Professor og dyrlæge Mogens Jakobsen, Rungsted Kyst, fylder 70 onsdag den 7. april 2010.
Efter studentereksamen fra Haslev Gymnasium og uddannelse som dyrlæge på Landbohøjskolen i København blev fødselaren efter en afstikker ansat som lektor på Landbohøjskolen.
Det faglige område var mikrobiologi, hvilket førte til 15 års virke i det private erhvervsliv, hvorefter han i 1993 vendte tilbage til KVL som professor i fødevaremikrobiologi på Institut for Fødevarevidenskab under Københavns Universitet. Siden 1991 har Mogens Jakobsen ligeledes ledet en række projekter i ca. 15 afrikanske lande med det formål at skabe værditilvækst i fødevarekæden for afrikanske fødevareproducenter.
På vej mod sin fratræden som professor arbejder han på nedsat tid med afslutningen af flere forskningsprojekter for at gå på pension til august. Tilknytningen til universitetet fortsætter dog som professor emeritus.