Korte ansættelsesforhold, mange om buddet, mange unge og en større sag at kæmpe for.
Det er nogle af de karakteristika ngo-branchen har, og som ifølge professor mso og dekan ved Roskilde Universitet Bjarke Oxlund gør den særligt sårbar over for dårlige arbejdsforhold.
Det er med andre ord et topmotiveret prekariat, der langt henad vejen udgør branchen. I yderste konsekvens kan det udmønte sig i arbejdsforhold, som dem Globalnyt tidligere på ugen afslørede i den lille dyreværnsorganisation Red Orangutangen, hvor en række tidligere medarbejdere stod frem med en sønderlemmende kritik af den nuværende direktør.
Læs også: Populær ngo med “dybt toksisk arbejdsmiljø”: Eks-ansatte anklager chef for mobning og kaosledelse
Ondt i det gode hjerte
Artiklen er en del af serien Ondt i det gode hjerte om en ngo-branche fyldt med passionerede medarbejdere, der ofte lider under dårlige arbejdsforhold. I den kommende tid sætter vi fokus på de værste problemer, men også på steder og personer, der kan inspirere til at gøre det bedre.
Ved du noget, vi bør vide? Så kontakt os endelig på [email protected] .
Eller skriv, ring, WhatsApp, sms eller Signal til Morten Scriver Andersen eller Søren Steensig.
Alle henvendelser behandles fortroligt. Husk at bruge en krypteret mailtjeneste (som Protonmail), hvis du vil skrive til os krypteret.
Og hvis man skal tro Dansk Magisterforenings medlemmer, er Red Orangutangen ikke alene om et presset arbejdsmiljø. 30 procent af akademikerne i ngo’er og patientforeninger angiver i en ny undersøgelse fra 2023, at de har et dårligt arbejdsmiljø.
Det er en markant stigning i forhold til 2021, hvor tallet var 25 procent. I undersøgelsen angiver 47 procent af de ansatte i ngo- og patientforeninger, at de har problemer med stress.
Globalnyt har også spurgt DJØF og HK om tal for ngo-branchen, men ingen af de to fagforeninger ligger inde med brugbare data i forhold til stress og arbejdsmiljø.
For Bjarke Oxlund er der særligt to katalysatorer, der fastholder ngo-branchens problemer med arbejdsmiljøet. Dels er der finansieringen. Det vender vi tilbage til. Og dels er der det, han kalder et overdrevet fokus på meningsfuldhed.
“Næsten alle ngo’er beskæftiger sig med noget, som er helt vildt vigtigt og meningsfuldt. Der kan være en underforståethed af, at fordi det er så utroligt meningsfuldt, så må du give køb på et ordentligt arbejdsmiljø. Så må du give den en ekstra skalle,” forklarer han.
Problemerne i Dansk Magisterforenings undersøgelse, som også fremgår af organisationernes egne interne undersøgelser og APV-besvarelser, kan derfor meget vel være underrapporterede, mener Bjarke Oxlund.
“Hvis du arbejder med nødhjælp og sultkatastrofer i Darfur og Gazastriben eller med menneskerettigheder i Afrika. Så bliver det jo sat i relief, når man vil beklage sig over, at man ikke kan sove om natten på grund af stress.”
“Og hvis man ligger og rejser frem og tilbage mellem tilværelsen her i Danmark og mindre privilegerede steder ude i verden, som jeg også selv har gjort, så kan man godt blive lidt blind og forhærdet på sin egen situation,” siger Bjarke Oxlund, der har en fortid som ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder, men også har arbejdet i Afrika og Asien og i organisationer som FN og Red Barnet.
Ngo-lederens forbandelse
En anden grund til at det kan være svært for ngo-medarbejderne at råbe op om sine problemer og som samtidig fastholder dem i en prekær situation, er følelsen af hele tiden at sidde “yderst på bænken”, som Bjarke Oxlund udtrykker det.
Det hænger i meget høj grad sammen med måden, organisationernes økonomi er skruet sammen på – nemlig projektfinansieringen. Organisationerne er hele tiden pisket til at fundraise flere penge for at beholde sine medarbejdere og fortsætte sine aktiviteter. Det billede bekræfter både DM og DJØF over for Globalnyt.
“Det kan godt føre til et presset arbejdsmiljø, fordi lederen jo kommer til at stå og implicere, at hvis du er rigtig dygtig til at skaffe det her store projekt, så har du rigtig gode muligheder for fortsat at være ansat,” forklarer han.
