Forskere anslår i en ny opgørelse, at én ud af fem mennesker (22,1 pct.) lever med en klinisk grad af psykisk sygdom i konfliktberørte områder rundt om i verden lige nu; fra mild depression og angst til svære psykoser, PTSD og bipolare lidelser. Dette være sig i væbnede konflikter, humanitære kriser og krige.
Næsten én ud af ti (9,1 pct.) lider af moderat til svær psykisk sygdom som skizofreni, bipolare lidelser og depression på ethvert givet tidspunkt, mens resterende 13 pct. vedrører mild grad af psykiatriske lidelser. [1].
Omfanget af psykisk sygdom er i kontrast til forhenværende data, der estimerede, at én ud af 14 har en psykisk sygdom [1, 3] og påviser således en højere forekomst af svær grad af psykiske sygdomme end tidligere antaget.
Næppe overraskende konkluderer forskerne bag den nye opgørelse, at der dermed også er alarmerende behov for at handle:
“The burden of mental disorders is high in conflict-affected populations. Given the large numbers of people in need and the humanitarian imperative to reduce suffering, there is an urgent need to implement scalable mental health interventions to address this burden.” [1].
Kan være stærkt invaliderende
Det er uanfægteligt, at disse mennesker lider i udtalt grad; ofte er de psykisk forpinte, udmattede, hæmmede og plaget af konfliktens væsen og har derfor desperat brug for hjælp, støtte og klinisk behandling, da psykisk sygdom eller symptomer herpå kan være stærkt invaliderende på længere sigt; både ift. funktionsevnen, kompetencer, ressourcer og livskvalitet og ikke mindst for pårørende og familiens situation. ”…so access to care isn’t just about improving mental health, it can be a matter of survival.” [2].
I betragtning af at udbredelsen af psykisk sygdom er meget høj og konsekvenserne indlysende, er der, iflg. eksperterne, behov for at stille den nødvendige psykiatriske service til rådighed.
Dette kræver bl.a. et særskilt fokus på ledelse og styring samt en stærk mental sundhedstjeneste.
Hertil en særskilt fokus på mental sundhedsfremme og forebyggelsesstrategier kombineret med evidens, forskning og informative systemer, understreges det i undersøgelsen [1].
”The well established links between mental health, individual functioning, and country development underscore the imperative to prioritise mental health care in countries affected by conflict.” [1].
Studiet tydeliggør med andre ord en vedvarende tilstedeværelse af psykisk sygdom i konfliktberørte lande, der fordrer global prioritet i den mentale/psykiatriske sundhedspleje.
Forskningen og erfaringer med at anlægge sådanne sundhedssystemer i og efter konflikter er i alle fald eksisterende og lovende [1, 4], og dette bør i givet fald generere en vis politisk og økonomisk interesse, som katalysator for en reel opbygning.
Befolkningens mentale tilstand og landets velbefindende hænger sammen
Der skal ikke herske tvivl om, at et hvilket som helst lands infrastruktur, opbygning, funktion, udvikling og bæredygtighed aldrig kan isoleres fra befolkningens mentale tilstand, og særligt i konfliktberørte område er der klar sammenhæng.
Den mentale sundhedstragedie er uden tvivl en hæmsko for at komme videre, og derfor må ethvert psykosocialt tiltag, der kan forbedre befolkningens mentale tilstand, også indebære interventioner der kan favne samfundet som helhed; ikke mindst parallelt med den mest nødvendige sikkerhed, sundhed, tilværelse og beskyttelse et land i krise har behov for.
Omtrent 132 millioner mennesker i 42 lande rundt om i verden har lige nu brug for humanitær bistand som følge af konflikt eller katastrofe, og næsten 69 millioner mennesker over hele verden er blevet fordrevet som følge af vold og konflikt, det højeste antal siden 2. verdenskrig, fremgår det af WHO [2, 1].
Referencer
[1] Charlson, Fiona et al. (2019). New WHO prevalence estimates of mental disorders in conflict settings: a systematic review and meta-analysis. The Lancet, Volume 394, Issue 10194, 240 – 248
[2] WHO (2019) Mental health conditions in conflict situations are much more widespread than we thought. Commentary on mental disorders in conflict settings.
[3] Vos T, Abajobir AA, Abate KH, et al. Global, regional, and national incidence, prevalence, and years lived with disability for 328 diseases and injuries for 195 countries, 1990–2016: a systematic analysis for the Global Burden of Disease Study 2016. Lancet 2017; 390: 1211–59.
[4] Eckardt (2014) En krise for den mentale sundhed. Globalnyt 7.2.2014