Projekt vil bringe energi til fattige afrikanere uden at belaste klimaet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Adgang til ren, grøn energi er helt afgørende for naturbevarelse, fattigdomsbekæmpelse, bæredygtig udvikling og afværgelse af de mest ekstreme konsekvenser af klimaforandringer, skriver WWF Verdensnaturfonden på sin hjemmeside. 

Tre milliarder mennesker – halvdelen af verdens befolkning – bruger sundhedsskadelige og forurenende energiformer til madlavning. Og cirka 1,6 milliarder mennesker har ikke adgang til elektricitet. Det er en kæmpeudfordring for verdenssamfundet og påvirker hospitaler, virksomheder og selvfølgelig hverdagen for familierne. 

Størstedelen af disse mennesker bor i udviklingslandene ude på landet i isolerede egne, hvor moderne energi endnu ikke er tilgængelig. De må i stedet anvende traditionelle former for energi, hovedsageligt brænde og kul til madlavning og petroleum til belysning.

Energi er forudsætning for udvikling

Selvom energi ikke er direkte nævnt i nogen af FN’s 2015-mål, er adgang til energi en forudsætning for, at samtlige mål bliver opfyldt.

Adgang til energi giver bedre muligheder for at levere undervisning og sundhedsservices og giver samtidig mulighed for en mere effektiv udnyttelse af de lokale naturressourcer og udviklingen af nye produktive erhverv. 

FN har derfor igangsat et globalt program for at sikre adgang til energi for alle i 2030. 

Kasese som Champion District

WWF har udpeget Kasese-distriktet i det sydlige Uganda til pilotprojekt og foregangsdistrikt (Champion Distrikt) for udbredelsen af bæredygtig energi. Kun meget få af Kaseses indbyggere har i dag adgang til energi. Kasese er det første distrikt i Uganda med en politisk plan, som skal sikre adgang til grøn og bæredygtig energi for alle i distriktet.

Lysnettet dækker kun en brøkdel af distriktet. Selv blandt de familier, der har adgang til strøm, bruger størstedelen træ eller trækul, når de skal lave mad. Formålet med indsatsen er at sikre, at alle i Kasese har adgang til ren, grøn energi i 2020. Forventningen er, at det både vil bidrage til bevarelse af skovene, øget velstand, et bedre helbred og bekæmpelsen af klimaforandringerne.