, at selvom vi mennesker gerne vil opføre os eksemplariske, gør omstændighederne, at vi bliver nødt til at ty til de små hvide løgne. Vi glemmer bare, at vi kan gøre tingene mere komplicerede for os selv med løgne som livsledsagere.
Filmen viser dog, at de religiøse ringer til en livslinje, hvis de er i tvivl om etiske ting. Og de får at vide, at de for alt i verden ikke skal lyve. For lyver de, kommer de i helvede. Sjovt nok, kommer de ikkereligiøse også frem til samme konklusion om, at sandheden er vejen frem. Derfor er det mest i øjenfaldende ved filmen pointen om at, vi mennesker reagerer helt ens og menneskeligt i visse situationer. Uanset hvilken del af kloden, vi er vokset op i. Det sker, når den menneskelige fornuft overvinder os. Om man så er religiøs eller ej.
Og det er smukt at se, at det også kan lade sig gøre i et ellers korrupt land som Iran, hvor dommere vil gøre alt for penge.
Skuespillernes overbevisende levering er enestående. Hele castet, fra barn til bedstefar, spiller, som var det en dokumentar. Ikke et øje var tørt. Ikke et hjerte var uberørt i den ellers propfyldte biografsal.
Link til officiel trailer: http://www.youtube.com/watch?v=KtFprNJmnPM
Fakta
Nader og Simin – En separation (Jodaeiye Nader az Simin)
Iran, 2011 – 2 timer 3 min.
Instruktion: Asghar Farhadi, skuespillere: Nader (Peyman Moadi), Simin (Leila Hatami), Termeh (Sarina Farhadi), bedstefar (Ali-Asghar Shahbazi), rengøringskonen Razieh (Sareh Bayat) hendes mand, Hodjat (Shahab Hosseini)
Vises i Grand i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense
