Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Vi ved alt for lidt om, hvordan private penge finansierer politiske partier – både i Danmark og i vore bistandslande. Det er en udfordring, for demokrati er ikke bare en kamp på idéer og politikker, men også på penge.
Uden penge kan partierne ikke bringe politiske budskaber ud til vælgerne, ikke arrangere møder og ikke udvikle politikker. Derfor har de brug for penge – også fra private kilder. Nogle vil oven i købet hævde, at det er en del af den grundlovssikrede ytringsfrihed, at private søger at fremme bestemte synspunkter ved økonomisk støtte til politiske partier.
Støtten gives ikke for partiernes blå (eller brune) øjnes skyld. Men manglende åbenhed om, hvem de private donorer er, og hvor store beløb de giver, er et demokratisk problem både i Danmark og i fattige lande. Uden sådanne oplysninger kan vælgerne ikke vurdere afhængighedsforholdet mellem et parti og dets bidragsydere.
Pengenes hvisken og brølen
Alle tal om private penge i politik skal tages med et stort gran salt; mange gives i smug, og det er umuligt at finde helt sammenlignelige oplysninger på tværs af lande. Men selv med de forbehold er tallene værd at lytte til.
Budgettet for en parlamentarikers valgkamp i Tanzania var cirka 300- 350.000 kroner ved 2015 valget (baseret på forskning, som jeg er involveret i). Det er cirka seks gange større end for en dansk folketingskandidat (omkring 50.000 kroner ved 2011-valget). Tages der højde for valutaernes købekraft, er forskellene endnu større – op til en faktor tyve.
Dertil kommer penge, som de enkelte partier bruger i valgkampen. Samlet beløb de sig til 138 millioner kroner i Danmark i 2011 og til 173 millioner kroner i 2015. Valget i 2019 forventes at blive det dyreste nogensinde.
Tilsvarende tal for valgene i Tanzania findes ikke, men præsidentvalgkampagnerne er endog meget dyre. For Tanzania var størrelsesordenen 10 mio. dollars i både 2010 og 2015.
I Danmark og Tanzania kommer pengene fra statslig partistøtte, medlemskontingenter, egne midler, lån – og fra private kilder. Danske partier og kandidater modtager relativ stor statsstøtte i forhold til penge fra firmaer og private. I Tanzania (og sikkert fattige lande generelt) er det omvendt. Her er partierne typisk stærkt afhængige af private donationer, mens statsstøtten er nul eller lille.
Bundlinjen er, at der er relativt langt færre penge i dansk politik end i Tanzanias (som næppe er exceptionelle blandt fattige lande). Private penge hvisker i danske valgkampe, men brøler i afrikanske. Men hvad siger de?
Pragmatiske penge
Den slags penge er simpelthen interesserede i noget for noget. Firmaer og velhavere giver midler til politiske partier for at få indflydelse på konkrete politikker, der gavner dem direkte (en bestemt skat, en licens eller byggetilladelse, lempelige miljøkrav).
I valgåret 2015 gav A.P. Møller-Mærsk f.eks. 4 mio. kroner til partier, som firmaet to år senere forhandlede Nordsø-aftale med (Venstre, Radikale Venstre, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance). Mærsk truede med at lukke det store gasfelt Tyra, medmindre det fik en lempeligere beskatning. Tyra producerede og distribuerede 90 procent af gasforbruget i Danmark.
En aftale faldt på plads i marts 2017. Den sikrer selskaberne skatterabat i ni år, hvis olieprisen holder sig under 75 dollars for en tønde. Vi ved ikke, om selskabets partistøtte påvirkede indholdet af aftalen. Den potentielle interessekonflikt er dog ganske klar.
I Tanzania fortalte premierministeren på et offentligt møde i midten af 2000-tallet, at ”hvis man ønsker at klare sig godt i forretningslivet, skal man melde sig ind i CCM” (regeringspartiet). Adspurgt i parlamentet benægtede han at have sagt det. Men faktisk har langt de fleste rige tanzanianske forretningsfolk tætte forbindelse til partiet. CCMs kasserer var således i en årrække en rig forretningsmand. Landets rigeste entreprenør var parlamentsmedlem indtil for nylig.
Større lokale firmaer støtter især partiet op til valg. Forskning, som jeg er involveret i, viser, at størrelsen af den samlede årlige skattefritagelse for firmaer og enkeltpersoner stiger omkring valgår. Samtidigt falder de samlede årlige skatteindtægter. Noget for noget.
Ideologiske penge
Motivet kan også være at støtte et parti med en bestemt ideologi uden at forvente konkrete fordele på kort sigt. Forretningsfolk og velhavere med dén motivation foretrækker generelt partier, som er pro-kapitalistiske, og/eller som ser gennem fingre med profitskabende klientelisme (korruption) – i hvert tilfælde hvis det involverer loyale partistøtter.
Saxo Banks generøse støtte til Liberal Alliance før 2015 hører til i denne kategori, ligesom fagforeningernes støtte til Socialdemokratiet gør det. Ideologi forklarer nok også, at det Konservative Folkeparti ved valget i 2015 fik 500 gange mere i privat støtte end SF.
I Tanzania støtter mange rige lokale forretningsfolk det magthavende parti for at bevare status quo. Systembevarelse er det grundlæggende motiv. Det er jo under CCMs styre, at de i løbet af 20-30 år har kunnet etablere store og meget profitable forretninger. Derfor ser man før valget, ifølge lokale kilder, folk aflevere kufferter med penge på partihovedkvarteret uden at der foregår en noget-for-noget forhandling.
Uklart hvor støjen fra penge kommer fra
Mange partier i Danmark og Tanzania rutter ikke med åbenhed om deres private bidragsydere.
Selv om Danmark ikke er en bananrepublik, så halter åbenhed i de politiske partiers regnskaber noget bag efter andre europæiske landes. Det har Europarådets anti-korruptionsenhed (GRECO) klaget over siden 2010, senest i 2018.
A.P. Møller-Mærsks partistøtte i 2015 fremgik således ikke af partiregnskaber. Oplysningen kom kun frem, fordi en kritisk aktionær spurgte på selskabets generalforsamling.
Og godt nok har partierne siden 2017 skullet oplyse navne på donorer, der giver mere end 20.000 kroner til et parti eller en indsamlingsforening. Om de ’kun’ giver dette beløb eller f.eks. 5 mio. kroner, skal der ikke oplyses om. Partistøtteudvalget, som regeringen nedsatte i 2015, anbefalede at lukke dette hul i lovgivningen, men et flertal i folketinget afviste det (de tre regeringspartier og Socialdemokratiet). I folketingsdebatten ville forligspartierne ikke engang begrunde denne afvisning.
I Tanzania er taktikken for at skjule politiske penge anderledes. Her kræver loven åbenhed om partiregnskaber og private støttemidler, men den håndhæves ikke. Hvem bidragyderne er, og hvad de eventuelt får til gengæld for deres støtte, er derfor uklart.
Ligesom i Danmark er det regeringsbærende parti i Tanzania fodslæbende om åbenhed – men det er oppositionspartierne også. For hvis bidragsyderne er kendte, kan magthaverne forringe donorernes forretningsmuligheder eller true dem til at stoppe deres bidrag. Støtten lever bedst i det skjulte.
Private penge i politik er således et betændt emne for mange partier i Danmark og Tanzania. Viljen til større åbenhed er begrænset. Også i fremtiden vil det derfor være svært for vælgerne at finde ud af, hvem støjen fra private penge kommer fra.
