Radikal sværvægter til regeringen: Hæv nu bistanden til FN

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

En tidl. fremtrædende radikal politiker opfordrer regeringen og sin partifælle, udviklingsminister Christian Friis Bach, til at eksekvere løfterne om at hæve den andel af dansk bistand, der kanaliseres via internationale organisationer, især FN-familien.

Det er Jørgen Estrup, mangeårig bannerfører for de radikales u-landspolitik, som kommer med opfordringen i seneste udgave af FN-forbundets blad, “GLOBAL”, tirsdag.

I en lederartikel skriver Estrup som forbundets landsformand, at “nu venter vi spændt… Stiger den multilaterale bistand mærkbart og bliver det i form af en reel multilateral indsats gennem FN snarere end EU-bilateralisme?”

“Men først og fremmest: Bliver den ʽny multilateralisme’ i stand til at identificere de partnere, som er bedst til at løse problemerne, så vi ikke bliver hængende i de velkendte relationer styret af overvejelser om Danmarks indflydelse i hovedkvarteret?”, anfører den nu 70-årige eks-politiker, der har været landsformand for FN-forbundet siden 2006.

Han skriver videre under overskriften “Problemer uden grænser”:

“Frem til slutningen af 1990’erne var det en fast tommel-fingerregel, at forholdet mellem bilateral og multilateral ud-viklingsbistand var omtrent ʽ50/50’. Det blev der vendt så totalt op og ned på under VK-regeringen, at forholdet i 2011 var blevet 74/26. Uden argumentation for faldet i den multilaterale andel. Det skete bare”.

“Den nuværende regering har fra starten sendt helt andre signaler. Multilateral bistand ses som afgørende for succes af bilateral bistand, og man har forpligtet sig til at ʽknække kurven’”.

“Tidligere tiders ʽaktive multilateralisme’ genoplives i nyt set-up, og Danmark har engageret sig stærkt i FN’s nye dagsorden for inklusiv og bæredygtig vækst efter 2015”.

Danmark i den store verden

Jørgen Estrup, der sad i Folketinget 1984-2000 og bl.a. var formand for tingets udenrigsudvalg, sætter Danmarks internationale indsats ind i en større ramme:

“Læger har gjort det; advokater og ingeniører har gjort det, og det har journalister også – indset, at de tungeste problemer ikke respekterer nationale grænser. Krænkelser af menneskerettighederne, vold mod civile, flygtningestrømme, epidemier, naturkatastrofer, global opvarmning, miljønedbrydning, fattigdom og ulighed er grænseoverskridende problemer”.

“De er: ʽproblems without passports’, og kan ikke løses ved at indgå bilaterale aftaler mellem enkelte lande parvis. De kræver, at der er et globalt fællesskab, som er parat til at tage ansvar og handle uafhængigt af nationale interesser – parat til at nedprioritere bilaterale indsatser til fordel for multilaterale, når en løsning kræver det”.

“I Danmark har vi en lang og rodfæstet multilateral tradition. Historiens barske virkelighed lærte os, at små lande lever i ʽhajfyldt farvand’ og har brug for forpligtende internationale fællesskaber for at overleve”.

“Men små lande i fællesskab har også mulighed for at forpligte stormagterne og fremme internationale spilleregler, som bygger på dialog og respekt for individet i stedet for brutal magtanvendelse”.

“Derfor var Danmark med i den første gruppe af 51 lande, som allerede i oktober 1945 blev medlem af FN. Derfor ratificerede Danmark som det første land FN’s flygtningekonvention i december 1952”.

“Derfor har Danmark i årevis bidraget med ʽblå baretter’ til FN’s fredsbevarende missioner. Derfor har Folketinget med store flertal gang på gang bekræftet, at FN er en grundpille i dansk udenrigspolitik – senest i januar 2008”.

“Alligevel har der ind i mellem været langt fra ord til handling”, skriver Jørgen Estrup – og opfordrer regeringen til at levere på sine løfter om at hæve den multilaterale bistand.