Valgstafet 2019
Hvad har partiernes udviklingsordførere tilfælles, og hvor er de politisk uenige? Op til folketingsvalget sender partiernes udviklings- og udenrigsordførere et spørgsmål videre til en kollega fra et andet parti.
02.06.2019: Venstre spørger Enhedslisten
28.05.2019: Socialdemokratiet spørger Venstre
26.05.2019: Nye Borgerlige spørger Socialdemokratiet
23.05.2019: De Radikale spørger Nye Borgerlige
21.05.2019: DF spørger De Radikale
16.5.2019: SF spørger Dansk Folkeparti
14.5.2019: Det Konservative Folkeparti spørger SF
12.5.2019: Alternativet spørge Det Konservative Folkeparti
9.5.2019: Liberal Alliance spørger Alternativet
7.5.2019: Enhedslisten spørger Liberal Alliance
“Det Radikale Venstres forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach udtalte engang, at han ønskede at ændre ulandsbistanden fra projektstøtte til bloktilskud, som myndighederne i u-landende selv skulle administrere – også uanset om pengene så blev brugt til at købe nye Mercedes-biler til landets ministre. Det står jo i modstrid til udviklingsbistanden i dag, hvor man ikke udbetaler budgetstøtte og desuden ret nøje kontrollerer, at bistanden gives til i forvejen definerede formål.
Mit spørgsmål er, om Det Radikale Venstre fremadrettet vil omlægge udviklingsbistanden som ønsket af den tidligere minister, og hvis det ikke er tilfældet: hvorfor har Det Radikale Venstre ændret mening?” spørger Dansk Folkepartis udviklingsordfører Claus Kvist Hansen.
På Claus Kvist Hansens spørgsmål svarer Det Radikale Venstres Martin Lidegaard:
Radikale Venstre har altid bekæmpet korruption i enhver form. Vi har den dybeste afsky for korrupte beslutningstagere, der på ulovlig vis forsøger at rage til sig af bistandsmidler. Det skal der slås hårdt ned på, og det har vi altid gjort, når vi havde ansvaret for dansk udviklingsbistand.
Mest mulig udvikling for bistandsmidlerne
Når det er sagt, har vi også altid haft et ønske om at få mest mulig udvikling for bistandsmidlerne. Her kan der være en modsætning mellem en effektiv bistand og det forhold, at hvert enkelt donorland stiller meget detaljerede krav til modtagerlandene om, hvad bistanden specifikt skal gå til. I yderste konsekvens kan det gøre det nærmest umuligt for modtagerlandet at leve op til de mange forskellige forventninger og indsatsen kan drukne i bureaukrati og modsatrettede hensyn til de forskellige donorer. Samtidig svækkes det lokale demokrati, der ofte i forvejen er svagt funderet, fordi det er donorerne og ikke landets demokratisk valgte politikere, der bestemmer udviklingen.
Derfor er Radikale Venstre tilhænger af, at der gives midler til modtagerlandene på en måde, så landene også selv kan prioritere deres egen udvikling på demokratisk vis. Det tror vi er helt afgørende for, at der bliver lokalt ejerskab til bistanden og der kan opbygges et reelt partnerskab mellem donorlandet og modtagerlandet, hvilket gør bistanden mere langsigtet og bæredygtig. Lykkes det ikke at etablere et reelt partnerskab, viser alle vores erfaringer, at der er meget stor sandsynlighed for, at projektet og indsatsen falder til jorden, når bistanden stopper.
Ønsker man at fremme denne form for ubureaukratisk bistand, og fremme landenes egne ønsker om deres fremtid, kan man som donorland i princippet komme i den situation, at modtagerlandet på fuld demokratisk vis beslutter at prioritere nogle af midlerne på en anden måde, end det danske folketing ville have gjort. Det synes vi giver mening at acceptere af ovenstående grunde, men det siger sig selv, at der altid må være en nødvendig balance mellem de interesser, Danmark har som donorland, og de ønsker som modtagerlandet har.
Og som sagt bør enhver form for korruption altid bekæmpes, for her er ikke tale om en demokratisk beslutning på vegne af den pågældende befolkning.
I næste omgang af Globalnyts valgstafet er det Martin Lidegaards tur til at stille et udviklingspolitisk spørgsmål til sin kollega Poul Højlund fra Nye Borgerlige.
