Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
”Lagersucceser”. Sådan lyder den dobbelttydige, men lidet flatterende betegnelse, den nye evaluering af Danidas oplysningsbevilling hæfter på mange af de projekter, som bevillingen støtter.
Evalueringen anerkender, at langt de fleste produkter, der kommer ud af bevillingen, faktisk er af høj kvalitet, at de lever op til bevillingens formål og derfor fortjener at blive betegnet som succeser.
Men samtidig dokumenterer evalueringen lige så overbevisende, at film, undervisningsmateriale og andre støttede produkter slet ikke når ud til målgruppen i det omfang, de har kvalitet og potentiale til. Og heller ikke i det omfang, ansøgerne selv har sat sig som mål. Succeserne bliver på lageret.
Det er langt fra første gang, at en evaluering af Danidas oplysningsbevilling kommer til den konklusion. Men Verner Kristiansen og hans evalueringshold skal have ros for at have kortlagt problemet så præcist, som de gør.
Desværre undlader de at bruge konklusionen til at rette skytset imod de forhold, der gør, at så mange i øvrigt glimrende oplysningsprojekter ender som lagersucceser. Utvivlsomt fordi de ikke er blevet bedt om det.
Evalueringen individualiserer problemet
Resultatet er, at evalueringen individualiserer det generelle problem og nøjes med foreslå symptombehandling: Den anbefaler, at den enkelte ansøger selv skal gøre mere ud af markedsføring og på et tidligere tidspunkt inddrage undervisere og andre fra målgruppen. Den foreslår hyppigere udskiftninger i oplysningsudvalget, der samtidig skal have færre medlemmer – selv om evalueringen i øvrigt roser udvalgets virke.
Og endelig opfordrer evalueringen til, at bevillingen skal have en minimumsgrænse på 250.000 kr. for ansøgninger ’for at stille større krav til overvejelser og budget til markedsføring’, som det hedder – selv om det vil ramme ca. 40 pct. af de ansøgere, der nu får støtte.
Det er ærgerligt, at evalueringens anbefalinger ikke går længere. Både fordi en diskussion af de grundlæggende problemer i ulands-/udviklingsoplysningen længe har været hårdt tiltrængt. Og fordi evalueringen faktisk har godt fat i, hvad der egentlig er galt: Forbindelsen – eller snarere den manglende forbindelse – mellem producenterne på den ene side og aftagerne på den anden.
Der er ikke (længere) nogen ’centrallagre for ulandsoplysning’, hvor producenterne kan udbyde deres produkter, og kunderne let kan finde dem. Centrallagre med kendskab til og kontakter blandt både leverandører og aftagere og med ekspertise og erfaring i at bygge bro mellem de to grupper. Den projektfinansiering, som oplysningsbevillingen jo er, sørger ikke for, at der opbygges kapacitet i forbindelsen mellem producent og aftager. Alle skal starte forfra. Hver gang.
Derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at Oplysningsudvalget – som evalueringen konstaterer – efterlyser flere og mere kvalificerede ansøgninger og ’mere progression’ hos flergangsansøgere. Sådan er og bliver det, når næsten alle oplysningsmidler bruges til at støtte enkeltprojekter og ikke til at opbygge kapacitet.
Succeser på trods viser vejen
Der ER undtagelser, som evalueringen da også gør opmærksom på, f.eks. Verdensbilledlegatet, Operation Dagsværk og Læseraketten. De får støtte år efter år, Verdensbilledlegatet på 14. år. Og her opbygges kapacitet og erfaringer, der er med til at sikre initiativerne gennemslagskraft. Men faktisk strider de mange års støtte mod Oplysningsbevillingens formål om IKKE at yde driftsstøtte.
Dermed illustrerer de succesfulde initiativer Oplysningsbevillings grundproblem i en nøddeskal. Men det er ikke noget, evalueringen reflekterer over.
Evalueringen beskriver ellers på glimrende vis f.eks. de mange forhold, der gør det sværere ’selv for nyskabende og prisvindende oplysningsprodukter at nå klasseværelserne’, fordi kravene til undervisningen og til lærernes tid er øget. Den konstaterer endda, at netop et par af de initiativer, der blev sat i verden for at bygge bro mellem formidlere og undervisningsverdenen, er afviklet/under afvikling. Det gælder undervisningsportalen EMU.dk og samarbejdet mellem Udenrigs- og Undervisningsministeriet om internationale vejledere, der er ’ophørt af besparelseshensyn’, som det lakonisk og helt ukommenteret formuleres.
Her var/er der ellers netop mulighed for at få en konstruktiv debat om initiativer, der kan lette vejen fra producent til aftagere af alle slags. Producenterne er der – og de laver oven i købet produkter af høj kvalitet. Aftagerne og interessen er der også. Men vejen fra (og til) producent til aftager bliver stadig mere snørklet. Alt det gør evalueringen tindrende klart.
Gid politikerne – og alle aktører i miljøet – vil bruge evalueringen til en konstruktiv debat om tiltag, der kan lette vejen for alle. I stedet for – som evalueringen – at overlade det til den enkelte.
Mere om evalueringen
Download evalueringsrapporten (PDF)
Download opfølgningsnotits med Udenrigsministeriets kommentarer (PDF)
Download annekser (PDF):
Anneks 3 Oversigt over respondenter
