Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
I et desværre ikke alt for overraskende træk valgte Lars Løkke Rasmussen søndag morgen at nedlægge udviklingsministerposten i samme omgang som han indtog embedet som Danmarks statsminister.
Præcis samme manøvre som Anders Fogh Rasmussen foretog for 14 år siden i 2001, da han kom til magten efter næsten otte års skiftende Poul Nyrup Rasmussen regeringer.
For Fogh var nedlæggelsen af udviklingsministerposten et opgør med en række års fokus på international solidaritet og specielt den aktive multilateralisme, der ikke i Venstres optik var tilstrækkeligt målrettet mod tydelige danske egeninteresser.
Bagtanken
Spørgsmålet er hvad bagtanken er for Løkke. På den ene side kan det naturligt nok ses som en politisk drevet manøvre.
Udviklingsbistanden har i sig selv været under pres fra blå blok gennem en årrække, en kritik der er blevet skærpet under det netop overståede valg, hvor blandt andre Løkke var ude og proklamere at flere penge skulle investeres i det danske sundhedsvæsen ved at skære i den ’overdrevne udviklingsbistand’.
I en situation hvor man har brug for Dansk Folkeparti til at sikre det parlamentariske grundlag, er det et nemt område at føre fælles nedskæringspolitik.
På den anden side har Venstre gjort et væsentligt arbejde for at positionere sig på udviklingsområdet gennem de sidste par år, drevet af en ret så engageret Jakob Ellemann-Jensen, der nok havde håbet på at hans tid som minister var kommet.
En decideret længere strategi for udviklingsområdet nåede det endda at blive til i 2013.
Sådan skulle det imidlertid ikke blive for Jakob Ellemann-Jensen.
Kristian Jensen blev nemlig præsenteret som udenrigsminister, og mere eller mindre eneste minister med en international overvægt i sin portefølje.
Ingen Europaminister, ingen handelsminister (pudsigt endda i lyset af det nye regeringsgrundlags beskrivelse af at ’Danmark er en lille, åben økonomi i en globaliseret verden. Vi lever af handel.’), ingen udviklingsminister.
Væk med Kristian Jensen
Mange havde spået Søren Pind til at blive ny udviklingsminister, men det er jo ofte de tunge finansielle ministerposter, der er de stærkeste herhjemme, og med udenrigsministerposten kan Løkke vel ret beset ’gemme’ Kristian Jensen væk i det store udland.
Venstre præsenterede ingen væsentlige ambitioner på de internationale områder under valget, så Kristian Jensen får ikke nogen væsentlig indflydelse på regeringens væsentligste politikområder. Han står dog til en plads i det magtfulde koordinationsudvalg, ser det ud til.
Stor arbejdsbyrde
For Fogh gik der ikke mange år, før han anerkendte at arbejdsbyrden blev for stor for udenrigsministeren, og at det var nødvendigt at genoprette udviklingsministerposten. Mon ikke det samme forhåbentligt bliver tilfældet nu, hvis da regeringen får lov til at sidde så længe med sit spinkle parlamentariske flertal.
En katastrofe
Uagtet grundene bag at nedlægge posten, er det en reel katastrofe for udviklingssamarbejdet i de lande vi arbejder med, for udviklingsmiljøet og for Danmark generelt, hvis udviklingsministerposten bliver et så politiseret embede at det første en ny borgerlig regering gør når den indtræder, er at nedlægge posten, som det mest naturlige i verden.
For udviklingssamarbejdet i de lande vi samarbejder med fordi dette bliver offer for et tovtrækkeri mellem de forskellige politiske fløje omkring geografisk og tematisk fokusering, der på den lange bane underminerer behovet for effektivitet og resultater, og dermed et bedre liv for verdens fattigste mennesker; for udviklingsmiljøet fordi det betyder så voldsomt store forskydninger og usikkerhed omkring hvilke midler der kan forventes og planlægges efter; og for Danmark fordi vi ligesom i første eksempel, ikke får så stor indflydelse som muligt for vores udviklingsbistand.
“Et stærkt engagement i udlandet”
Måske det væsentligste argument for postens apolitiske natur skal findes i dens relevans.
Det nye regeringsgrundlag gør det da også selv fuldstændig klart hvordan ’Et stærkt engagement i udlandet er med til at sikre danske interesser og gør det muligt at påvirke den globale udvikling i en mere stabil og bæredygtig retning. Det er afgørende i en tid, hvor der sker store forskydninger i både magtforhold og sikkerhedsbilledet.’
Netop rollen til at sikre sådanne interesser og påvirkning har været blandt de højeste prioriteter for vores skiftende udviklingsministre, naturligvis med større og mindre grad af succes.
Svaret på sådanne globale udfordringer kan naturligvis fremføres forskelligt på tværs af det politiske spektrum, fra argumenter om at engagere sig aktivt i sådanne udviklinger, til et ønske om at lukke sig om sig selv, men det er langt hen ad vejen udfordringer vi ikke kan eller må undgå at forholde os til.
Hvad er det så jeg prøver at sige? Først og fremmest nok, at det er skuffende at se en ny borgerlig regering uden en designeret udviklingsministerpost, og det specielt i en tid hvor vi har mere brug for en sådan end igennem mange år.
Dertil kommer at alle i udviklingsmiljøet har et ansvar for at sikre at udviklingsministerposten ikke ender som en dybt politiseret post, der udelukkende giver mening for den røde blok at fastholde, så vi ikke ender i et fra og til spil over de næste mange år, hvor skiftende regeringer vil oprette og frasortere udviklingsministerposten.
