Globalnyt har på udmærket vis gjort rede for motiveringen for tildelingen af den såkaldte Nobelpris i økonomi til en trio af forskere – indiske Abhijit Banerjee, franske Esther Duflo og amerikanske Michael Kremer. Prisen gives for modtagernes ”eksperimentelle tilgang til at afhjælpe global fattigdom.”
Thomas Markussen har fulgt op med en nærmere beskrivelse af, hvorledes forskernes eksperimentelle tilgang kan anskues som en mere effektiv tilgang til kampen mod fattigdom. Han redegør også for, at trioens eksperimentelle tilgang har hentet sin inspiration fra lægeverdens ”randomiserede, kontrollerede forsøg” (RCT).
Endelig fremkommer Markussen med et par kritikker af RCT-metoden:
Den kan kun anvendes på mikro-forhold og kan kun klare en-to interventioner af gangen.
Thomas Markussen slutter dog med at fremhæve, at ”den eksperimentelle tilgang til studiet af fattigdom er et redskab, som giver os mulighed for at give langt bedre svar på mange spørgsmål end vi tidligere kunne.”
Den menneskelige faktor
Kan man nu være sikker på, at det er tilfældet?
Kan man virkelig bruge tilfældig udvælgelse til at undersøge effekterne af udviklingstag på denne simple måde? Giver RCT mere evidens end andre metoder? Er RCT tilgangen, når det kommer til stykket, et specielt vigtigt redskab for udviklingsforskningen og fattigdoms-bekæmpelsen?
Man kan blive lidt klogere på disse spørgsmål, hvis man kigger lidt nærmere på, hvad kritikken af de såkaldte ”randomnister” går ud på.
Naila Kabeer, der er professor ved London School of Economics and Political Science, har således lavet parallelstudier til RCT-studier i Vestbengalen (Indien) og Sindh (Pakistan), som kiggede på programmer, der rettede sig imod de ultrafattige.
RCT-studiet fandt frem til, at de rigeste af de ultrafattigste rapporterede den største effekt, medens Kabeer i hendes Vestbengalen-case fandt, at det faktisk ikke var tilfældet.
Her var der i stedet tale om en almindeligvis overset og meget fattig gruppe af såkaldte stammefolk, som udnyttede muligheden for hjælp. Eksemplet viser ifølge Kabeer, at man er nødt til at tage den menneskelige faktor i betragtning, og at der ikke er nogen vej uden om at forstå hvorfor noget virker.
Blander tingene sammen
Angus Deaton og Nancy Cartwright har mere overordnet kritiseret RCT-tilgangen for at blande evidens og forklaring/forståelse sammen og dermed overse, at der skal mere end tilfældig udvælgelse og teori-fri eksperimenteren til at finde årsagen til, at noget virker henholdsvis eller ikke virker.
Derudover har de peget på, at resultaterne fra RCT-evidens kun kan anvendes det sted, som er undersøgt og ikke kan generaliseres til andre kontekster.
Dette skyldes blandt andet, at tilfældig udvælgelse ikke sikrer, at alt andet end eksperimentet holdes konstant.
Økonomen Jean Drèze er kritisk overfor den måde de tre Nobelprismodtagere slutter fra evidens til politik.
Han viser med eksempler fra Indien, at der ikke er grund til at tillægge viden fra RCT-eksperimenter særlig vægt, når det kommer til hvordan man skal løse komplekse sociale udviklingsproblemer.
Endelig var femten førende økonomer allerede sidste sommer i The Guardian ude med en advarsel imod det nye fokus imod kortsigtede mikrointerventioner, og med et forslag om i stedet at fokusere på de strukturelle makroforhold, som skaber fattigdom og ulighed.
Hvis man vil have et hurtigt og godt overblik over disse (og andre) kritikpunkter imod det nye fokus på mikroeksperimenter kan man med fordel læse denne artikel af Ingrid Harvold Kvangraven, University of York, samt læse en kort kommentar fra de tre forskere Phillip Mader, Richard Jolly og Maren Duvendack, der stiller sig kritisk overfor ”randomnisternes” paternalisme og adfærdsmanipulation.
Alle er enige om, at der er positivt at Nobel-prisen i økonomi i år går til (bl.a.) en kvinde, men ellers er der så mange forbehold overfor den nye guldstandard i udviklingsøkonomi og udviklingspraksis, at der er grund til at stoppe op og tænke forfra, når man hører udviklingsøkonomer og -praktikere sige: ”vi har evidens og det virker.” Ofte har man ikke evidens, man kender ikke årsagssammenhængene, og det virker kun lokalt – ikke nødvendigvis andre steder.
Laurids S. Lauridsen er Dr.scient.soc og professor emeritus i international udviklingsstudier, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC.
