SOS mod Racismes mangeårige formand, læge Anne Nielsen, Valby, er tildelt årets “Et anstændigt Danmarks pris” i form af en lille skulptur af kunstneren Jens Galschiøt, der selv er dybt engageret i kampen for menneskerettigheder kloden over.
Prisen blev overrakt ved den netop overståede generalforsamling i SOS mod Racisme i København.
Anne Nielsen får prisen for gennem mange år utrætteligt og flittigt at have arbejdet for menneskerettigheder og mod racisme i Danmark og internationalt.
Gennem læserbreve, pressemeddelelser, kronikker og baggrundspapirer har Anne Nielsen med hjertevarme og stor menneskelighed ihærdigt taget del i integrationsarbejdet og –debatten i Danmark, hedder det.
Med grundig dokumentation og stærkt engagement har hun hjulpet nye netværk og grupper på vej til forbedring af flygtninges og asylansøgeres situation.