Som helt ung dansk jøde flygtede Herbert Pundik med sin familie til Sverige under krigen og sluttede sig til Den Danske Brigade, det militære bidrag til den danske frihedskamp.
Som flygtning i Sverige blev han zionist – aktiv for en jødisk stat. Han rejste til Palæstina og meldte sig i frihedskampen for den nye stat, Israel, som FN anerkendte i 1948, men som Israels arabiske nabolande forsøgte at kvæle i fødslen.
I 1954 flyttede Pundik med kone og barn fra København til Tel Aviv. Han blev journalist og arbejdede blandt andet for Information, der opstod i frihedskampens kølvand og skrev for det israelske arbejderpartis presse.
I 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne styrede det israelske arbejderparti med ledere som David Ben Gurion og Golda Meir Israel i både zionistisk og socialistisk retning med et stærkt militær og en stor kibbutzbevægelse – de mange landsbykollektiver, der gjorde socialismen levende, også for mange unge danskere.
I 1970 blev Pundik chefredaktør for Politiken, en post, han beholdt i 23 år, selv om han blev boende i Tel Aviv og pendlede til København. Ved sin tiltrædelse erklærede han, at med ham som chef ville Politiken gøre Israels sag til sin egen.
Ny kurs
Det var en proklamation, der fald en del danskere for brystet, og Pundik selv ændrede efterhånden kurs. I Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel Østjerusalem, Jordans Vestbred, Golan, Sinai og Gaza og mange håbede, at den jødiske stat ville ofre krigsbyttet til gengæld for fred. I stedet for at give alle områderne tilbage, beholdt og koloniserede Israels nye højre nationalistiske styre dog hele Jerusalem, Golan og Vestbredden.
Pundik forblev tro mod det Israel, han havde kæmpet for og været med til at skabe. Efterhånden som Israel forvandlede sig til en chauvinistisk apartheidstat, der knægtede de okkuperede palæstinensere, vendte han styret ryggen og begyndte at arbejde for den sameksistens, som jøder og araber nødvendigvis må etablere, hvis de fortsat vil leve sammen i Mellemøsten.
Han nøjedes ikke med at skrive. Ligesom andre fremsynede og humanistiske jøder trodsede Pundik sin egen regerings linje og forsøgte at bygge bro til palæstinenserne som menneske til medmenneske og til de arabiske nabolande. En af Pundiks to sønner, Ron Pundak, udbyggede sin fars indsats, da han tidligt i 1990’erne skabte den såkaldte Oslo-proces sammen med en lille gruppe ligesindede jøder og palæstinensere.
Processen strandede, men er det eneste seriøse fredsforsøg i Palæstina, og det var en ung Ron, der var en af initiativtagerne med en stolt far i ryggen.
Pundiks hjertesag
Dagbladet Politiken har nu taget initiativ til en læseraktion til fordel for et af de mange initiativer, Pundik var med til at starte. Det er en kreds af palæstinensiske og israelske forældre, der alle har mistet børn i den lange konflikt i området.
Pundik selv mistede sin anden søn, Uri, i Yom Kippur-krigen i 1973.
De mere end 500 arabiske og jødiske familier, der deltager i samvirket, mødes som mennesker og medmennesker for at bearbejde sorgen og for at gøre deres til, at færre må dø i krig mellem jøder og palæstinensere.
Det er et initiativ, der er en Ben Adam værdigt.