På den måde ligger det hele tiden i luften, at hvis ikke der kommer nye midler til, så kan det koste medarbejderne jobbet. Det gælder særligt for de som er ansatte på midlertidige kontrakter – en ansættelsesform, som er meget udbredt i de danske ngo’er,
“Det giver et meget mere presset miljø, end hvis man har en fast grundfinansiering. Og det er jo det, der er ngo-lederens forbandelse. Det er svært at skabe gode og trygge rammer om arbejdet med at sikre en stabil udvikling, hvis finansieringen er ustabil,” siger Bjarke Oxlund.
I DM’s undersøgelse er der endnu et problem, som springer i øjnene. Hver tredje respondent svarer, at de oplever dårlig ledelseskvalitet. Og der gælder særligt små organisationer, mener Bjarke Oxlund.
“Hvis vi snakker om små civilsamfundsorganisationer, så bliver folk typisk ledere uden at have nogen formel træning i det. Så har de typisk været dygtige projektmedarbejdere. Eller de har været driftige.”
“Det, som er blevet afdækket i flere undersøgelse, er, at mange organisationer mangler ressourcer til at sikre en professionaliseret ledelse. Mange ledere har aldrig haft personaleledelse, modtaget efteruddannelse, og lige pludselig står de i spidsen for en hel organisation eller en afdeling.”
“Hvis vi snakker om små civilsamfundsorganisationer, så bliver folk typisk ledere uden at have nogen formel træning i det
Bjarke Oxlund, professor mos
Samfundet bærer et ansvar
Så hvad er løsningen, kunne man spørge, på ngo’ernes vedblivende problemer med arbejdsmiljøet? Ifølge Bjarke Oxlund skal vi afhjælpe, at organisationerne hvert år hopper fra tue til tue for at opretholde driften. Man skal simpelthen have penge, der strækker sig over længere tid, som det er tilfældet i det, man kan fristes til at kalde “normale arbejdspladser”.
“For eksempel kan de organisationer, der arbejder med international bistand, udvikling og nødhjælp være rammeorganisation hos Danida. Altså så de er sikret et stort beløb på en lang flerårig ramme. Det giver sikkerhed. Og det gør, at arbejdsmiljøet meget bedre kan sikres i den organisation,” siger han og tilføjer:
“De her organisationer løser jo i virkeligheden nogle opgaver for staten. Derfor kan man sige, at vi som samfund bærer et ansvar for, om midlerne bliver udloddet på ordentlig vis. Så hver gang vi siger, at vi kun gider at finansiere noget i et år eller halvandet år, så er vi med til som samfund at skabe den slags arbejdsforhold.”
Kunne man forestille sig, at fonde og stat også stiller krav til de organisationer, de støtter, om at sikre ordentlige arbejdsvilkår for deres ansatte?
“Ja, det kan sagtens være en del af en CSR-tilgang, at organisationen skal bevise, at de gør det ordentligt for at kunne få bevillingen. Samtidig bør bevillingen blive givet på en måde, så den sætter en ordentlig ramme for, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Så der er ansvar, der går begge veje.”
“Mange civilsamfundsorganisationer befinder sig jo nok i en situation, hvor de hele tiden bliver mødt med en masse krav. Men hvem hjælper dem med at etablere en ramme, som gør det muligt for dem at gøre det godt?”
Og hvad med medarbejderne selv? Hvilke værktøjer harr de har til at holde ledelsen op på dens ansvar?
“Det starter grundlæggende med, at man kigger sig rundt og ser, om der er en arbejdsmiljørepræsentant og endnu bedre en tillidsrepræsentant. Det er afgørende for at have et velfungerende samarbejdsudvalg, der skal lave checks and balances på, om der er et ordentligt arbejdsmiljø.”
“Vi kommer fra en tradition, hvor hele indsatsen med arbejdsmiljø har fokuseret på at gå med hjelm og ikke blive udsat for farlige stoffer. Men nu er det psykiske arbejdsmiljø begyndt at fylde mere. Arbejdstilsynet kan man kalde ind, hvis alt er gået fuldstændig galt. Men bedre ville det jo være, hvis der er et velfungerende samarbejdsudvalg, som løbende sikrer, at der bliver arbejdet med at udbedre eventuelle problemer.”
